Det talte og det skrevne møde

Vi er seks personer, der mødes fire gange om året. Vi kommer fra forskellige dele af den pædagogiske virkelighed og arbejder ikke sammen til hverdag. Når vi mødes, deler vi tanker og ideer med henblik på at gå inspirerede fra hinanden. Og det sker hver gang. Fordi der er en tryghed i gruppen i forhold til at turde afprøve nye mødeformer og arbejde med det, der er.

Kulturen er, at vi sammen beslutter, hvad mødet skal handle om ved indledningsvist i en runde at lytte til, hvilke temaer vi hver især aktuelt er optaget af. Der viser sig typisk nogle sammenfald, og det er derfor relativt enkelt at vælge et tema, vi vil undersøge nærmere. Sidste gang blev temaet Den nye Skolereform.

Når temaet er valgt, tager vi en runde på ideer til form og proces. Vi blev enige om følgende:

At vi på skift får tre minutter til at fortælle de øvrige i gruppen, hvad vi er optaget af i forhold til temaet. De øvrige noterer det ned, de hæfter sig ved. Efter hvert indlæg får hver enkelt af de lyttende et minut til at fortælle, hvad de har noteret og hvorfor.

Denne model giver nogle spændende muligheder for på relativt kort tid at få indblik i, hvad forskellige personer tænker og mener om et tema. Og lige i forlængelse heraf hvad de øvrige deltagende bliver optagede af i forhold til det formidlede.

Man kunne indvende, at tre minutter til at formidle en holdning eller et synspunkt på ingen måde kan være tilstrækkeligt til at komme i dybden. Argumentet giver god mening. Man kan endvidere spørge, om det altid er nødvendigt at komme i dybden. I vissse tilfælde er det naturligvis nødvendigt. Men i mange mødesammenhænge er det ikke sikkert, at det er i dybden, svaret, mulighederne eller ideerne ligger.

I eksemplet ovenfor var det afgørende, at alle bidrog, og at alle fik mulighed for at forholde sig til samtlige input. Emnet havde vi ikke beskæftiget os med i denne kreds før, og vi havde behov for at lytte til både os selv og hinanden for at finde flere og måske nye veje ind i dette scenarie, som kommer til at berøre os alle på mange forskellige måder og planer.

Tre minutter tvinger den enkelte til at træffe bevidste valg i forhold til, hvad man inviterer ind i. Den øvelse er i sig selv tankevækkende. Den skærper ens eget fokus samtidig med, at man som lytter må være fuldt til stede. Fordi man er klar over, at fortælleren har prioriteret,  og det er toppen af isbjerget, man får mulighed for at se. Det er et øjebliksbilleder, der formidles. Og på kort tid, så man vil ikke miste en sætning eller en pointe.

Det nye for os var, at vi, samtidig med at vi lyttede, skrev ned, hvad vi i særlig grad hæftede os ved. Det skabte en intens og opmærksom stemning i lokalet. Alle havde en opgave med enten at formidle eller lytte, notere og give tilbage. Graden af forventet bidragelse og bevidning gjorde møderummet vedkommende, nærværende og inkluderende.

Det talte ord i mødesammenhæng er vi fortrolige med. Anderledes med det skrevne ord. Mange føler sig usikre og sårbare. Måske fordi det skrevne opleves mere forpligtende. Noget man kan vende tilbage til helt konkret og faktuelt. Det står på skærm eller papir. i hvert fald i det øjeblik, det formuleres.

Tør vi bruge det skrevne ord som en del af vores mødekultur, opnår vi en balance mellem det fælles og det individuelle. Det, alle lytter til på samme tid og det, jeg som individ skriver ned lige nu. Der kan arbejdes både i bredden og i dybden. Sammenholdt med, at der kan skrives meget på kort tid, hvilket understøtter fremdriften i mødet. Det bliver aldrig kedeligt eller uvedkommende.

 Opgaven bliver at foretage bevidste valg i forhold til, hvorfor, hvordan og hvornår vi vil anvende det talte og hvorfor, hvornår og hvordan det skrevne. Kunne man forestille sig et ord som: Mødedidaktik?