Stine Clasen

Blog

Robusthed i samtalen

Som professionelle relationsarbejdere handler det i samtalen om tre ting: Rammesætning, rammesætning og rammesætning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For at kunne opleve sig robust som ansvarlig for en samtale med en elev, forældre, en kollega, en leder eller en samarbejdspartner kræver det, at man føler sig tryg.

Stine Clasen

Stine Clasen har i en årrække blogget på Folkeskolen.dk. Hun er udviklingskonsulent i PPR, Aarhus og har kompetenceudvikling, procesfacilitering og innovation som hovedopgaver. De sidste fem år har hun arbejdet med implementering af Nest pædagogik, hvor hun blandt andet har bidraget til design af tjeklister med fokus på rummets didaktik og brug af specialpædagogiske metoder i klassen. Aktuelt arbejder Stine Clasen med at udvikle mellemformer mellem almen- og specialområdet, som har til formål at flere børn kan trives, udvikle sig og lære i Folkeskolens fællesskaber. En væsentlig del af hendes virke er at udgive bøger og artikler på det pædagogiske og specialpædagogiske område. Senest er hun medforfatter og -redaktør til bøgerne Inklusion i skolen, Nest i Danmark og Nest metoder.

Tryghed her forstået som rum, der er præget af en balance mellem modsætninger og dermed et afsæt for det, der er formålet med samtalen. Den mest enkle metafor er mødet mellem det ’maskuline’ og det ’feminine’, som er forudsætningen for det nye tredje.

Dette vilkår gælder på alle niveauer, både i de fysiske rum, de mentale rum og her i samtalerummet. Det trygge fysiske rum er karakteriseret ved at være i balance i forhold til modsætninger eksempelvis det lyse og det mørke, det firkantede og det buede, det høje og det lave, det åbne og det lukkede. Når flere af disse modsætningspar er ligeværdigt tilstede, vil rummet opleves som trygt, og man vil intuitivt have lyst til at læne sig lidt tilbage og åbne sig for de muligheder, der viser sig.

På samme måde med samtalerummet. Når det er karakteriseret ved en vekselvirkning mellem det fremsættende, det monologe og det spørgende, det dialoge, vil samtalen mellem de involverede opleves som tryg, fordi den både er retningsgivende og samtidig inviterer til nye forståelser, indsigter og løsninger.

Det fremsættende, udsagnet har sine rødder i det produktive domæne, hvor der kun og alene må være én udgave af virkeligheden. Sat overfor det reflekterende domæne, spørgsmålet, hvor der eksisterer lige så mange udgaver af virkeligheden, som der er involverede, og hvor den enkeltes oplevelse står til troende.

Hvis samtalen bevæger sig mellem udsagn og spørgsmål, vil der opstå et krydsfelt, hvor trygheden er dominerende, fordi man både bliver anvist og  samtidig bliver spurgt om, hvad man selv tænker.

For at føle sig robust i ansvaret for samtalen må man derfor turde skabe et rum, hvor modsætningsparret udsagn og spørgsmål bliver tydelige for deltagerne, og de oplever sig guidet i forhold til, hvad der skal høres som et vilkår eller en besked, og hvor de bliver inviteret til at give deres mening til kende og hvorfor.

Som professionelle relationsarbejdere handler det i samtalen derfor om tre ting: Rammesætning, rammesætning og rammesætning.