Stine Clasen
Blog
De åbne døres politik
Lærere, der lærer af lærere! Noget helt unikt. For lærere har gennem en årrække været i en sammenhæng, hvor andre faggrupper som psykologer, sundhedsplejersker, socialrådgivere, læsevejleder, akt-vejledere og andre eksperter har været stærkt bidragende til læreres viden og indsigt.
Med kompetenceudviklingsforløbet Folkeskolens Fællesskaber inviteres lærere til at være med i hinandens undervisning. Besøge hinanden og under processtyring at dele viden og nyudvikle pædagogisk praksis der, hvor det skønnes hensigtsmæssigt.
Når lærere skal inspireres af fagfæller, kan dette optimeres i en styret rammesætning. Benævnelser som supervision og sparring er kendte. For nogle kendte og indforståede, for andre noget mere uklare. Er de forskel på supervision og sparring? Og i givet fald, hvilken forskel?
I Folkeskolens Fællesskaber introduceres helt nye terminologier. Vi taler ikke om supervision lige så lidt, som vi taler om sparring. Til gengæld taler vi om besøg. Om at være gæst og om at være vært. Og dermed også om den etik, der ligger i gæst/værtidentiteten. Hvordan opfører en god gæst sig? Og en god vært?
Hvorfor introduceres disse nye begreber? Hvorfor kan vi ikke betjene os af kendt vokabular som supervision og sparring? Det kan vi ikke, fordi der ikke er tale om hierarkiske relationer, men derimod om ligeværdige relationer. Lærere møder lærere og sfo pædagoger møder sfo pædagoger. Helt ude i den konkrete praksis i klasserummet og i sfo’lokalet.
Når lærere og pædagoger kommer på strukturerede besøg hos hinanden med det klare og formulerede formål at se hinandens praksis og sammen reflektere i og over praksis, så er der ikke tale om supervision og sparring. Så er der tale om at dele viden, erfaringer, holdninger og ikke mindst ideer til det endnu ikke prøvede.
Funderet på det, der er. Lige her, lige nu. Når praktikere tager afsæt i praksis, er i samme lokale på samme tid og sammen reflekterer og udveksler, så er der skabt en platform for udvikling af radikal ny pædagogisk praksis. Fordi det er helt anderledes tilgængeligt at tage afsæt til nyudvikling i en fælles oplevet virkelighed: Når vi ser andre gøre sådan, du gør sådan og jeg gør sådan, hvilke ideer kunne vi så få til, hvordan det i øvrigt kunne gøres?
Det er ikke vanskeligt at forstå, at udvikling af helt nye pædagogiske tiltag og initiativer har en anderledes medvind med afsæt i konkret pædagogisk virkelighed mellem fagfæller. Derfor kan ’De åbne døres politik’ i betydningen at invitere fagfæller ind og sammen finde vi ud af: Hvad har vi, hvad kan vi og hvad vil vi, bibringe pædagogikken noget unikt og endnu ikke set.
