Nest er ikke løsningen på et problem

Nest pædagogikken er oprindeligt udviklet i New York for omkring 20 år siden, hvor en mor til et barn med autisme tog initiativ til at etablere klasser, hvor børn med og uden autisme gik i samme klasse, og alle fik en autismevenlig undervisning. Det viste sig hurtigt, at samtlige børn trivedes med den autismevenlige pædagogik både fagligt og socialt. De tydelige værdier, rammer og strukturer hele vejen rundt om pædagogikken var med til at sikre den tryghed, ro og opgavefordeling mellem de voksne, der er forudsætningen for læringsmiljøer, hvor alle føler sig set, hørt og forstået.

Nest kom til Danmark i 2014 i forlængelse af en studietur, hvor Børn og Ungeudvalget i Aarhus var i New York for at se på pædagogiske initiativer med øget inklusion som fokus. Besøgene i Nest klasserne med tilhørende oplæg og drøftelser med udviklerne på Steinhardt University, samtaler med Nest skolelederne og det pædagogiske personale var så inspirerende og betydningsfulde, at det blev besluttet at bringe Nest pædagogikken til Danmark og i første omgang til Aarhus.

Der er nu gået seks år, siden de første Nest tanker slog rod i Danmark. I de seks år har Nest tænkningen spredt sig meget hurtigt. Meget hurtigere end forventet. Hvorfor? Fordi Nest ikke som sådan er noget nyt men er en strukturering og systematisering af det bedste, vi ved om pædagogiske processer og dermed læring og trivsel for børn og unge. 

Samtidig med at der er en øjensynlig og konsekvent sammenhængskraft mellem de fire niveauer i det, der kaldes Nest Nøddeskallen, hvor der tages afsæt i børnesyn og holdninger til læring og trivsel, hvilket naturligt afstedkommer nogle forvaltningsmæssige og systemstrukturelle enigheder som afsæt for en række aftaler omkring det konkrete samarbejde i Nest klassen. Først som det sidste niveau i Nøddeskallen kommer pædagogiske metoder og strategier på dagsordenen.

Forsøger man at implementere en række pædagogiske metoder og strategier uden at have taget konkret stilling til de tre forudsætningsniveauer, risikerer man at etablere en undervisningskontekst uden så at sige et rodnet. Initiativet vil være sårbart og stå usikkert i den skoleudvikling, man ønsker.

Hvis Nest tænkningen og pædagogikken skal være en kulturforandring på en skole, kræver det indgående arbejde med holdninger og konsensus omkring værdier, den nødvendige økonomi og planlægning omkring en Nest klasse og i forlængelse heraf en række konkrete rammer omkring både initial og kontinuerlig kompetenceudvikling og samarbejdsdesign.

At drive skole ud fra en Nest pædagogisk tilgang, hvor alle børn får en ’autismevenlig’ pædagogik eller sagt anderledes at drive skole for alle, lader sig ikke gøre ved alene at implementere gode pædagogiske strategier. Det holder måske en tid, men det dybe rodnet i værdier, systemstrukturer, samarbejdsmodeller, kompetenceudvikling initialt og kontinuerligt er forudsætningen for, at Nest tænkningen kan leve også over tid.