Blog
Livet er ikke altid en One Direction koncert
Skal undervisningen konkurrere med underholdningsindustrien?
Glæder var stor da jeg opdagede at Rita igen er på skærmen mandag aften.
Det er som om guldkornene bare står i kø og allerede første aften kom Ja-hatten og motivationskonsulenten i spil - en slet skjult hentydning til den nye reform og arbejdstidsaftale. Seneste afsnit blev krydret med en kommentar om at livet ikke altid er en One Direction koncert. I første omgang måtte jeg lige poste det som opslag på facebook da jeg synes det er et godt symbol på den holdning der er blandt mange unge i dagens Danmark, at alt skal være sjovt og underholdende. Efterfølgende kom jeg til at filosofere over om jeg selv hopper med på bølgen når jeg planlægger min undervisning til samfundsfag. Skal det være sjovt, eller er det ok at elever lærer værdien af rugbrødsarbejde?
I samfundsfag er velfærdsstaten er et emne vi ikke kommer udenom og efter at have arbejdet os igennem velfærdsstatsteorier og eleverne havde lavet deres eget parti og udarbejdet velfærdsstatspolitik sluttede vi af med at se filmen Sicko af Michael Moore, for at stille det amerikanske system op overfor det engelsk, canadiske og franske. Målet var at få en debat om fordele og ulemper ved de forskellige velfærdssamfund, men så langt nåede vi aldrig for de syntes at filmen var for kedelig. Betyder det så at jeg ikke skal bruge filmen, eller skal jeg blot "advare" dem om at nu er undervisning jo ikke en One Direction koncert og det hele kan ikke være en fest?
I den forgangne uge arbejdede vi med identitet og ud over teori tog jeg fat i flere artikler om pigen fra Rebild sagen som var blevet misbrugt af sin far og brødre. Oplæg til en god debat om hvad der skaber vores identitet og hvordan den kan genoprettes hvis den har fået nogle bump på vejen og de personer som skulle være de primære omsorgspersoner som skal hjælpe og guide børn i at opbygge deres identitet viser sig at være ødelæggende for den proces. Langt de fleste var rystede over det de læste og mange blev påvirket og vi fik en rigtig god debat. Afslutningsvis så de dokumentaren "Er du mors lille dreng?" om lille Jørn der bliver fjernet fra sine forældre da de efter et ophold på Bethesda hjemmet viser sig at være uegnede til at tage sig af barnet. Mit håb var at vi kunne få en debat om hvem der er bedst for børn og om forældre altid er det bedste for barnet. Men sådan gik det ikke helt. Allerede kort inde i filmen kom første kommentar "øh, er det sådan en film med rigtig mennesker?" Ja det måtte jeg så erkende. Det var en dokumentar med sådan helt rigtig mennesker og rigtig hændelser. En film som har berørt mig dybt og som jeg mener viser et meget stort dilemma i vores samfund blev til en langvarig og træls oplevelse fordi eleverne mente at den var kedelig, for der skete jo ikke rigtig noget.
Er vi nået dertil hvor alt skal være actionpræget for at fange de unge? Skal jeg som lærer have et kursus i underholdningsindustrien for at kunne være i undervisningsindustrien? Eller er det min opgave som professionel at tage ansvar for at eleverne også får et billede af, at alt ikke skal være Paradise hotel, de unge mødre eller en serie producert for netflix - let underholdning uden indhold?
