Blog
Folkeskolen har fået et nyt fag
Dette er et uddrag af min kronik "Folkeskolen har fået et nyt fag". Du kan læse kronikken i sin fulde længde i Falihos kommende medlemsblad "Historie og samfundsfag".
Hvis man går en tur gennem byen, kan man ikke undgå at opdage historien. Jeg bor selv i Odense, hvor masser af bindingsværk har fået lov at blive stående til trods for, at man ønsker at forny hele bymidten – mange af bygningerne er kulturarv, fredede og vurderet bevaringsværdige for eftertiden. Der står skulpturer af H.C.Andersen og Knud den Hellige og de mange munkeordener har også sat sit aftryk på gadenavne og torv. Tænder man fjernsynet eller går ind i en boghandel bliver man bombarderet med historisk litteratur og underholdning – 1864, Sommeren '92, 9.April, Ørnens Øje, Giganternes fald for ikke at nævne Asterix og Obelix eller Bassernes skildring af Koreakrigen, bare for at nævne nogle få. Historien fascinerer, men ikke mindst er det nutidens gengivelse af historien, der fascinerer og sikrer, at unge i dag er lige optaget af historien, om ikke mere end nogensinde før. Også i politisk sammenhæng bruges historie ofte som argumentation – for mange læsere behøver jeg bare at nævne A. F. Rasmussens argumentation for at gå med i Afghanistankrigen, så ved de, hvad jeg mener. Historie er med andre ord en fuldstændig virkelig og tilstedeværende del af vores hverdag, som elever i folkeskolen er nødt til at få kompetencerne til at kunne forholde sig til, hvis de skal kunne navigere i deres liv – identitetsmæssigt, kulturelt og politisk. Slaget ved Dybbøl, eller Afghanistankrigen er altså ikke længere interessant som indhold i undervisningen, men fordi de bliver brugt i eftertiden til netop at skabe identitet, kultur og politik – på samme måde som det er tilfældet i konflikter, der ikke vedrører min fortid, eller Danmarks. Ved at ændre fokus til dette, i stedet for at tro, vi kan nå omkring et relevant indhold for alle, giver vi eleverne kompetencer til at forstå sin egen historie og hvordan historien bliver brugt i situationer, der vedrører dem, uafhængigt af etnicitet og kulturelt tilhørsforhold. Det er det, vi nu skal lære eleverne inden de går ud af folkeskolen.
Men ingen kronik uden en konflikt, for selvom dette for mange lærere er indlysende, så står skoler og kommuner overfor en kæmpe udfordring som de tilsyneladende undervurderer kraftigt. I Politiken kunne man nemlig den 22. oktober læse, at ”Folkeskolen svigter historiefaget”. En kronik af Jens Aage Poulsen og Peter Brunbech, som påviser, at linjefagsdækningen i faget er grotesk ringe og hvor faget prioriteres som et af de sidste, når der skal sendes lærere på efter- og videreuddannelse. Det må politikere, der kærer sig for faget, ikke sidde overhørigt! Og det må kommuner og skoleledere, der kærer sig om elevernes demokratiske dannelse og historiske bevidsthed, ikke sidde overhørigt! For hvis man holder fast i, at historie er et fag, hvor den sande fortælling om fortiden skal overleveres til eftertiden, så er man for det første ikke på vej mod målet med faget, som det lyder i dag, man risikerer også at fratage eleverne redskaberne til at kunne forstå, hvad historien gør ved dem, når de møder den i deres hverdag.
