Blog
Demokratiets dilemma
Spørgsmålet er opstået i manges bevidsthed efter, at flere kammerater til den 22 årige dobbeltmorder Omar Abdel Hamid El-Hussein tilkendegav deres sympati for gerningsmandens handlinger. Er den demokratiske dannelse slået fejl? Har vi ikke formået at formidle en af de væsentligste præmisser for demokratiet - ytringsfrihedens ukrænkelighed?
Efter min bedste overbevisning er det korte svar nej, dannelsen er ikke slået fejl. Ikke baseret på disse unges ytringer i hvert fald. At nogen udtrykker sympati for en voldshandling, er efter min vurdering ikke anderledes, end at jeg i et svagt øjeblik kunne udtrykke den samme sympati, for folk der måtte ty til selvtægt over for pædofile eller voldtægtsforbrydere. Må jeg sætte alvor bag min sympati? Naturligvis ikke. På samme måde som Omars meningsfæller skal holde sig på den rigtige side af loven, skal jeg naturligvis også, men tankerne må vi have i fred. Alternativet er grusomt og i direkte modstrid med min opfattelse af demokrati.
For nogen år siden havde jeg en klasse, som deltog i en konkurrence om demokrati. Man skulle illustrere demokrati på forskellige måder og vi valgte at skære dele af børnerettighedskonventionen ind i nogle store planker, som nu pryder mit sløjdlokale. Vi endte som nr.2 i konkurrencen og blev inviteret til Christiansborg, hvor der var planlagt en hel dag med workshops om demokrati. I min klasse havde jeg en dreng, som ved enhver given lejlighed argumenterede imod demokrati som styreform. Han var klassens fredeligste dreng og havde ordene i sin magt. Han var med andre ord væsentligt bedre klædt på til at indgå i workshopsene end flere af sine kammerater. Vi havde en forrygende dag og alle inklusiv min demokratiskeptiske elev var enige om, at det havde været turen værd, selvom vi var sent tilbage i Odense.
Mit spørgsmål er nu. Skulle jeg have ekskluderet denne elev fra at deltage? Ville han have fået et bedre forhold til den demokratiske debat ved, at jeg havde ladet ham blive tilbage på skolen? Ved at jeg havde screenet klassens ytringer, inden vi tog afsted? På ingen måde. Tvært imod har han nu fået en positiv oplevelse af, hvad demokratiske processer kan være. Jeg tror på sigt, at han bliver mere demokrat af denne oplevelse, end hvis han havde været den foruden. Hvis demokrati og ytringsfrihed skal give mening, må det aldrig blive de rigtige ytringers frihed, men en ærlig og levende diskussion. De ubehagelige holdninger findes og vi kan ikke lukke dem ude af den demokratiske debat, bare fordi flertallet ikke synes de er acceptable, på samme måde som jeg ikke kan sætte elever uden for døren, fordi de ikke repræsenterer flertallets holdninger.
