Fra mediation til inklusion

Mediationen er en struktureret dialogisk kontekst, der har til formål at være ramme om og afsæt for at en, to eller mange parter får mulighed for at nytænke en låst situation. Mediationen vælges typisk i de tilfælde, hvor kommunikationen mellem parterne er gået i hårdknude, og alt opleves forsøgt. Og netop fordi en mediation er et sårbart rum at være i, må der en klar og entydig etik og ramme til. For at parterne kan have tillid til at kunne være i rummet samtidig, opleve sig mødt og lyttet til ligeværdigt samt have mulighed for at bidrage med tanker om både fortid, nutid og fremtid.

Inkluderende miljøer kan beskrives som kontekster, hvor alle føler sig som kompetente bidragsydere. Netop her kan man lade sig inspirere af mediationen som struktureret dialog, hvor mediator har det endegyldige ansvar for rammen og etikken i processen, hvorimod parterne har det endegyldige ansvar for indholdet. Når alle skal føle sig som kompetente bidragende, må der nødvendigvis være en eller flere, der har ansvaret for, at dette bliver muligt. Så ikke overraskende er den professionelles ledelseskompetencer i fokus, når der tales om inkluderende læringsmiljøer.

Mediationen skal være et trygt forum, for at parterne tør åbne op og bidrage. Trygheden i dialogen er ikke anderledes i sin kerne, end trygheden i alle andre menneskelige sammenhænge: i mødet mellem det maskuline og det feminine, det lyse og det mørke. Vi bliver trygge, når vi befinder os i spændingsfeltet mellem modsætningerne. Så banalt, så enkelt og dog så betydningsfuldt: fra nat til dag, fra spørgsmål til svar, fra monolog til dialog. Eller sagt med det gode, gamle systemiske domænebegreb: ingen produktionens domæne uden refleksionens, når hensigten er at skabe en kontekst, hvor trygheden er optimal, og alle får mod til at bidrage, med det, de har.

Inklusion er også at skabe etik, rammer og processer, hvor deltagerne skiftevis bliver guidet og bidrager, lytter og bliver lyttet til.
I dette spændingsfelt er der plads til alle.