Fra kursuslokale til virkelighed?

Projektet startede august 2011 og ud fra evalueringerne ses:

- En første usikkerhed i forhold til at være ’ikke på kursus’, men på en ’læringsuge’
Når lærere/pædagoger møder mandag morgen, er det forståeligt nok med en forventning om at blive videntilført. På en læringsuge er det imidlertid i højere grad balancen mellem at få viden og give viden fra sig, der er i fokus. Mellem at se konkret pædagogisk praksis og sammen med kolleger at videndele herom. Oplevelse af at være kompetent bidragsyder optimeres hen over ugen i takt med tilvænning til den anderledes iscenesættelse: de procesansvarlige har det primære ansvar for rammen, deltagerne for indholdet.

- At den faglige stolthed øges
Lærere og pædagoger opdager og generobrer egen faglig stolthed ved at være på besøg hos kolleger i klasserummet/SFO’en med mulighed for refleksion over og i praksis. Etik og inkluderende procesværktøjer for besøg hos kolleger og ligeværdig videndeling bliver påkrævet og har stor efterfølgende betydning for skolesamarbejdskulturen generelt.

- At handlingstilliden hos den enkelte øges
Det ’første skridt’ i forhold til ændret praksis synes langt mere tilgængeligt lige her, lige nu, hvor man kan se andre gøre det, eller lytte til andre, der fortæller, at det er muligt. I praksis er det enklere at se, hvad der er, og undersøge om det, der allerede er, eventuelt kan bruges på andre måder. Videndeling og gensidig inspiration har andre vækstforhold og anden kraftfuldhed i en konkret virkelighed end i et kursuslokale. Modet til at turde, når man ser andre gøre det, øges.

- At respekten for fællesskabet øges
Oplevelsen af, ikke at være alene om inklusionsopgaven, og at der altid er hjælp at hente, at hjælpen, inspiration eller nytænkningen ikke nødvendigvis er hos eksperterne men lige inde ved siden af, er et opgør med ’den lukkede dørs’ politik. Øget inklusion er ikke bare ’mit ansvar’ men i høj grad også ’vores’ ansvar. Læring, innovation og nytænkning har optimale vækstbetingelser i et trygt fællesskab, hvor man sammen træder nye skridt i ikke nødvendigvis kendte retninger.

- Eksemplarisk pædagogisk adfærd
Når kompetenceudvikling foregår i praksisfællesskaber, kan man ikke nøjes med at tale om ’det’. Man må nødvendigvis tilstræbe at være det, man taler om, når troværdigheden skal bære. Og når de faglige hjørnestene i projektet er ledelseskompetence, relationskompetence og didaktiske kompetencer, må alle implicerede på alle niveauer ideelt set udøve disse kompetencer. Det legaliseres dermed, at man kontinuerligt arbejder med at være rollemodel i forhold til inkluderende tilgang, i begrebets etiske og handlingsorienterede forstand. Projektet får dermed stor betydning samarbejdsmæssig og udviklingsmæssigt ikke bare udadtil men også indadtil.

For eventuel yderligere information om projektet, se Folkeskolens Fællesskabers hjemmeside.