Blog

Falihos har fået nyt logo

– men hvorfor nu det?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mange år har Falihos nu haft det samme logo – et kraftigt tegnet solhjul som flere har moret sig over at gætte, hvad kunne forestille. Det er nu ikke derfor, vi i bestyrelsen har valgt at ændre vores logo, så det fremstår en kende mere tilgængeligt for øjet.

I bestyrelsens beretning til generalforsamlingen skrev jeg forleden: ” … udvikling tror jeg er nødvendigt for at vi består. Noget af det jeg hører når jeg møder lærerkolleger er, at de har bemærket den dynamik vi har fået skabt i foreningen og det er vi nødt til at holde fast i – hvis vi stiller os tilfredse og ikke bevæger os hen, hvor man lægger mærke til os, så kan vi lige så godt dreje nøglen. Hvis ikke vi gør os uundværlige, så er vi det ikke.” 

En måde at generere, den udvikling vi ønsker at skabe i foreningen, var i første omgang at gøre vores fysiske blad elektronisk, så vi kunne frigive midler til netop at skabe dynamik. Nu vil vi illustrere det med et nyt logo. Skal vi sælge ny vin, kræver det også nye flasker.

Falihos

Falihos er en frivillig faglig forening, der arbejder på at styrke fagene historie og samfundsfag. Det gør vi ved at stille netværk og den nyeste viden til rådighed for vores medlemmer ligesom vi deltager i det politiske arbejde og blander os i debatten om fagene.