Blog
Svar til Jeppe Bundsgaard: Danske elever er verdensmestre i demokrati, men tager vi demokratiet alvorligt nok?
Det er ikke pænt at svare med modspørgsmål – undskyld Jeppe Bundsgaard, men jeg gør det alligevel, for ligesom for mange andre, har Trumps sejr sat tanker i gang hos mig, om demokratiet – tanker som selvfølgelig også berører klasselokalerne.
Spørgsmålene jeg sidder tilbage med efter en til tider primitiv amerikansk valgkamp er følgende:
Lærer vi eleverne at demokratiet også skal kunne rumme en kritik af sig selv? Lærer vi eleverne, at demokrati ikke betyder, at alle skal nå til enighed, men skal turde møde argumenter vi synes er ubehagelige med konstruktive modsvar? Har vi nok fokus på, hvilke institutionelle veje eleverne skal kende til, så de mestrer at få sine holdninger sat på dagsordenen og måske endda få ændret systemet, så de føler det spejler deres virkelighed?
Når jeg stiller netop de spørgsmål er det fordi samfundsfag ofte forstås som et samtalefag, et køkkenbordsfag, og i et interview fra sidste uge bakker professor Jeppe Bundsgaard op om den forståelse af faget og spørger ”Tager vi undervisning i demokrati alvorligt nok?” Det sidste lille ord ”nok” kræver en normativ vurdering, så mit svar er nej. Jeg mener – både personligt og som formand for samfundsfagslærerne, at det bør fylde langt flere skemapositioner i de danske skoler. For mig er spørgsmålet bare mere interessant, hvis vi spørger – ”Hvor er det vi faktisk lykkes, for det viser undersøgelser at vi gør, og hvor kan vi justere for at få flere med?”
Svaret på, hvor vi er lykkedes er, ifølge Stefan Herman fra Metropol, i arbejdet med den Hal Kock’ske demokratiforståelse, hvor demokratiet forstås som en livsform. Det er faktisk lykkes så godt, at danske unge topper OECDs liste, der gør status over unges politiske engagement. Alligevel kan man læse i en artikel af Dansk Ungdoms Fællesråd, at der er en kønsmæssig skævvridning i, hvem der stemmer til valgene – pigerne giver populært sagt drengene baghjul og man kan frygte, at fremtidens valg bliver afgjort af dem, som undlader at stemme i stedet for dem der reelt stemmer – præcis som flere har peget på var tilfældet med amerikanernes valg af Donald Trump som præsident. Mit, måske polemiske, spørgsmål er, ”Har vi fokuseret for meget på meningsdannelse og samtale og for lidt på institutionerne og konsekvensen af at fravælge dem? Bør vi finde en anden balance, hvor et andet koryfæ Alf Ross med sin forståelse af demokratiet som primært en styreform bringes mere i fokus?”
Min lægmandsanalyse tilskriver Trumps sejr et ønske om forandring – et ønske som Bernie Sanders og Barack Obama også repræsenterede. Når Trump kan vinde på løgn og mistænkeliggørelse til trods for, at han repræsenterer præcis det establishment ham proklamerer at gøre oprør mod, så er jeg enig med J. Bundsgaard, i at der kan være behov for et kursus i retorik og kildekritik. Når det kommer til kritikken af Trump efterfølgende og troen på, at han kan omstyrte demokratiet hører jeg det som en manglende tro på, at demokrati er stærkt nok som styreform til, at rumme en kritik af sig selv, om det så er i form af ”stærke mænd” eller mere restriktive politiske tiltag end vi har haft for vane over de sidste mange år?
Som jeg oplever de politiske strømninger, så er der også i Europa og i Danmark et ønske om forandring. Alligevel er det ikke forandringer af det politiske system der er i fokus, men grænsebomme, høje mure eller pigtrådshegn og andet der er så konkret, at vælgerne ikke behøver forholde sig til selve systemet.
Skal vi tro på Hal Kocks demokratiforståelse, må vi møde Trump eller andre vi måtte være uenige med, med et modargument i stedet for at kategorisere kam som fascist og stoler vi på demokratiet som styreform må vi have tiltro til, at det kan rumme forskellige perspektiver også perspektiver som ”Alle os som har succes i det moderne, globaliserede, vidensbaserede, netværksorganiserede, digitale samfund.” ikke bryder os om. De danske unge mangler ikke politisk engagement eller forståelse for demokratiet som livsform, men valget i USA viser os, at demokrati er levende. Forhåbentlig viser det os også, at det som Churchill sagde, er den mindst ringe af alle styreformer.
I indlægget refererer jeg til følgende tekster:
http://videnskab.dk/kultur-samfund/skolen-gor-danske-elever-til-verdensmestre-i-demokrati
http://www.b.dk/nationalt/danske-unge-er-verdensmestre-i-politik
http://www.folkeskolen.dk/596270/hvad-goer-vi
