Ikke en dyt nyt

Der er siden 2014 læst om, skrevet om, erfaret og ikke mindst talt om Nest som et udtryk for en ramme og systematik omkring pædagogik og didaktik. De fleste kan forbinde sig med Nest, fordi det er kendt pædagogisk viden og praksis. Det, én har brug for, det får alle. De, der har brug for det, bruger det, og de, der ikke har brug for det, ænser det nok mest ikke.

VI ved fra innovations- og kreativitetsforskningen, at tydelige rammer frisætter. Især når vi taler om at turde være kreative og udfordre kendte mønstre og finder nye løsninger.

Som dengang nogen fandt ud af, at man med fordel kunne bruge kendte principper men twiste dem eller udvikle dem, så de på én og samme tid kunne det samme, men alligevel noget andet.

Et eklatant eksempel på dette er udviklingen fra legoklodser til duploklodser. I princippet det samme og på ingen måde det samme. Sådan er det også med Nest pædagogikken. Det, der sker i en Nest kontekst, er i princippet udviklet til børn med autisme eller autisme lignende vanskeligheder. Men ved at fastholde de tydelige værdier, strukturer, samarbejdsmodeller og klasserumsstrategier i en anden kontekst, er vi rent faktisk gået fra ’lego til duplo’ eller formuleret ind i en pædagogisk kontekst fra ’ autismevenlig pædagogik for autister til autismevenlig pædagogik for alle’. Med den intention at vi med dette mindset kan skabe læringsmiljøer, hvor flere børn og unge kan trives, lære og udvikle sig.

Legoklodser var dengang, der kom duplo på markedet, ikke noget nyt. Og dog. Duplo var nyt, fordi det var kendte klodser tilpasset en anden målgruppe.