Stine Clasen

Stine Clasen

Blog

Ansvar for Fællesskabet

På en cafè et sted i Danmark: Far og søn sætter sig ved vinduet. Ved siden af hinanden på de høje stole. Far har kaffen i hånden og sønnen har en kakaomælk i hånden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Far har en tallerken med brød til begge. De fordeler goderne mellem sig og går i gang. Med at drikke og tygge. Sønnen sidder og kigger ud ad vinduet. Far sidder og kigger ned i sin højre hånd. Sønnen virker fortrolig med det, der sker. Hver passer sit, far sin mobil og kommunikation med omverdenen, sønnen med blik ud i en anden virkelighed.

Stine Clasen

Stine Clasen har i en årrække blogget på Folkeskolen.dk. Hun er udviklingskonsulent i PPR, Aarhus og har kompetenceudvikling, procesfacilitering og innovation som hovedopgaver. De sidste fem år har hun arbejdet med implementering af Nest pædagogik, hvor hun blandt andet har bidraget til design af tjeklister med fokus på rummets didaktik og brug af specialpædagogiske metoder i klassen. Aktuelt arbejder Stine Clasen med at udvikle mellemformer mellem almen- og specialområdet, som har til formål at flere børn kan trives, udvikle sig og lære i Folkeskolens fællesskaber. En væsentlig del af hendes virke er at udgive bøger og artikler på det pædagogiske og specialpædagogiske område. Senest er hun medforfatter og -redaktør til bøgerne Inklusion i skolen, Nest i Danmark og Nest metoder.

Situationen er velkendt. Nogle er bekymret over udviklingen. I forhold til nærvær og samvær. Tidligere var det fysiske møde, ansigt til ansigt med lyd, duft og mulighed for taktil påvirkning, en typisk definition på eller oplevelse af et møde mellem mennesker. Nu ser det helt anderledes ud. Viften af måder at mødes på har en stor spændvidde, en næsten uendelig spændvidde. Det kalder naturligvis på en balance et andet sted. 

Ikke uden grund forskes og uddannes der i temaer som kærlighed, nærvær, forbundethed og den emotionelle hjerne. Øget inklusion er en gave set i dette lys. Gaven er, at vi bliver inviteret til eller som nogle ville udtrykke det, ’tvunget’ til at finde andre veje i forhold til at udvikle nye og anderledes fællesskaber. ’Tvunget til’ i et teoretisk U forstand: At vi kun kommer nye steder hen, når vi af ydre omstændigheder er tvunget til eller bevidst har sat os for at forcere de tre stemmer: Kynismens stemme, fordømmelsens stemme, og frygtens stemme. Og måske er den sidste forhindring den største, nemlig frygten for at fejle eller mislykkes. Så hel-lere fortsætte med det, vi plejer, endskønt vi måske godt inderst inde ved, at det ikke er den optimale prioritering.

På samme måde med nærværet og fællesskabet. Det kræver bevidst valg og efterfølgende handling at tage ansvar for et fællesskab og at indgå i et fællesskab. Det enkleste er muligvis at lade far og søn passe hvert sit. Det kan ikke gå helt galt. Det er prøvet så mange gange før. Og når kaffe, kakao og brød er gjort, rejser far og søn sig og forlader stedet. De taler ikke på vej ud.

Forudsætningen for det fælles er det individuelle. Vi må vide, hvem og hvad vi bringer med ind i det fælles. Hvis ansvar er det, at der er et fællesskab? Kunne eller burde faren i ovenstående have gjort noget anderledes? Det er ikke til at vide, om de måske begge to lige præcis i den stund havde mest brug for at sidde med sig selv. Det så ikke sådan ud. Sønnen på omkring ti år kastede ind imellem stjålne blikke ned på farens hånd og skærm.

I takt med nye mødeformer opstår selvsagt nye funktionsbetegnelser. I den pædagogiske psykologiske kontekst har mani en tid kunnet henvende sig til ’internetpsykologer’. Det må være et af mange udtryk for, at der i flere og flere sammenhænge er en ubalance mellem måder at relatere sig på og indgå i fællesskaber på.

En kernekompetence i forhold til fællesskaber og inklusion er at (turde) tage et ansvar i betydningen svare an, respondere på input og handle. At tage et ansvar på sig kan være ensbetydende med at tage en chance. At risikere noget. At invitere til måder og handlinger endnu ikke set eller prøvet. At udsætte sig for kritik og måske endda at fejle.

At tage ansvar for et fællesskab og indgå i et fællesskab kræver, at man både leder og lader sig lede. At man er villig til at skifte position fra det fremsættende til det spørgende og tilbage igen. At man er fortrolig med eller øver sig i at stå som solisten og i næste øjeblik kan finde sin plads i koret. At man bidrager og får de andre til at bidrage.

Det så ud som om faren til fulde imødekom sønnens behov for mad og drikke. Det så ud som om den mentale sult, behovet for nærvær og oplevelsen af at blive set og hørt, rørte på sig og ikke kunne finde ro.

Powered by Labrador CMS