TV Tid: Tvungen Videndeling - et tankeeksperiment

Jeg har prøvet det mange gange efterhånden og kan alligevel ikke lade være med at blive lidt forskrækket. Og så kommer smilet, for lige om lidt skal jeg mødes med alle de kolleger, der er på matriklen lige netop denne onsdag på dette tidspunkt. Samtlige skærme går i sort præcis kl. 11.00 hver onsdag. Det får os til at forlade arbejdsstationen og gå ned i den store forhal, hvor vi skal videndele. Det er ikke noget, vi kan vælge fra. Der er mødepligt, og man er forpligtet til at indgå i strukturerede rammesætninger med det formål at dele sin faglige optagethed, sin viden og sine erfaringer med kolleger.

Klokken 11.05 er alle i hallen, og vi får den første rammesætning præsenteret af den kollega, der denne onsdag har ansvaret for at facilitere videndelingen. ’Find sammen med en kollega fra en anden afdeling og gerne en, du ikke kender eller kender så lidt som muligt’. Hurtigt finder alle en makker. Så får vi næste opgave: ’ Fortæl om en opgave, som du er særligt optaget af lige nu og hvorfor.  I får fem minutter på skift til dette og den af jer, der bor tættest på matriklen her, begynder. Værsgo’.

Der stiger øjeblikkeligt en summen til vejrs. Vi er fortrolige med  'tilfældighedsprincippet’ som kriterie for, hvem der taler med hvem, og hvem der begynder. Princippet sikrer, at viden bliver delt på tværs af fagligheder, afdelinger og hierarkier, og at vi taler med kolleger, vi ikke normalt arbejder sammen med.

’Tak’, siger facilitator efter de 2x 5 minutter. ’Nu vil jeg bede jer finde en ny makker. Denne gang en, der er født i samme sæson som dig selv.’ Igen finder alle hurtigt en ny makker og vender sig mod facilitator for at få den næste opgave: ’Hvad er inklusion for dig - som den fagperson du er og med de opgaver, du har? Den med de mørkeste sko begynder.’  Stemmeniveauet stiger. Energien i rummet er ganske særlig, når alle har det samme opgavefokus på samme tid.

På signal stopper al tale. Det har vi også vænnet os til: At følge facilitators markeringer af, hvornår noget begynder, og hvornår noget slutter. Der er ikke længere nogen, der lige skal nå at sige lidt mere, efter der er givet signal. Man giver sin viden, tanker og ideer fra sig på den tid, der er. Ud fra præmissen: Vi er dem vi er, og vi har den tid, vi har. I denne kontekst er der ingen, der ærgrer sig over det, der ikke var muligt.

 Facilitator takker for denne onsdags videndeling, og alle forlader forhallen for at gå tilbage til deres arbejdspladser og de nu åbne skærme. Jeg går tilbage til min skærm, hvor notatudkastet står præcis, som da jeg forlod det. Min energi, faglige nysgerrighed og interesse er løftet. Igen må jeg sande, at videndeling og refleksion med kolleger er en kilde til inspiration og udvikling. Efter tv tiden har man en markant oplevelse af at være en del af en lærende organisation.

Vi har meget at lære af og med hinanden. Det kan blot ikke overlades til den enkelte eller de få. Det er et fælles ansvar, som der skal skabes forpligtende rammer for.