Søren Peter Dalby Andersen
Blog
There is nothing stronger than the heart of a volunteer!
Den amerikanske pilot, dr.scient. og luftfartspioneer James Doolittle udtalte sig: There is nothing stronger than the heart of a volunteer and they are not paid! Not because they are worthless, but because they are priceless (James H. Doolittle). Sophie Louise Gladov arbejder frivilligt for ”Klimaambassaden”, der dagligt drives af CONCITO’s projektleder Synnøve Kjærland.
Synnøve har en hær af frivillige ildsjæle, der står på spring for at hjælpe skoler og uddannelsesinstitutioner med at afvikle gratis workshops og oplæg om bæredygtighed og klima - http://www.klimaambassaden.dk.I mit arbejde som skolelærer har jeg ofte benyttet mig af denne mulighed, hvilket i allerhøjeste grad har opkvalificeret og nuanceret mine undervisningsforløb.
I dette blogindlæg har jeg overladt tasterne til en frivillig klimaambassadør, som i mine øjne er ”priceless” og har hjertet på rette sted. Værsgo Sophie:
Kære læser
Jeg er bekymret for dig. Jeg er bekymret for mig selv, min lillebror, og jeg er bekymret for Langhøjskolens, 4.b. Men jeg er også fuld af drømme og håb, hvilket er min primære grund til at skrive dette indlæg. Mit håb er, at du vil tage dig tid til at læse dette indlæg. Så kan vi måske dele en drøm og sammen slippe bekymringerne.
Jeg er bekymret, fordi FN’s klimapanel, IPCC, endnu engang har udgivet en rapport, hvor fremtidens klimascenarier, mildest talt, ser sorte ud. Det gælder både, hvis vi gør alt, hvad vi kan for at mindske udslippet med start fra idag, men det gælder især, hvis vi fortsætter i samme spor som idag. Den kommende tid rummer problemer af en sådan kompleksitet, at vi aldrig har oplevet noget lignende. Problemerne virker så urimelige og uoverskuelige, at jeg ofte får lyst til at lukke øjnene for dem og tænke, at det kan kun politikerne gøre noget ved. Men hvem kan med rette overlade ansvaret til politikerne, der langt hen ad vejen kun når frem til uambitiøse, uforpligtende klimaaftaler?
Det er netop, når jeg (igen og igen) mister tilliden til politikere, at jeg bliver bekræftet i, at mit engagement i CONCITO’s ‘Klimaambassaden’ er det helt rigtige sted at lægge en del af min kamp for et bedre klima. I klimaambassaden er håbet, at vi kan få eleverne på landets skoler, til at lære om bæredygtighed, og at de sammen med os kan drømme om et bedre samfund. Jeg får mod og håb om en grønnere fremtid, når en klasse som Langhøjskolens 4.b en hel mandag giver mig deres fulde opmærksomhed og gerne vil lytte til min (måske lidt frelste) beretning om, hvordan de kan bidrage til et bedre klima og bæredygtighed. Forhåbentligt går de endda fra skole med en lille ny drøm, der ikke kun handler om, hvor store julegaverne mon bliver dette år.
Udfordringen er for mig at se, at vi i dag lever i et samfund, hvor vi kan forfalde til at adoptere den amerikanske tradition om Black Friday, hvor julen skydes igang med en forfærdelig forbrugsfest. Jeg bliver svimmel ved tanken om, hvor mange ligegyldige ting, der blev købt på denne fredag. Jeg ser for mig den sorte sky af fabrikkernes forurening, der hænger i luften, når forbrugerne har forladt de nu tomme butikker. Dét gør ondt i mit hjerte, og det gør mig bekymret for dig, for 4.b og for min lillebror. Det er hér Klimaambassaden kommer ind i billedet. For hvor meget ved vi egentlig om vores forbrugs skadelige konsekvenser for miljøet? Ved vi godt, hvor mange tusind liter vand, der bruges i produktionen af et par jeans? Det er ikke alle, der ved disse ting, og mit bud er, at det faktisk kun er de allermest nysgerrige, der kan finde frem til de nøjsomt skjulte informationer, der findes omkring det. Men det er ikke kun viden omkring konsekvenserne af vores forbrug, der er væsentlig i klimadebatten. Denne debat hænger jo sammen med vores opfattelse af det gode liv.
Hvad nu hvis vi, fremfor at tænke på hvor mange penge, vi kunne spare til Black Friday, tænkte på, hvad der gør os sådan rigtigt glade. Er det ti par skjorter til fem pars pris, den røde bøf eller måske noget i en helt anden boldgade? Måske vi kunne gentænke, hvordan vi faktisk kan have det godt, uden hele tiden at købe nyt. Det er uden tvivl lettere sagt end gjort. - Især for de af os, der allerede er spundet ind i masseforbrugets trædemølle. Jeg tror på, at vi kan ændre meget, hvis vi sætter ind tidligt - ja hvorfor ikke gøre det til et tema i undervisningen, som det var i featureugen på Langhøjskolen?
4.b er den hidtil mest klimabevidste klasse, jeg har besøgt. Det skyldes med sikkerhed, at deres dygtige lærere har afholdt flere forløb med dem med temaer omkring bæredygtighed. Derfor kunne vi foruden at lære om genbrug, genanvendelse, bæredygtighed med mere, tale om, hvad de kunne gøre i deres hverdag for at være mere klimavenlige, og hvordan det ville bidrage positivt til deres liv også. I slutningen af deres grønne featureuge, som vi var et led i, skulle de afholde byttemarked med det legetøj, de ikke længere ville bruge. Dét er i mine øjne et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det var nemlig min opfattelse, at 4.b rent faktisk var reflekterede over, hvilken glæde og hvilke fordele, der kunne være forbundet med at bytte istedet for at købe nyt. Det er lige netop det, der er behov for, hvis ikke vi skal gå en meget mørk fremtid i møde.
Klimaambassaden er et helt formidabelt koncept. Det er den, fordi den bidrager til, at børn og unge bliver bevidste om, hvor alle deres ting kommer fra, hvor belastende produktion er for vores jord, og hvilke voldsomme konsekvenser, det har for deres fremtidige liv. Vigtigst er det dog, at det hjælper dem med at stille spørgsmålstegn ved, om tankegangen om at eje og blot få mere og mere i virkeligheden er så god, som vi går og tror. Det er mit indtryk, at vi med klimaambassaden, kan så nogle frø til en anden forståelse af velfærd og velstand, end den, der er dominerende idag. Dermed bliver klimadebatten ikke kun en diskussion omkring, hvad vi må og ikke må. Det bliver en refleksion over, hvad vi forstår med det gode liv.
Disse perspektiver forsvinder imidlertid let i mængden af snak om julegaver og lange flyrejser. Til trods for min store bekymring, er jeg dog selv en lige så stor del af dette ræs, som så mange andre. Det gør det dog ikke mindre væsentligt for mig, at stoppe op og reflektere over det. Tænk, hvis både dit, mit og 4.b’s største juleønsker ikke var iPads, en flyvetur til London og det nyeste legetøj. Tænk, hvis vi alle drømte om den reneste natur og et sundt miljø - også til de næste generationer.
Jeg håber, det er lykkedes mig, at få dig til at stoppe op og tænke over, hvad dine drømme for fremtiden er! Selv de mindste skridt tæller i kampen for en grønnere, sundere fremtid. Hvad enten det indebærer at drømme om andet end den nyeste iPad eller at så et frø hos din klasse med et besøg fra klimaambassaden.
Bæredygtighed er ikke kun vegetarisk kost, et mindre forbrug og flere cykelture, men det kan også være, at videregive gode værdier og skabe drømme hos klasser som 4.b.
Tak for en god dag, 4.b. Det giver mig energi og håb for fremtiden.
Hilsen Sophie Louise Gladov
Tak Sophie - næste gang jeg får lyst til at lukke øjnene over for klimaudfordringerne, som kan virke urimelige og uoverskuelige, vil jeg tænke på Sophie og Klimaambassaden. Det er unge mennesker som Sophie og organisationer som Klimaambassaden, der giver håb for en bæredygtig fremtid.
