Blog
Falihos for folket, men hvem er det?
Op til prøveafviklingen denne sommer lancerede Falihos Facebookgruppen ”FALIHOS – Prøvevejledning for medlemmer”, en gruppe der skulle gøre det muligt for medlemmer at mødes med foreningens bestyrelse, hvor man i forvejen bruger masser af sin tid – på Facebook.
Der var engang, hvor folket betegnede en mere eller mindre samlet enhed. Hvor mange der i dag rent faktisk forstår sig selv som en del af et samlet folk tør jeg ikke sige. Måske fordi mange har svært ved at acceptere sig selv som en del af massen folket, hvilket folk? Folket i danskernes parti? Det socialistiske? Det konservative? Denne udvikling fra selvfølgelig tilhørsforhold til reflekterede til og fravalg er også en præmis for de faglige foreninger anno 2016, men behøver det betyder enden? Det korte svar er nej. Der er stadig behov for de faglige foreninger.
Facebook-Gruppen er et eksempel på netop det – at der stadig er behov for faglige netværk, hvor erfaringer og ekspertviden kan mødes og berige hinanden.
Tanken med gruppen var på den ene side at give let adgang til den viden bestyrelsen repræsenterer og samtidig tilbyde noget som var eksklusivt for medlemmer. Jeg var personligt spændt på, om nogen ville se logikken i at melde sig ind i gruppen og om potentielle medlemmer kunne finde på at melde sig ind? Men det kunne de og det var der. Mange blev tilføjet gruppen og nogle nye medlemmer blev det også til. Hurtigt så læringskonsulenterne også logikken i at byde ind i gruppen, så der blev skabt en synergi mellem praktiske erfaringer og ekspertviden på feltet – et spændingsfelt de faglige foreninger hele tiden bevæger sig i, men som her fandt en anvendelig form.
Men når folket er en diffus størrelse må tiltagene selvfølgelig også være mange og forskelligartede. Facebook kan ikke gøre det alene. I Falihos er det ikke bare lærere og uddannelsesinstitutioner der kan se fornuften i at være medlemmer. Museer, kulturformidlere og skoletjenester udgør en anden stor medlemsgruppe. Det er et konkret eksempel på, at indsatserne må være mangeartede, hvis de faglige foreninger skal kunne facilitere interessenter, der vil udvikle på vores fag. Facebook er et værktøj i redskabskassen, men vi arbejder på at være, hvor vores medlemmer eller potentielle medlemmer er, om det er Facebook, Folkeskolen.dk eller ude på lærerværelser eller museer. Det er tidskrævende og omstændigt, men vi har lyst og næres af den feedback vi får – det hjælper selvfølgelig også på humøret, hvis du melder dig ind og er med til at arbejde for undervisningen i historie og samfundsfag sammen med os.