Blog
”Du er jo bange Dennis – indrøm det dog!”
Alle der ikke har levet under en sten ved, hvad jeg mener, når jeg siger, at den seneste tid har givet lærerfaget en omtale, som sjældent er set. På en baggrund som ingen ønsker! Samuel Paty har betalt den ultimative pris for valg, alle lærere forholder sig til hver eneste dag.
Karikaturtegninger i undervisningen. Ikke bare karikaturtegninger, men DE karikaturtegninger. Tegningerne af den muslimske profet Muhammed som Jyllandsposten trykte, og som var medvirkende til en af Danmarks største diplomatiske kriser i nyere tid. Skal de være en del af undervisningen? De politiske holdninger til spørgsmålet har været temmelig utvetydige og forståeligt nok – vi lever i en fattigere verden, hvis ikke vi KAN vise tegningerne, men som debatten har formet sig, har jeg oplevet et behov for at tilføje, at vi også lever i en fattigere verden, hvis vi SKAL vise tegningerne.
Debatten er rå, og toppolitikere har vendt og drejet min pointe til egen fordel. Fred være med det, det må man åbenbart leve med. Hvis nogen er interesserede i, hvad jeg faktisk mener, er de altid velkomne til at spørge og heldigvis gav Deadline og Den uafhængige ved Asger Juhl god mulighed for at nuance mit standpunkt – at det er lærernes professionelle dømmekraft, der er under pres, uanset om man ønsker at tvinge tegningerne ind eller ud af undervisningen. Hvad der derimod overrasker og skræmmer er, at det undervejs i debatten er blevet tiltagende tydeligt, hvor ringe et kendskab debattører og politikere har til grundskolens virkelighed og hvor absolut ringe en tiltro der er til, at lærerne kan træffe begrundede didaktiske valg. Skræmmende mange er villige til at træffe beslutninger på lærernes vegne uden at inddrage dem, der ved hvad opgaven går ud på. Ville man gøre det samme på vegne af en elektriker? En ingeniør? En sygeplejerske?
”Men du er jo bange Dennis, og det er helt ok. Hvorfor indrømmer du ikke bare det? Alt det andet er relativerende snik-snak.” Jeg har mødt argumentet i løbet af den seneste uge og ja, frygten lurer lige under overfladen. Samuel Paty fik halsen skåret over. Samuel Paty var lærer. Jeg er lærer. Kan du se koblingen? Jeg kan godt. Samtidig har jeg et job, som jeg skal varetage – professionelt og med alle de samme problemstillinger in mente, som også fandtes før Samuel Paty på tragisk vis mistede livet, ja selv før Jyllandsposten trykte karikaturerne af profeten Muhammed. En sygeplejerske der er bekymret for at fejlmedicinere sine patienter, stopper vel ikke med at medicinere, men rækker ned i sin faglige rygsæk eller søger sparring hos kolleger, bruger den uddannelse personen har taget og som har været kompetencegivende til at indtræde i faget. Det samme skal vi kunne gøre som lærere. Muhammedtegningerne er en kilde. En vigtig kilde. Men ikke målet i sig selv. Så kære kollega, stå fast! Vis tegningerne, hvis du vurderer, at de hjælper eleverne til at forstå målet og lad være, hvis de skygger for pointen med undervisningen – det er det, du er uddannet til.
God arbejdslyst.
