Individet er indersiden af fællesskabet

Individet er i fokus. Fællesskabet er i fokus. Det er med individet og fællesskabet som med musikken: Det er i spændvidden mellem lyd og ingen lyd, at musikken opstår. Der hvor noder og pausetegn mødes. For ingen af delene eksisterer uden sin modsætning.

På samme måde med individet og fællesskabet. Ingen af delene eksisterer uden sin modsætning. Og hvis der er ubalance, er der grund til at være ekstra opmærksom. Som vi aktuelt ser det i mange sammenhænge. At der er et stort fokus på individet og mindre på fællesskabet.

Det kalder på større opmærksomhed på fællesskabet. Fordi der synes at være en ubalance mellem mig og mit og vi og vores. Vi taler ligefrem om at understøtte vi-kulturen i den pædagogiske virkelighed. Fordi der er for mange børn og unge, der af en eller flere grunde ikke synes at kunne indgå i fællesskabet i det omfang, vi kunne ønske os.

Vi ser flere og flere afskærmninger også i almenområdet. Afskærmninger til børn og unge, der som det ofte formuleres ’ har brug for ro’. Ingen tvivl om, at de har brug for ro. På en måde har vi alle sammen brug for mere ’ro’. Spørgsmålet er, hvordan vi kan etablere rammer for en virkelighed, hvor der er mere ro? Kommer det indefra eller udefra eller begge dele? Og hvad forstår vi i det hele taget ved ’ro’? Er det rolige fysiske rammer? Er det roen ved at vide på forhånd? Er det roen ved at opleve sig hørende til? Er det roen ved at opleve sig kompetent bidragsydende? Er det roen ved at føle sig set og hørt og forstået?  

Når overskriften på dette indlæg formuleres som indersider og ydersider er metaforen tydelig: Ingen af delene kan undværes, og de er gensidigt afhængige af hinanden. Det kunne betyde, at vi i denne tid måske skal være ekstra optagede af rammer og indhold for fællesskabet for på den måde at kunne være ydersiden af individet.

 Aktuelt ses det i mange kontekster, at individet bliver sin egen inderside og yderside. Hvad der på ingen måde er holdbart på den lange bane. Vi har alle sammen brug for, at fællesskabet i skolen også bliver den hud og den trygge ramme, der giver os modet og motivationen til at lære og til at være. Som mig og som vi.