Stine Clasen

Blog

Hvornår er nok nok?

I Ted.Talks videoen How to start a movement fortælles der om dét at starte en bevægelse. Måske er det ikke det vanskeligste at starte, men snarere at kende tid og sted for videregivelse eller afslutning. Hvor længe skal man være en del af noget, og hvornår kan eller bør man give videre til den eller de andre eller måske endog afslutte?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man påtager sig det ansvar at initiere en bevægelse eller en indsats, påtager man sig samtidig ansvaret for at være med til at afgøre, hvordan udviklingen og afviklingen af samme kan finde sted. Skal man sikre at holde gryderne i kog, eller skal man tage bevidste valg i forhold til at være medvirkende til at flytte gryderne fra blusset og måske tømme gryderne? Eller med en grøn metafor at flytte de planter, der fik den første vækst i drivhus, på friland? Eller lade planterne stå og flytte drivhuset?

Stine Clasen

Stine Clasen har i en årrække blogget på Folkeskolen.dk. Hun er udviklingskonsulent i PPR, Aarhus og har kompetenceudvikling, procesfacilitering og innovation som hovedopgaver. De sidste fem år har hun arbejdet med implementering af Nest pædagogik, hvor hun blandt andet har bidraget til design af tjeklister med fokus på rummets didaktik og brug af specialpædagogiske metoder i klassen. Aktuelt arbejder Stine Clasen med at udvikle mellemformer mellem almen- og specialområdet, som har til formål at flere børn kan trives, udvikle sig og lære i Folkeskolens fællesskaber. En væsentlig del af hendes virke er at udgive bøger og artikler på det pædagogiske og specialpædagogiske område. Senest er hun medforfatter og -redaktør til bøgerne Inklusion i skolen, Nest i Danmark og Nest metoder.

Hvis og når pædagogik defineres som et møde mellem mennesker, efterlader det den professionelle med et stort ansvar for at være den pædagogiske gartner. Være den, der ved, hvornår og hvordan væksten og udviklingen næres optimalt. Vide, hvornår monolog erstattes med dialog, og hvornår spørgsmål afløses af svar. Relationen er som al anden vækst afhængig af gunstige vilkår. I relationen  er det trygheden og interessen for den anden, der er den væsentligste kilde til vækst. I den grønne verden er det jordbundsforholdene, der er afgørende, fed muldjord eller sur lerbund afhængig af plantens behov.

For både den fysiske og mentale vækst gælder samme paradigme: Man kan vælge at overlade det til tilfældighederne, kaste frøene ud på må og få og håbe på, at de får fat og bliver til noget. Eller man kan træffe nogle bevidste valg og dermed fravalg i forhold til hvor, hvordan og hvor længe man vil være påvirkende, medbestemmende, besluttende, og hvornår man vil overgive eller videregive til andre eller til tilfældighederne i håbet om, at frøene spirer, vokser og gror sig stærke, således som intentionen med indsatsen var.

Hvornår er nok nok? Heldigvis et umuligt spørgsmål at svare på. For det handler som alt andet om tid og sted. Om timing. Om fornemmelse, viden og mod. Mod til at tage en beslutning om enten at ’holde gryderne i kog’ eller at ’tage dem af ilden’. At fortsætte eller stoppe. Eller midt imellem: Give det videre til nogle andre i fuld tillid til, at ’de andre’ vil tage vare på det overleverede og påvirke det på den måde, de finder bedst.

Så derfor er nok altid nok.