Søren Peter Dalby Andersen
Blog
Opskrift på åbning af et innovationslaboratorium!
Tag fire udstoppede svaner, to containere, 50 kvadratmeter LED-skærme, en død sæl, en gammel pedelvilla og 17 FN verdensmål og sæt det for enden af en folkeskole i Hvidovre.Tilsæt derefter 8 lærere fra alle trin, en leder, en innovationskonsulent, en KlimaZirkusdirektør, en udviklingskonsulent og lad det hele boble og simre i 6 timer. Tilsæt derefter alle samarbejdspartnere gennem fem år og hvidvin. Dette er opskriften på Dansborgskolens indvielse af deres nye naturfaglige område.
Fire udstoppede svaner, et hjul med FN's 17 verdensmål – skåret på lasercutter, to kloder – elevproduceret på Dansborg – udstillet på Universe og retur til Dansborg. To containere og LED skærme(50 kvm) til præsentation af elevprodukter. Alt dette skal ende op ved området omkring enden af Dansborgskolen, som primært bliver et Natur og teknologi område for 0.-6. klasse. Resten af skolen har selvfølgelig også adgang og det er tanken, at dele af området kan bookes til f.eks. projektuger.
Der tilknyttes to containere, som indrettes med et makerspace, et område med fokus på bæredygtig energi/genbrug og præsentationssted. Hele innovationscenteret kommer til at hedde ”Land og By” og er blevet designet og kommet i hus gennem 4 års samarbejde med “KlimaZirkus”.
Det hele startede med projekt “Elever af Ellehammer”, hvor skolens elever arbejdede med udfordringer fra lokale virksomheder. Nu skal de nye lokaler bruges til implementering af innovation, teknologiforståelse og inddragelse af fagmentorer fra et netværk af lokale samarbejdspartnere.
Projektet er understøttet af kommunale anlægsmidler og Dansborgskolens skoleleder Anne Marie Andersen udtaler sig:“Efter mange arbejdstimer, entusiastiske, flittige lærerkræfter og meget planlægning åbner det nye innovationscenter. Vi glæder os over det vilde udstyr som, i den sidste uges tid, er landet på Dansborg. Specielt er jeg glad for de undervisningsmæssige muligheder, vi nu får skabt til glæde for vores børn og unge.”
Herfra skal der lyde et tillykke med åbningen af det nye innovationscenter! Jeg glæder mig til, at følge projektet og en skole der insisterer på at give eleverne et motiverende undervisningsmiljø.