Serendipitets-skriveworkshop

Vi har netop afholdt den første skriveworkshop for et mindre antal inklusionsvejledere i Aarhus Kommune. Ideen var at mødes i halvanden time for på guidet vis at skrive om nogle af de iagttagelse og overvejelser, der er gjort i forbindelse med det aktionsforskningsinspirerede kompetenceudviklingsforløb for lærere og pædagoger i Aarhus Kommune: Folkeskolens Fællesskaber. Initiativet har til hensigt at rammesætte for vidensynliggørelse, videndeling, og refleksion over og i praksis. For på dette grundlag at understøtte nyudvikling af pædagogisk praksis dér, hvor det giver mening.

Vi var en mindre gruppe, der mødtes for at lade pennen eller tastaturet følge tankens frie bane. For at undgå - eller i hvert fald forsøge at navigere uden om - den meget dominerende egencensur, som de fleste har med sig i skriveprocessen, var der en maske lagt ned over skrivningen: Man måtte i 10 minutters sekvenser ikke løfte pennen fra papiret, ligesom man ikke måtte stoppe fingerspidsernes flugt over tastaturet og i øvrigt skulle skrive med sort skærm. Man skulle med andre ord forsøge at undgå at tænke og reflektere og alene benytte sig af metodikken: Første Indfald.

Det lyder enkelt. Det er det ikke. Som så ofte med det enkle. Det kræver. Her kræver det, at man skriver lige præcis det ned, man her og nu tænker. Uden smålig skelen til, om det nu lyder fornuftigt, om det giver mening eller om det er klogt eller originalt nok. Man skriver simpelthen det, der kommer. Man kunne med et enkelt ord sammenfatte metodikken: serendipitetsskrivning. Man finder uden at søge. Man er helt åben over for, hvor man måtte lade sig føre hen af sig selv og åben over for, hvad der måtte komme. Man tager fuldstændig ukritisk imod det, der er.

I denne skriveworkshop, der var inspireret af Natalie Goldbergs bog Writing down the Bones, blev der givet en overskrift til hver enkelt 10 minutters skriveøvelse. Den første opvarmningsøvelse bar overskriften: Jeg ser… Og her skriver man så, hvad man ser. Og hvis man ikke lige ved, hvad man skal skrive, så skriver man: Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Og det fortsætter man med, indtil man pludselig opdager, at tanken har ført en et andet sted hen.

Alt kan skrives under en overskrift. Der er ingen krav eller forventning om, at man forbliver tro mod overskriften. Måske snarere tværtimod. Man følger tankens bane uanset retning.

Efter 10 minutter afbrydes skriveøvelsen. Herefter gives en ny overskrift. Og så fremdeles. En supplerende øvelse kan være, at man efter to eller tre skriveøvelser beder deltagerne vælge en tekst ud, som de har lyst til at læse op for de øvrige. Som derefter i forlængelse af oplæsningen giver et bud på – i en enkelt sætning - hvad de især blev optaget af i den oplæste tekst.

Hensigten med skriveworkshoppen var at inspirere til, at involverede i Folkeskolens Fællesskaber løbende bidrager til hjemmesiden med oplevelser, tanker, holdninger og indtryk fra kompetenceudviklingsforløbet. Og der skete præcis det på skriveworkshoppen, der sker, når man slipper kontrollen og åbner sig for, hvad der måtte komme: Man kommer uventede steder hen, tanken får identitet og bliver klædt på i ord og kan dermed gives videre til andre.

Serendipitets-skriveworkshoppen er kommet for at blive.