Blog
Hvorfor Parisattacks er dårlig undervisning, men nødvendigt at tale om...
God undervisning er engagerende og tager udgangspunkt i elevernes livsverden, men nogen gange kan det komme for tæt på – ikke for eleverne tror jeg, men måske for læreren og derfor bør vi overveje om vold som den der fandt sted på Krudttønden eller som i Paris denne weekend bør være genstand for undervisning, eller om den skal holdes til en af de vigtige snakke, som der selvfølgelig også er plads til i en lang og forhåbentlig varieret skoledag.
Det er morgen og jeg har sovet mildest talt dårligt. Både fordi jeg er påvirket af det der skete i weekenden, men også fordi jeg ved, at jeg ikke kan slippe for at tage snakken med mine elever i 5.klasse, om det der er sket. Hvordan præsenterer man noget så voldsomt og, for mig i hvert fald, følelsesladet, på en måde, så det bliver relevant for eleverne og ikke bare kommer til at handle om mig og hvad jeg føler?
Det var tankerne der fyldte mit hoved natten efter den weekend, hvor et debatarrangement på Krudttønden og drabet på Dan Uzan havde fyldt sendefladen og hvor debatten om radikalisering og integration fik tilføjet endnu en dimension. I erkendelse af, at jeg ikke ville være i stand til at være upartisk og nøgtern i min skildring af episoden – jeg kunne selv have fundet på at deltage ved et lignende arrangement – så gjorde jeg faktisk det modsatte af, hvad jeg plejer at befinde mig godt i og tog udgangspunkt i ren mavefornemmelse og fingerspitzengefühl. Jeg fortalte, at jeg havde haft en frygtelig weekend, og at det havde påvirket mig voldsomt, at et debatarrangement havde fået en så blodig afslutning. Jeg fortalte, at jeg selv blander mig i debatter, hvor man kan få fjender og kunne levende forestille mig, hvor bange de måtte have været, dem der var til stede. Mine elever var lydhøre og havde 1000 spørgsmål, hvor jeg forsøgte at være faktuel og derfor til de 999 måtte svare, ”Det ved man ikke endnu, men jeg kan forestille mig at...” eller ”Hvad tænker du selv om det?”
Måske kan man i bagklogskabens klare lys, begrunde det jeg gjorde i fælles mål med en intention om, at eleverne skal kunne indgå i en samtale om demokratiet og dets væsen, men det var ikke det der var hensigten for mig. Jeg vil faktisk ikke engang gå så langt som til at sige, at det var undervisning, for undervisning har for mig ikke noget med mavefornemmelse eller følelser at gøre, på den måde, de kom til udtryk her, så jeg skylder en dansktime, men mon ikke de overlever det? Betyder det så, at jeg ikke skulle have taget snakken med mine elever om episoden den weekend i februar? Betyder det, at andre ikke skal tage samme snak om weekendens episode i Paris? Børnerådet foreslår, at man tager denne snak, hvis man vurderer, at det er noget børnene bekymrer sig om – det gør mine elever, og derfor gjorde jeg det. Men vil jeg foreslå, at man bruger sådanne episoder i undervisningen? Kun hvis man kender sine elever godt og er i stand til at være ekstremt skarp på, hvorfor man gør det og hvad man ønsker, at eleverne skal have ud af det, for lærerens mavefornemmelse og lærerens følelser må aldrig blive undervisningens omdrejningspunkt.
Har du brug for inspiration til, hvordan du bedst tager snakken med dine elever eller dine egne børn, så er der hjælp at hente hos Børnerådet på http://www.boerneraadet.dk/
