Praksisfaglighed og teknologiforståelse kan gå hånd i hånd

På det seneste har der i skoleverdenen været meget fokus på teknologiforståelse og praksisfaglighed. Det er selvsagt noget, som også har optaget os i Falihos. Vores postulat er, at arbejdsmetoder i netop historie- og samfundsfag tilgodeser begge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er meget snak om skærme, og hvad de fylder i skolen. Nogle ønsker dem hen, hvor peberet gror, mens andre omfavner dem og bruger dem flittigt. 

Går vi helt tilbage, så var kulturfagene nogle af dem, der først fik mulighed for at kunne anvende digitale læremidler i undervisningen. Bl.a. i samfundsfag gav det mulighed for at ens undervisning ofte kunne tage udgangspunkt i aktuelle begivenheder. 

Meget vand er løbet gennem åen siden da. Læremidlerne til kulturfag bruges stadig, men i dette indlæg vil fokus ikke være på den, men på hvordan forskellige andre teknologiske værktøjer understøtter praksisfaglighed og hvordan de med fordel kan benyttes i undervisningen. 

Praksisfaglighed er altså også at bruge teknologien

Mange forbinder praksisfaglighed med praktisk-musiske fag - med noget håndværksmæssigt. Men I Evas rapport “Praksisfaglighed - en forundersøgelse” nævner ifølge forskerne indenfor kulturfag, Leon Dalgas og Anders Stig Christensen, at praksisfaglighed bør forstås væsentlig bredere.I rapporten nævnes det: 

“Praktiske kompetencer i kulturfag skal forstås bredt som kompetencer, der indebærer en handling. Dvs. at udføre noget, skabe noget eller at kunne anvende forskellige metoder og procedurer.” 

I historie- og samfundsfag findes der et utal af teknologi, der netop giver mulighed for at skabe - være kreative. Nogle programmer og teknologier er selvfølgelig mere mere egnede end andre. For at være helt sikre fx ift. datasikkerhed, så tager vi her udgangspunkt i programmer, der findes på SkoleTube (som langt de fleste af landets skoler har adgang til). 

Falihos

Falihos er en frivillig faglig forening, der arbejder på at styrke fagene historie og samfundsfag. Det gør vi ved at stille netværk og den nyeste viden til rådighed for vores medlemmer ligesom vi deltager i det politiske arbejde og blander os i debatten om fagene.

Hvorfor ikke lade eleverne lave deres egne bøger?

Det at skulle tilegne sig noget viden og formidle det videre giver mulighed for en masse refleksioner og arbejde med både faglig læsning og skrivning. Derfor handler første ide om at lade eleverne skabe deres egne bøger som et led i undervisningen. 

Her findes det glimrende værktøj Book Creator, hvor dine elever fx kan skabe små multimodale fortællinger om datidens Egypten, Romerriget, besættelsen… du forstår vist, hvor vi vil hen. 

Lad dem invitere hinanden på besøg i historien

En ting er jo at læse om historie. Så er der også video og meget andet, men hvorfor ikke lade eleverne genskabe historiske digitale scenarier? På den måde kan de invitere hinanden indenfor i en 3D verden, hvor de så fx pludselig befinder sig i skyttegravene i Normandiet. Som lærer er det også en spændende måde at se, hvordan eleverne oplever fortiden og hvilken stemning, de fornemmer i fx de tekster I læser. 

Inden du slipper eleverne løs i CoSpaces og/eller Dramastudio, skal du lige undersøge, om der fx er de rigtige beklædningsgenstande ift. tidsperioden.

Digital tidslinje, plancher m.m. Måske har du allerede ladet dine elever lave en digital tidslinje. Hvis ikke, så er Tiki-Toki et oplagt sted at starte. Her kan de lægge billeder, tekst, videoer m.m. ind og hele tiden bygge på og udvide deres tidslinje undervejs i jeres arbejde. 

På samme måde kan Padlet og Thinglink bruges til at hjælpe eleverne med at strukturere et tidsforløb og give dem mulighed for at lave det, der måske kan kaldes multimodale noter.

Hvad så med det der AI?

Flere og flere skolefolk er begyndt at undersøge, hvordan AI kan bruges konstruktivt i undervisningen. Holder du tungen lige i munden og undgår de GDPR-mæssige faldgruber, så er der også fine muligheder. Prøv fx at lade eleverne arbejde med SkoleGBT. Ikke som vidensbank, hvor de bare suger til sig (som vi kender fra Google), men som samtalepartner. Prøv fx at få den til af svare, som var den Kejser Augustus. Måske ikke fejlfrit, men en sjov måde for eleverne at kunne “møde” historien. 

Og så kan I jo arbejde lidt kildekritisk med, hvad SkoleGBT svarer på de forskellige spørgsmål. 

AI kan også bruges til at vække gamle billeder til live via AI, men det må du læse mere om ovre på IT-torvet Væk billederne til live… - IT Torvet (it-torvet.dk)

Mulighederne er utallige - spørg din faglige forening 

Mulighederne er med andre ord mange, når du som historie- og samfundsfagslærer gerne vil fokusere mere på praksisfaglighed og brugen af teknologi i undervisningen. Om du kan prompte SkoleGBT til at svare som FALIHOS og stille spørgsmål om din årsplan må være op til en prøve. 

Men du er altid velkommen til at stille os og alle medlemmerne af vores forening et spørgsmål i vores Facebookgruppe.