Blog
Historien er ligegyldig - i sig selv
Om målet for historie i folkeskolen
Folkeskolen lancerer nu et fagligt netværk og det glæder mig på Falihos' vegne, at kunne bruge dette forum til at udbrede foreningens synspunkter og tiltag og samtidig få en platform, der kan gøre diskussionen af undervisning i historie og samfundsfag bredere og mere nærværende.
Jeg vil lægge ud med en konstatering, som ikke er ny, men som først blev rigtig tydelig for mig, efter at jeg i september overtog formandsposten i Falihos. Undervisning i historie og samfundsfag er et politisk foretagende. Alle har en holdning til, hvilken historisk begivenhed der skal undervises i og specielt i et år, hvor der er mange mærkedage af historisk karakter. Jeg nævner i flæng; 100året for 1.Verdenskrigs begyndelse, 150året for 1864, 200året for adskillelsen af Danmark og Norge, og 200året for Folkeskoleloven. Der er mange flere. Men hvad er målet med undervisning i historie og samfundsfag egentlig?
For nyligt skrev formanden for de konservative, Lars Barfoed, en kronik, hvor han forsøgte at påvise, at elever har en ringere historisk bevidsthed i dag end tidligere. Det har jeg ikke kunnet finde troværdigt belæg for. Til gengæld læste jeg i min seminarietid om elever, som senere i livet blev spurgt til sin historieundervisning og de kunne ikke huske den. De kunne dårligt huske, hvilken lærer de havde haft og så er det ligegyldigt, hvilke begivenheder vi har udvalgt!
Når jeg overtager elever i historie, så møder de mig ofte med indstillingen:”Historie? Jamen der er jo bare noget som ér sket – Det er jo ligemeget nu.” Og de har ret! Hvis historie bare er noget som ér sket, så er det ligemeget nu, men historie ér også nu. Vores samfund hviler på en historisk præmis. Dit liv hviler på en historisk præmis. Det er den erkendelse der er målet for undervisningen, også i samfundsfag, hvor eleverne skal lære nødvendigheden af at deltage aktivt, for at holde liv i demokratiet. Når eleverne går ud af folkeskolen og møder et udsagn eller en hændelse, skal de kunne møde det med ordene: ”Gad vide, hvad der ligger til grund for det?” - Så har vi gjort vores job som lærere i historie og samfundsfag godt! Kan de også spørge og finde svar på: ”Hvilken betydning har det for mit liv?” Hvad kan vi så ønske os mere?
Lad mig give et eksempel. 2.Verdenskrig bliver ofte brugt i politisk argumentation. Et efterhånden klassisk eksempel er Anders Fogh Rasmussen, der kalder tidligere undenrigsminister Erik Scavenius en landsforæder. Scavenius kan, af gode grunde, ikke selv argumentere imod Fogh Rasmussen og udsagnet må derfor mødes med nysgerrighed og spørgsmålet ”Gad vide, hvad der ligger til grund for det?” Hvordan er det Fogh Rasmussen tolker Scavenius' handlinger og har det hold i de historiske kendsgerninger? Kan Fogh Rasmussen få en politisk gevinst ud af at tolke historien som han gør og er det ok?
Skolen er en politisk ledet organisation og derfor er skolens formål og fælles mål i sagens natur genstand for politisk diskussion. I vores hverdag skal vi leve op til de politisk vedtagne målsætninger. Som historielærere har vi f.eks. en kanon, vi skal undervise ud fra. Politikere fortæller os forbløffende ofte, at historisk dannelse og historisk bevidsthed kun drejer sig om at gengive centrale begivenheder, sortere dem kronologisk og at tosprogede i øvrigt ikke skal lære om deres families historie. Derfor bliver det tydeligt for mig, at den faglige diskussion ikke kan adskilles fra den politiske. Det er derfor nødvendigt med faglig funderede foreninger, der kan fastholde et didaktisk perspektiv, som sætter elevernes faglige i dannelsesmæssige kompetencer i centrum og som fastholder, at dannelse også handler om evnen til at stille kvalificerede spørgsmål og finde kvalificerede svar, for at kunne deltage som hele mennesker i et kompliceret demokrati.
