Søren Peter Dalby Andersen
Blog
Samarbejde mellem Boeing og Risbjergskolen i Hvidovre styrker interessen for naturvidenskab hos kommunens elever.
I min tid som naturfaglig konsulent i Hvidovre Kommune var jeg i 2014 med til at søsætte 1. fase af projekt Newton Room på Risbjerskolen. I dag var jeg inviteret til åbningen af 2. fase af Danmarks første Newton Room, hvor jeg oplevede et rum der danner rammen om velstrukturerede og tidsafgrænsede undervisningsmoduler af høj kvalitet.
Det nye Newtonrum på Risbjergskolen er en markant udvidelse af det eksisterende rum og strækker sig over mere end 200 m2 svarende til 2-3 normale klasseværelser. Rummet er særligt indrettet til at understøtte Newton Energi-modulet, der fokuserer på emner som klima, vedvarende energiformer, fossile brændstoffer og elektricitet, ligesom det også rummer robot- og matematikmodulerne.
Boeing har siden februar 2014 arbejdet sammen med Risbjergskolens naturfagslærere, skolens ledelse og den norske non-profit organisation FIRST Scandinavia på at styrke interessen for de naturvidenskabelige fag. Det var derfor naturligt at Boeing sammen med virksomhedens industripartnere General Electric, Raytheon og Northrop Grumman og Hvidovre Kommune financierede udvidelesen. Rummet er nu fuldt udbygget, og kan bruges i undervisningen af elever på 5.-10. klassetrin fra alle skoler i Hvidovre Kommune
USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, deltog ved indvielsen af rummet, hvor en glad Helle Adelborg, som er borgmester i Hvidovre udtalte sig: “Jeg er både stolt over og begejstret for, at vi her i Hvidovre har fået lov til at lægge skole til det første danske Newtonrum. 1.500 lokale skolebørn har allerede bygget og programmeret robotter i vores Newtonrum. Nu får også de ældste skoleelever mulighed for at arbejde med vedvarende energi og elektricitet. Jeg er helt sikker på, at det vil styrke interessen for naturvidenskab kolossalt.”
Maria Laine, som er Vice President i Boeing Northern Europe sagde i sin tale: “Vi forudser et behov på mere end 100.000 nye kandidater indenfor naturfagene og de tekniske fag i Europa over de næste 20 år”. Og suppleret med: “Boeing støtter stærkt op omkring initiativer indenfor naturfagsundervisningen, både i Europa og globalt, for at stimulere børnenes interesse for naturvidenskab i en tidlig alder. Vi er begejstrede for den succes Newtonrum-projektet har haft i Danmark og tager skridtet videre næste år i Norge med etableringen af Newton Aviation Academy i Bodø.”
En glad Per-Arild Konradsen, som er direktør for FIRST Scandinavia, deltog også i festlighederne. I sin tale fokuserede han på, at 1. fase af newtonrummet har været en stor succes, hvor elever fra mellemskoletrinnet og lærere fra alle skoler i Hvidovre har besøgt Risbjergskolens Newtonrum og har gennemgået et robot- og matematikmodul. Talen blev afsluttet med: “Det har været en stor fornøjelse at arbejde med åbningen og udvidelsen af det første state-of-the-art Newtonrum uden for Norge. Vi ser frem til at fortsætte udviklingen og dele erfaringerne med naturvidenskabsundervisningen mellem skoler og på tværs af landegrænser.”
Stort tillykke til Risbjergskolen og Hvidovre Kommune.
Du kan læse mere om Science Kommunen Hvidovres naturfaglige indsats her: www.sciencehvidovre.com samt denne video om Newtonkoncetet Newtonrum