Inklusion i skolen - praksisnær guide til fællesskaber

Første skridt til bogen blev taget for tre år siden, da det i Aarhus blev politisk besluttet, at lærere og pædagoger skulle tilbydes kompetenceudvikling i forhold til øget inklusion i skolen. Det skulle være praksisnær kompetenceudvikling, så mange som muligt skulle involveres, og effekten skulle kunne mærkes og ses hos børn og forældre. I dag snarere end i morgen.

Opgaveformuleringen omkring det praksisnære gav nogle helt særlige muligheder, idet det lagde op til at gøre noget anderledes end de kendte og velafprøvede kursusforløb i kursuslokaler med ekspertice og drøftelse. Kompetenceudviklingen blev derfor tænkt væk fra kursuslokalerne og helt ud i praksis. Der skulle bygges på den praksividen og -ekspertice, der allerede var blandt lærere og pædagoger. Der skulle struktureres og rammesættes, så denne kolossale mængde af erfaring blev tilgængelig for flere end den enkelte eller de få.

Målgruppen for den øgede inklusionsindsats var den gråzone af børn i almenområdet, der måske tidligere ville være tænkt ind i forhold til et specialtilbud. Målgruppen var således ikke børn, der allerede indgik i specialfællesskaber.

Til at løse opgaven med at strukturere og rammesætte for videndeling og nytænkning kvalificeredes sommeren 2011 et antal procesansvarlige. De skulle varetage kompetenceudviklingen på de læringsuger, der blev det nye begreb for lærere og pædagoger, der mødes i praksis og sammen reflekterer i og over praksis. Samtlige skoler og de fleste dagtilbud har her efteråret 2013 været værter for en læringsuge, der bygger på oplæg, praksisbesøg og refleksioner baseret på de fire faglige hjørnestene i inklusionstænkningen: Den professionelles ledelseskompetencer, relationskompetencer, didaktiske kompetencer og ledelse af forældrefællesskaber.

De procesansvarlige er balancekunstnere: De balancerer mellem det, der benævnes som at ’fylde og holde rummet’. De skal med deres faglighed og mod til at være i kontakten og aflæsning af samme, kontinuerligt tage stilling til, hvornår de skal være eksperten, der fylder rummet, og hvornår de skal holde rummet for deltagernes indhold og bidrag. De skal mestre den procesdidaktiske kompetence og være ekstremt forberedte til at være uforberedte.

Allerede efter et år var der så mange erfaringer samlet hos de procesansvarlige, at det var nærliggende at gøre mere end at lytte til dem i en lukket kreds. Tanken om at kunne invitere flere ind i erfaringerne blev skabt. En lille gruppe procesansvarlige planlagde et 1½ døgns skriveseminar, hvor de øvrige 12 skrev i mange forskellige rammesætninger. Mange små skriveøvelser, der afsluttedes med en tre timers skriveøvelse med fem givne emner om kompetenceudviklings-projektet, der var blevet navngivet Folkeskolens Fællesskaber.

Teksterne viste sig at være så rige på både teori, praksisbeskrivelser, cases og overvejelser, at det besluttedes at sende dem til et forlag.. Aftale om en en bog blev indgået. De procesansvarlige, der kunne og ville afsætte en uge til at skrive om projektet, ville være dem, der skulle skrive bogen. Det var ikke vigtigt, hvem der skrev om projektet, da skriveseminaret med stor tydelighed havde vist, at det kunne alle. Det afgørende var, at erfaringerne fra projektet blev givet videre.

En tilfældig uge i efteråret 2012 blev valgt. Der var fire, der kunne skrive den uge. De samledes med det klare formål at skrive 8-12 timer hver dag i fem dage. På skift havde de ansvaret for rammesætningen af skriveprocesserne, på skift tog de ledelse og lod sig lede. Her blev råteksten produceret. Bogen skrev næsten sig selv, idet opgaven var at beskrive det, der allerede var oplevet, tænkt, udviklet og handlet af de over mange hundrede lærere og pædagoger, der efter et år havde været på læringsuge og sammen reflekteret i og over praksis.

Bogen hviler på de værdier, der er i kompetenceudviklingsprojektet, der nu omfatter 0-18 års perspektivet og benævnes Fællesskaber for Alle. Vigtigst er troen på, at den viden, der skal til for at øge holdningen og handlingen til øget inklusion, allerede er til stede blandt de professionelle. Samt at alle kan bidrage og opleve sig som kompetente bidragsydere, hvis nogen tager ansvaret for, at dette bliver muligt.

Bogen giver derfor ikke endegyldige svar på, hvad inklusion er. Tværtimod. Den giver måske end ikke spørgsmålet. Den inviterer til et fællesskab, hvor der er en åbenhed og et mod til sammen at turde bevæge sig nye og andre steder hen, hvis det kendte ikke længere er tilstrækkeligt eller meningsfyldt. Utallige lærere og pædagoger og alle procesansvarlige er derfor medforfattere til bogen Inklusion i skolen – praksisnær guide til fællesskaber.