Stine Clasen
Blog
Ingen kender forandringens tid og bane
Ingen ved dybest set, hvornår når er. Sådan formulerede den norske psykiater Tom Andersen det.
Forandring er en del af vilkåret for det levende. Nogle gange ønsker vi det, andre gange ikke. Ind imellem udsættes eller udsætter vi os for begivenheder, hvor det ikke er et spørgsmål om hvornår. Når der ikke er andre muligheder, som i Otto Scharmers beretning om oplevelsen med barndomshjemmet, der brændte ned til grunden. Så står man et sted, hvor nytænkning er eneste mulighed, fordi der ikke er et fortilfælde og dermed ikke findes en vis form for vanetænkning at læne sig op ad. Andre gange har vi pædagogiske eller udviklingsmæssige hensigter, som vi gerne så opfyldt. Vi opstiller måske planer, strategier og målsætninger. Forandringer af denne type lader ind imellem vente på sig, både når man ønsker at ændre egen adfærd i en eller flere retninger, og når man har forventninger til andre. Udefra kan det synes ligetil: Så gør dog noget andet! Hvad forhindrer dig i at ændre? Eller hvad forhindrer mig i at gøre noget andet? Selv om alle forudsætninger synes at være til stede, sker der måske ingenting.
Hvorfor er Tom Andersens pointe interessant? Fordi den medfører, at vi møder både os selv og den anden med en åbenhed og accept af, at ønsket forandring indtræder, når den indtræder. Er det godt nok? Bør man og nogen ikke presse på, når der er tale om en ønsket ændring? Man kan selvsagt kontinuerligt forsøge at skabe de ultimative betingelser for ændringen, men helt præcis vide, hvornår det sker – igen her undtaget begivenheder, hvor man ikke har noget valg – kan man dybest set ikke.
Med Tom Andersen i hånden og ånden kan man være tryg ved, at forandringen nok skal manifestere sig, når tid og sted er. Denne holdning bliver afgørende, når man arbejder nytænkning af pædagogisk praksis. Her tilrettelægger man platforme for kreativitet og innovation, og man tager det fulde ansvar for den ramme, der måske gør det muligt at invitere forandringen ind, men kende dens tid og bane, det lader sig ej gøre. Det betydningsfulde i det pædagogiske møde bliver derfor tilliden til, at det sker, når det sker. Når tid og sted er.