'Nano Writing'

Hvorfor ikke skrive hver dag i årets mørkeste måned. Og på den måde blive en del af et fællesskab ved at vide, at der er mange mennesker, der mange steder skriver hver dag i november måned. Nogle vælger at lægge deres tekster op i skyen kontinuerligt. Andre beholder det for sig selv. Det er ligegyldigt. Det er den bevidste kollektive skrivebevægelse, der er interessant.

Nano Writing har eksisteret i adskillige år. I år var der som noget nyt fælles kick off på flere biblioteker rundt omkring i landet. Flere og flere melder sig til. Fordi det at tilhøre et fællesskab er livsbekræftende. Vi har noget, vi er fælles om. Og vi skaber noget. I Nano Writing skriver vi hver vores, men fordi vi gør det samme på samme tid i samme ’kadence’ og med samme hensigt, bliver vi til et fællesskab.

Nogle skriver romaner. Et kapitel hver dag. Og lægger det på nettet. Lader sig registrere og indgår enten under eget navn eller pseudonym. Der er intet krav om at give sig tilkende. Det vigtigste er, at man skriver hver dag i november måned. Lidt eller meget. Det er ikke afgørende. At beslutte sig for at tage sig tid til at skrive hver dag, er det, der gør det.

Man behøver ikke være registreret nano skrivende for at lade sig inspirere til at skrive hver dag i november. Eller i en hvilken som helst anden fastsat ramme. F. eks. 30 minutter hver dag i den sidste uge i måneden. Eller hver mandag mellem 7 og 8 om morgenen. Eller noget helt andet. Det forpligtende ligger i at etablere en ramme. Den muliggør et indhold.

Sidste år besluttede jeg at ’nano’skrive sammen med en kollega fra en anden afdeling. Vi kendte ikke hinanden ud over navn. Men stod en af de sidste dage i oktober tilfældigvis ved samme busstoppested. Mens vi ventede på bussen faldt talen på det at skrive, og jeg nævnte Nano Writing. Før den første af os stod af bussen, havde vi besluttet at prøve ’nano skrivningen’ i denne udgave: Vi ville skrive ti minutter hver dag når vi mødte om morgenen i hver sin afdeling og herefter sende dagens tekst til hinanden. Indholdet skulle være af faglig karakter, men ikke noget bestemt tema.

Efter 30 dage havde vi 30 siders dokumentarbeskrivelse af både eget og en andens arbejdsliv. Der var beskrivelser af aktiviteter og opgaver, ligesom der var overvejelser og beslutninger om samme.
At ti minutter hver dag kan give så meget indsigt, inspiration og ikke mindst egenafklaring, er til stadighed forunderligt. Det skrevne ord kan noget helt særligt.