Krav og forventninger

Et forældrepar, der efterspurgte mere rammesættende lærere, så deres børn kunne få ro til at lære. Endnu et indlæg, der handlede om, hvorfor så mange forældre vælger privatskole til deres børn: Fordi der stilles der tydelige og entydige krav til både elever og forældre.

Alle vil vel i virkeligheden gerne have stillet krav. Hvorfor det? Fordi det er det samme som, at der bliver regnet med en. At der er nogen, der har forventninger til en og tror på, at man kan leve op til de stillede krav. Og i skole- og læringssammenhæng: Nogen, der tror på, at man kan lære og udvikle sig. Uden krav og forventninger ingen relation. Relationer i betydningen det fundament, udvikling, menneskelighed og læring bygger på. Uden relationer, ikke megen udvikling.

Måske er en af inspirationskilderne en anderledes holdning til ideen om krav og forventninger. Som de relationsforskere, der er så tydelige omkring det spørgsmål, der står tilbage, når alt andet er skrællet af: Er du der for mig? Og på en måde ligger det i smuk forlængelse af ideen om krav og forventninger. For der er jo ingen grund til at undersøge, om nogen er der for mig, hvis der ikke er nogen, der har forventninger til mig.

Krav er i visse sammenhænge blevet et lidt belastet ord. Måske er forventninger bedre. Men hvorfor ikke kalde en spade for en spade. Eller et krav for et krav og en forventning for en forventing. Det er lidt i tråd med den trend også i pædagogiske sammenhænge, der rører sig i tiden: Mere rammesætning, klare rammer, mere tydelighed, eller sagt anderledes: Mere tryghed. Især i forhold til krav og forventninger og dermed til, hvad relationen forventes at kunne eller skulle kunne rumme og bære.

Det giver god mening i en net-tid, hvor alting i forvejen er flydende i betydningen bære flere muligheder i sig.  Hvor det kan være vanskeligt kun at være til stede på en platform ad gangen. Hvor det kan være svært for mange unge at tage stilling og beslutte sig. For der kunne jo komme noget andet op. Man skal helst kontinuerligt være on-line også mentalt, åben for det andet, for det nye.

Så hvornår er det, at der ikke skal være flere muligheder? Hvor der ideelt set kun skal være én udgave af virkeligheden. At dele virkeligheden op i to domæner giver god mening: Produktionens domæne, hvor vi skal producere og være enige om målet. Her skal vi på ingen måde være uenige. Her ligger hierarkierne, magten og beslutningerne. Her kan og skal der stilles krav. For at sikre den tryghed, med hvilken vi kan bevæge os ind i refleksionens, læringens og udviklingens domæne. Det dynamiske domæne. Her kan vi have forventninger til hinanden, her kan udtrykkes håb og drømme. Her eksisterer der ingen krav.

De to domæner er gensidigt afhængige af hinanden. Ingen af dem kan undværes. Og optimal udnyttelse af relationspotentialet kan opnås, når vi er helt klare, entydige og ikke mindst enige om, hvornår vi mødes i produktionens domæne, og hvornår vi mødes i refleksionens domæne. I begge tilfælde kræver det rammesætning eller ledelse af konteksten, så der skabes den nødvendige tryghed ved krav og forventninger som afsæt for inspiration, læring og udvikling.