Pædagogisk nudging

Hvis man gerne vil begynde at løbetræne, vil man typisk tænke, at så skal man tage løbetøj på og løbe mindst 30 minutter eller mere. Måske kommer det aldrig til at ske. Så kan man benytte sig af nudging tænkningen. Det lille bitte første skridt. Man kan tage løbetøjet på og gå uden for sin hoveddør. Med den hensigt at tage løbetøjet på, gå udenfor og derefter gå ind igen. Uden at løbe. Det, der typisk vil ske er, at når man nu alligevel er kommet udenfor i løbetøj, så kan man ligeså godt lige løbe en lille tur. Så er man i gang.

Eller hvis man på konferencer vil gerne vil have deltagerne til at spise mindre kage og mere frugt i pauserne, så har man gennem forsøg vist, at hvis man placerer frugten forrest, skåret i appetitlige stykker og små stykker kage frem for store, så får man langt flere til at spise mere frugt og mindre kage.

Eller når man gerne vil have folk til at bruge affaldskurvene på gaderne, så placerer man et par fodtrin, der peger mod kurven. Så viser det sig, at betragteligt mere affald vil ende i kurven.

Når tiden kalder på øget inkluderende praksis i skolen, er vi på udkig efter tænkninger og metoder, der kan fremme og udvikle dette. Det betyder, at vi ud over at gøre det, der virker, også skal turde forsøge nogle helt nye løsninger. Det interessante ved nudging begrebet er, at det understøtter ideen om det første lille skridt. At der ikke nødvendigvis skal så meget til at få ændret en adfærd i ønsket retning. Men at det måske i højere grad handler om at eksperimentere her og nu. Finde på små initiativer, der kan være medvirkende til et første skridt og dermed sætte en bevægelse i gang i ønsket retning.

Mange er optaget af nudging. Fordi det er et handlingsorienteret fænomen - man gør noget. Ikke i morgen og ikke om lidt. Men nu. Og det tør man, fordi det netop er meget små handlinger, der kaldes på.  Og der er tale om kærlige skub i ønsket retning.

Ingen tvivl om, at nudging tænkningen har sin relevans i understøttelse af inkluderende pædagogiske miljøer, hvor fokus netop er på at skabe bæredygtige fællesskaber, hvor der i princippet er plads til alle. Det kalder naturligvis på en lang række nye initiativer, der nødvendigvis må udspringe af lokale vilkår, ønsker og behov.

Man kan forestille sig lærerteams sætte tid af til ’nudging’ træning. For eksempel i den helt konkrete dagligdag: Hvordan får vi børnene til at hænge deres tasker op? Se evt. It is a bird, nudging på 3 minutter:  http://isitabird.dk/tag/nudging/

I virkeligheden er ’nudging’ velkendt i læringsmiljøerne og måske i et vist omfang indbegrebet af pædagogisk praksis. Det interessante er, når man får et nyt begreb foræret, får man også nye handlemuligheder.