Det store i det små

Spørgsmålet er, hvor detailleret designet skal være i forhold til at sikre, at det også i praksis bliver og opleves som en fælles start på skoledagen for både elever, personale og forældre?

Er det tilstrækkeligt at melde ud, at der er et læsebånd for alle på tyve minutter, eller skal man også fokusere på detaljen og beskrive, hvad man helt konkret forventer, der skal ske i de tyve minutter?  Lige fra om forældrene er velkomne i klassen til, hvor i lokalet den eller de voksne er placeret, og hvilken adfærd de har, imens der læses. Læser de selv og er rollemodeller eller?

Man kunne også gå endnu videre og beskrive, hvor eleverne sidder eller måske ligger eller står, når de læser. Om de må tage læsestof med hjemmefra, eller om det er materiale, der er udvalgt af læreren og ligger parat til dem, når de kommer ind i klassen? På deres egen plads eller alt samlet på et bord?

Og videre endnu til beslutning om, hvad der sker, hvis en elev bliver færdig med sit læsestof, før de tyve minutter er gået. Hvad gør eleven så?

Og videre endnu til stillingtagen til om og i givet fald hvis læsning i tyve minutter skal visuelt understøttes, da hvordan? Med time-timer, piktogrammer, stillemusik, stemmeskala på ingen stemme eller?

Disse overvejelser omkring detaildesign må selvsagt kombineres med respekt for og åbenhed overfor den konkrete elevgruppe og de professionelle. Uanset dette, så understøttes etablering af fællesskaber, hvor alle gør det samme på samme tid med samme formål men på hvert sit niveau og med hvert ’sit instrument' af samme 'partitur' og forventninger til samme.

Aftalte rammer, tydelige rolle- og ansvarsfordelinger og dermed forventningsafstemninger er gode ord, der lover godt. Opgaven i den pædagogiske hverdag er at turde omsætte disse ord til meget konkrete, detaljerede og identificerbare handlinger. Og hertil at have modet til at tjekke løbende, at der fortsat er overensstemmelse mellem ord og handling.

For rammer, logistikker og aftaler har det med at sande til over tid. ’Nu ved alle, nu har vi gjort det længe, nu behøver vi det ikke mere’, er kendte retorikker. Og på den ene side giver det god mening, for al pædagogik må være en dynamisk tilgang til både proces og produkt for at kunne være afsæt for læring og udvikling. Og på den anden side er tydelig rammesætning forudsætning for den nødvendige tryghed til netop læring og udvikling.

Så hvordan balanceres mellem faste rammer og dynamisk indhold, hvor begge dele kontinuerligt evalueres? Her bliver et skærpet fokus på detajlegraden et spændende redskab.