Vi hilser bestemt en slankning og konkretisering velkommen, skriver formanden.

Nye fagplaner i historie: Åben invitation til alle historielærere

Hvad synes du, der skal ændres i historiefaget, hvad skal bevares, hvad er god historieundervisning? Deltag i Falihos’ onlinemøde, og vær med til at klæde fagudvalget på. Tilmelding i invitationen sidst i indlægget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forligskredsen og regeringen har besluttet, at der skal laves nye fagplaner i skolen. Vi har i Falihos medlemmer, der er med i fagudvalgene. De nuværende mål skal slankes og sikre, at der kommer en fagplan for fagene, som er mere præcis, lettere forståelige og mere i tråd med den daglige undervisning. Fagplanen skal sikre, at faget flugter bedre med folkeskolens formål, og at fagets kernestof præciseres.

I arbejdet med fagplanen er der opstillet en række pejlemærker: Der skal være fokus på elevernes engagement og udvikling af faglige interesse, elevernes myndighed og inddragelse i undervisningen, samt fokus på hvilke konkrete faglige kundskaber, eleverne skal erhverve sig. For hvad er det egentlig, du mener, at eleverne konkret, indholdsmæssigt skal lære?

Endvidere skal fagplanen formulere en mere praksisorienteret tilgang til undervisning, hvor eleverne gør sig erfaringer med faget igennem mere anvendelsesorienterede og skabende aktiviteter.

Falihos

Falihos er en frivillig faglig forening, der arbejder på at styrke fagene historie og samfundsfag. Det gør vi ved at stille netværk og den nyeste viden til rådighed for vores medlemmer ligesom vi deltager i det politiske arbejde og blander os i debatten om fagene.

Det synes vi i Falihos er godt at få understreget. Eleverne skal gøre noget, skabe noget og være aktive. Historiefaget må ikke blot være et fag, hvor eleverne sidder, læser og svarer på spørgsmål.

Bred inddragelse er nøglen

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi Falihos har været glade for de nuværende Fælles mål, men vi har også været kritiske overfor abstraktionsniveauet og en taksonomi, der er løbet løbsk for elever i folkeskolen. Vi hilser bestemt en slankning og konkretisering velkommen. Det er et spændende arbejde, der ligger forude.

Vi er begejstrede omkring, at der lægges op til en længere proces med bred inddragelse af alle interessenter omkring skolen. Vi er glade for, at ministeren har dette som et vigtigt kriterie.

Vi synes særligt, det er væsentligt med inddragelse af de almindelige lærere, der underviser i skolen. Der er hér, vi skal finde guldkornene, der gør en fagplan anvendelig. Det er trods alt dig som lærer, der skal bruge fagplanerne, og som skal omsætte dem til konkret undervisning i mødet dine elever.

I Falihos sidder vi heldigvis med i fagudvalgene i både historie og samfundsfag. Alle er vi praktiserende lærere med særlig interesse for vores fag og fagenes stilling i skolen. Men vi har brug for flere lærerstemmer for at få en fagplan, der er formuleret på baggrund af konkret praksis.

Klæd fagudvalget på

Det er med andre ord en gave, at ministeriet her besluttet, at de enkelte fagudvalg inddrager de praktikere og faglige miljøer, de finder relevante. I Falihos ønsker vi lærerstemmer. Netop derfor inviterer vi til et onlinemøde, hvor du som historielærer kan klæde os i fagudvalget på.

  • For hvad fungerer godt for jer derude i de nuværende faglige mål?
  • Hvad ville I skære fra?
  • Hvad synes I er historiefagets kernestof?
  • Hvad vil I sige, der skulle til, for at en elev er god til historie?
  • Det kunne vi i fagudvalget virkelig godt tænke os, at I hjalp med at give svar på.

    Mødet er online og finder sted d. 4/3 2025. Du vil modtage et tilmeldingslink senest en uge før mødet, når du har registreret dig. Du skal regne med, at der vil være en mindre forberedelse forud for mødet.

    Du finder invitationen til mødet her.

De bedste hilsner

Falihos