Fællesskaber opstår ikke nødvendigvis af sig selv

er der typisk være en, der har ansvaret for at sætte i gang, slutte af og undervejs er med til at sikre, at ’musikken spiller’. Hvis der ikke er nogen, der tager ansvaret for rammen og processen, og alle spiller det, de har lyst til eller tror giver mest mening, så kan det være vanskeligt at skabe et fællesskab, hvor alle føler sig set og hørt og oplever at være kompetent bidragsydende ind i en fælles kontekst. Det er ikke uden grund, at grupper af musikere, hvad enten det er små eller store grupper, har en dirigent eller leder.  

Metaforen fra boldbanerne ligger også lige for. Man kan fint lade en gruppe børn lege på en græsplæne. Uden rammesætning af nogen slags. De fleste vil nemt og hurtigt finde sammen i mindre eller større grupper. Der vil med stor sandsynlighed også være nogle børn, for hvem det ikke nødvendigvis er lige så nemt at finde sammen med andre børn omkring en aktivitet. Måske opstår der et fællesskab, hvor alle kan indgå, måske gør der ikke.

Anderledes hvis det er en græsplæne med mål, streger eller striber. Med en træner, dommer, lærer eller anden, der har ansvaret for, at alle kender reglerne for det spil, der skal spilles. En person, der kan sætte i gang, styre undervejs og afslutte. Måske endda rammesætte for en form opvarmning til spillet og efter spillet en form for erfaringsopsamling af, hvad der er lært, eller hvad der gik godt/mindre godt.

Når vi gerne vil skabe fællesskaber for børn og unge, hvor så mange som muligt oplever sig som ligeværdigt hørende til som den unikke person, han eller hun er, med de kompetencer han eller hun har, må vi tage ledelse af fællesskabet. Det er nødvendigt for at kunne skabe den tryghed, der er forudsætningen for, at alle kan indgå. For at alle tør give noget og tage imod noget.

Eller sagt anderledes: Vi må tage ansvaret for den trygge ramme, som der skal til for at turde tage det næste skridt og måske også at bryde med rammen og tænke og handle kreativt.

Når vi tager på overnatningstur i det fri, eller på anden vis begiver os ud på en rejse, så er det en god ide at have en rygsæk med relevante redskaber/artefakter med. På samme måde som når vi inviterer børn og unge på en rejse ind i fællesskabet, så er det en god ide at have sine fællesskabsskabende færdigheder med sig. Vi taler om syv færdigheder:

1. Kommunikere
2. Koordinere
3. Være vært
4. Være nysgerrig
5. Være tydelig
6. Fornemme
7. Balancere

Det faciliterede fællesskab skal sikre:

At alle børn inviteres ind

At alle børn oplever sig som hørende til

At alle børn bidrager med det, de til enhver tid kan

At det er fællesskabet, der sikrer resonans og klangbund for den enkelte

At fællesskabet er rammen om det forudsete og det ikke forudsete

At serendipiteten inviteres ind

At der arbejdes med det, der er

At det handler om at få mest muligt ud af det, der er