Bæredygtighed & Væredygtighed i Skolen

Vi har længe talt om bæredygtighed. Som et handlingsdomæne baseret på nogle værdier og grundholdninger til verden omkring os. Men vi er også nødt til at tale om det, der er indeni: Væredygtigheden. Den er under hårdt pres i moderne tid. Verden er kompleks. Tempoet er højt. Mulighederne multiple. Det ganske enkelt at være med det, der er, som den man er, lige her og lige nu, udfordres tiltagende.

I den pædagogiske verden ser vi denne udvikling blandt andet i det stigende antal børn og unge med angst, depression og andre former for psykiske lidelser. Mange kan ikke bare ’være’. Det kan opleves skræmmende og fremmed, hvis man ikke har en form for skærm eller anden virkelighed at kaste sin opmærksomhed ind i. Væredygtighed er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver, at mennesker tør gøre en række ting anderledes. Man kunne tale om, at vi skal ’lære at være’.

Der har netop været afholdt Væredytighedskonference. I den store smukke aula på Aarhus Universitet. Der var flere hundrede mennesker forsamlet den morgen. De blev budt velkommen med en opfordring til to minutters stilhed. Det er en særlig form for ’stilhed’, når så mange mennesker er stille på samme tid. Stilhed i en væredygtighedskontekst har forskellige udtryk. Nogle glider helt ind i sig selv og slapper af, andre bliver lidt anspændte. Nogle lukker øjnene, andre kigger fjernt ud i rummet, nogle smiler, andre ikke.

Stilhed i fællesskab er berørende og gør indtryk. Efter to minutter lyder der et klimt, og på de fleste kan man se et øje åbne sig eller en ryg rette sig op. ”Hvad var det? Og var det noget?” Man fornemmer spørgsmålet glide hen over forsamlingen som en mild brise. Der bliver helt roligt i rummet igen. Man forsøger at komme tilbage til den tilstand, man netop havde befundet sig i. Man fornemmer den særlige kollektive ro sprede sig. Hvorefter der igen høres et klimt. Nu åbnes der øjne, og der rettes kroppe. Det kan ikke være en tilfældighed her anden gang. Der bliver en undersøgende aktivitet og en rykken sig lidt frem og tilbage på stolen. Og så sker det: Der slås sammenhængende toner an på det store flygel til venstre for scenen. Der spreder sig smil på mange ansigter. Trygheden indfinder sig: Nu ved vi, hvad det handler om. En mand spiller på flygel. Det forsætter han med i et stykke tid. Man fornemmer, at kroppene glider lidt tilbage igen, og at der lyttes. Nu er vi på hjemmebane.

Det var en meget stærk og usædvanlig måde at indlede en stor konference på. Der blev skabt et mentalt rum, hvor alle fik mulighed for at mærke sig selv i et fællesskab. En ting er at være stille med sig selv. En helt anden ting er at være stille sammen med andre. Og mange andre. Og på tælling. Og med et formål.

Der var ingen ydre forstyrrelse i de to minutter, stilheden varede. Det eneste, vi skulle, var ’at være’.

Kan man forestille sig initiativer og aktiviteter i skolen, hvor børn og unge støttes i at træne evnen til at agere i en kompleks verden (Væredygtighedsmål nr 1), at øge kropslig tilstedeværelse, så de kan mærke, når de er på vej ud i fx stress, angst eller depression (Væredygtighedsmål nr 3), at udvikle empati, forståelse og hjertelighed, for hvis vi ikke forstår og respekterer hinanden, kan vi ikke samarbejde om den nødvendige omstilling (Væredygtighedsmål nr 5).