Blog
Historie(for)brug
På det nyligt overståede Folkemøde overværede jeg en debat med overskriften “Hvorfor skal børn arbejde med kunst i skolen?”. En af konklusionerne var: "Fordi de i forvejen er forbrugere af kunst uden at vide det f.eks. i bybilledet og i medierne". Det samme kan man sige om historie – vi skal undervise i historie fordi børn allerede er storforbrugere af historie i kraft af spil, bøger, tv-serier og meget andet.
I min optik er der ikke noget galt i, at kommercielle interessenter hugger og plukker i historien, men vores fineste opgave som historielærere må være at klæde eleverne på til at vælge kritisk mellem de fortællinger f.eks. spil og film tilbyder – tænk bare på en film som Inglourious Bastards, hvor Brad Pitt jager nazister i rollen som løjtnant Aldo Raine. Fortiden bidrager med en stærk ramme og nogle stærke karakterer og de fleste af os er i dag enige om, at nazisterne var grusomme barbarer, så jagten på dem oplever vi som legitim og accepterer det som god underholdning. Går man tættere på de reelle historiske begivenheder og personer var der naturligvis flere nuancer og man kan stille spørgsmålet, om filmen kunne have vundet samme status, hvis det havde været nazister der jagede amerikanske jøder og filmen stadig var lavet som en komedie.
Det handler ikke om den sande historie
I et blogindlæg fra 18.november 2015 skriver centerchef ved HistorieLab Peter Yding:
“At lære børn og unge om historiebrug og om, hvorledes vores fælles historiebevidsthed påvirkes af populærkultur, er ikke for, at de derved kan finde fejl i historiske film eller skal holde op med at se dem. Men det er meget væsentligt at gøre dem i stand til at forstå de mekanismer, der er på spil for, at de bedre kan deltage i den offentlige samtale og debat, der former vores fælles historiesyn.”
En af pointerne i hans indlæg er, at det ikke handler om at pille de populærkulturelle fortællinger fra hinanden og sortere fejlene fra, så eleverne kan få overleveret den sande fortælling om fortiden. Fortællinger er altid subjektive. Havde tv-serien Matador f.eks. været en nuanceret dokumentar, havde den nok ikke vundet den brede folkelige forankring den har. Vi bygger netop ikke vores kulturelle identitet på eksakt viden, men på narrativer og karakterer vi kan, eller ønsker, at identificere os med.
Peter Ydings citat understreger min pointe om, at historiefaget ikke behøver være et fortidsfag – når vi lærer elever om fortiden, bør vi ikke gøre det alene fordi vi ønsker at overlevere et sandt billede af den. Vi skal gøre det fordi børn allerede er storforbrugere af historie.
Fortid, film og historie – Historie på skærmen - Peter Yding Brunbech
http://historielab.dk/fortid-film-og-historie-historie-paa-skaermen-i/
