Stine Clasen
Blog
Det, der er...
Hvordan kan man omgås eksistensen, pædagogikken, de andre og sig selv, hvis et grundlæggende dogme er accept af det, der er? Ikke som det endegyldige, men som forudsætningen for det næste.
Kan man overhovedet andet end at tage afsæt i det, der er? Der kan i diverse kontekster snige sig et fokus ind, der handler mere om det, der kunne have været hvis… eller det, vi troede der var…., eller det, vi var blevet lovet, der var…..
Et eksempel er papkasserne. Der var blevet indkøbt et antal fat boys puder til indskolingsklassen. Lærerne stod efterfølgende med et antal ret store papkasser. I klassen var det nogle børn, som i perioder havde brug for at trække sig lidt fra fællesskabet. En af lærerne fik den ide at bruge papkasserne.
’Her er et tæppe og din bog/ ipad/……...’ Hop ned i kassen og ………………..’ Eleverne var begejstrede, og der var stor efterspørgsel på at få lov til at hoppe ned i en kasse for en stund.
Ideen er så enkel, at den næsten ikke er til at få øje på. Og alligevel er den et udtryk for bevidst stillingtagen til spørgsmål som: Hvad har vi? Bruger vi det, vi har godt nok? Kunne det bruges på andre måder?
At få øje på det, der allerede er, kræver et bevidst fokus. At ville. Fordi man hurtigt bliver blind på det, der er set mange gange. Eksempelvis opslagstavlen der er fyldt med udløbne informationer, eller undervisningsmaterialer, som ikke er blevet brugt længe og som fortsat ligger i og oven på skabe, i hjørner og kroge og andre steder, hvor man tror, man ikke ser dem.
At ville få øje på det der er, både i de fysiske og mentale rum, kræver mod og stillingtagen, fordi man i processen nødvendigvis må forholde sig til, hvad man vil fastholde, hvad man vil af med, og hvad der måske kan bruges på nye måder jf. papkasserne.
En systematisk og jævnligt tilbagevendende gennemgang, kategorisering og sortering af det, der allerede er, giver mulighed for mere af det gode samme og åbner samtidig for radikalt nye initiativer og handlinger.