Søren Peter Dalby Andersen
Blog
Faglige artikler om Island
Talenter på Tværs er et naturgeografisk talentudviklingsprojekt skabt i et samarbejde mellem folkeskolerne Frydenhøjskolen og Langhøjskolen, Hvidovre Gymnasium & HF og InnovationsLab Hvidovre. Talentudviklingsprojektets produkter var blogindlæg, faglige artikler og en fotoserie fra feltstudierne i Island. Her kan du læse elevernes forskellige artikler, som har hovedemnerne energiressourcer, geomorfologi, glaciologi og vulkanisme
Islands vilde vulkaner
Islands vulkaner bemærker man alle steder, når man kommer til landet. På bondegården i Sydlandet hørte vi beretninger om 15 cm askelag, der dækkede gården og markerne. Vi ser med egne øjne de endeløse lavamarker på Reykjanæs og i Sydlandet, hvor de blandt andet blev dannet ved et historisk langt udbrud i 1783.
Vulkaner er en vigtig del af Islands historie og fremtid. I dag bliver vulkanerne overvåget, og hold af forskere undersøger positive og negative konsekvenser af vulkanismen. De negative konsekvenser kan være askedække, lavadække, giftige gasser, eksplosioner og jøkelløb. Vulkanismen er imidlertid også årsag til opkoncentrationer af bestemte metaller og mineraler, som vil kunne udvindes og udnyttes på et senere tidspunkt.
Islands vulkaner er fascinerende, og den vulkanske aktivitet på klippeøen berører ikke kun islændingene. I 2010 producerede det subglaciale vulkanudbrud i Eyafjallajökull f.eks. så meget aske, at vulkanen stoppede al flytrafik i Europa.
Vulkanismen i Island
Under Atlanterhavet ligger en undersøisk bjergkæde; den midtatlantiske højderyg. Den er skabt ved, at den nordamerikanske og den eurasiske oceanbundsplade her går fra hinanden, og magma fra jordens indre trænger ud og danner undersøiske bjergkæder. Kun ét sted stikker bjergkæden op over havoverfladen – området hedder Island, og netop her er den vulkanske aktivitet særligt stor.Når der er særligt mange vulkaner i Island, skyldes det både den tektoniske spredningszone, men også det faktum, at Island ligger på et såkaldt hot spot – et særligt varmt sted i jordens kappe, der får vulkanerne til at gå i udbrud oftere og voldsommere end de fleste andre steder på jorden. Andre vulkanske hot spots tæller Hawaiiøerne og de kanariske øer ud for Afrikas vestkyst. Alle har de det til fælles, at en søjle af varme fra jordens indre forårsager bjergarternes smeltning i jordskorpen.
Island har alle former for vulkaner bortset fra supervulkaner, og er dermed et af de bedste steder i verden at studere geologi og vulkanisme. Island består af 30 vulkanske systemer, hvoraf et system kan bestå af mange forskellige vulkaner. De mest kendte vulkaner på Island er Hekla, Katla, Eyjafjallajökull, Eldfell på Heimaey og Bárðarbunga, der var i udbrud i september sidste år.
Nogle af disse vulkaner har Talenter på Tværs været så heldige at opleve på rejsen til øen. Selvom den planlagte tur til øen Heimaey blev aflyst på grund af problemer med færgen, så har vi i løbet af ugen fået vulkanenerne helt tæt ind på livet. Vi har boet med Eyjafjallajökull i baghaven, vandret på gletsjeren Myrdalsjökull, der ligger ovenpå Katla, og vi har talt med en ekspert fra Nordisk Vulkanologisk Center om det nyeste udbrud Bárðarbunga i 2014.
Feltarbejde i røg og damp
Målet for vores feltarbejde var Krýsuvik, som er et vulkansk aktivt område på Reykjanæs-halvøen sydvest for den islandske hovedstad Reykjavik. Vi kunne hurtigt konstatere, at området er meget vulkansk aktivt. Der var kogende og klukkende, mælkegrå mudderpotter, røg, samt varme kilder og bække. Damp stod op fra jorden, det boblede som en kogende gryde, og der lugtede af svovl. Ved en måling med et jordtermometer i ca. 15 cm dybde viste termometeret 100 grader. Jorden kogte med andre ord under os, da vi vandrede op ad bjergsiden til toppen ca. 300 m. oppe, hvor vi spiste vores frokost.
Fra toppen af bjerget ved Krýsuvik kunne vi se ud over landskabet og det vulkanske system, der bl.a. består af to eksplosionsvulkaner og to Moberg-vulkaner. Eksplosionsvulkanerne består af calderaer, hvor vulkanen er sprængt væk under udbruddet. De to calderaer, som vi så fra toppen af Krýsuvik, ligger under havniveau, og derfor er de i dag fyldt med vand og ligner egentlig to runde søer.
En Moberg-vulkan er en subglacial vulkan, hvilket vil sige, at den er dannet under en is-kappe. Når en Moberg-vulkan går i udbrud, flyder lavaen ikke ud som på en skjoldvulkan, der breder sig ud over et meget stort område. I en Moberg-vulkan bliver lavaen stoppet af is-kappen, som gør at den er flad på toppen og har stejle sider.
Overvågning af vulkanerne
På Island ligger Nordisk Vulkanologisk Center, som blev grundlagt i 1973. Centeret er oprettet som et samarbejde mellem de nordiske lande. Alle nordiske lande har interesser i de mineralske forekomster som dannes ved vulkanisme. Disse mineraler findes også i de andre nordiske lande, hvor der ikke i dag er aktive vulkanske områder. Men man vil gerne vide mere om dem, og derfor studeres de aktive processer i fællesskab i Island.
Efter et spændende foredrag med en af fagets førende forskere og centerets leder, vulkanolog Rikke Petersen, lærte vi om, hvordan centeret studerer, forsker og overvåger de islandske vulkaner og deres påvirkning på øen.
Overvågningen af de islandske vulkaner går langt tilbage. Et af historiens største udbrud er Laki-udbruddet fra 1783. Man ved en del om dette udbrud, da der findes skriftlige kilder, der dokumenterer det.
Tæt på Laki lå et kloster, hvor en præst førte en detaljeret dagbog over vulkanens aktiviteter og lavaens udbredelse. Det var et af de første udbrud, som blev dokumenteret i en sådan grad, at man kan sige, at det inspirerede til fremtidig overvågning af vulkaner. Under udbruddet blev 15 kubikkilometer aske gennem et ni måneder langt udbrud skudt ud i luftrummet gennem den 27 km lange kraterrække, som udgør sprækkevulkanen Laki på det sydlige Island. Udbruddet i Laki varede 9 måneder og var usædvanligt rigt på vulkansk aske og gasser som CO2 og SO2. Den sidstnævnte gas, svovldioxid, reagerer med vanddampen i luften og danner svovlsyre-aerosoler. Svovlsyre-aerosoler dannet ved Laki-udbruddet blokerede for solindstrålingen og var dermed med til at gøre klimaet koldere i en årrække - ikke bare i Island, men i hele Europa. Asken kunne tydeligt ses dale ned så langt væk som i Helsinki i Finland og i Stockholm i Sverige.
Islændingene kæmpede mod lavaenVed al vulkansk aktivet i Island er der blevet stillet målestationer op, som sørger for at sende signaler ind til Vulkanologisk Center, hvis der skulle ske ændringer i aktiviteten. Indtil videre er der sat over 200 målestationer op, som skal observere deformation af jordoverfladen ved vulkanerne. En deformation kan være en udvidelse eller en mindskning af afstanden mellem målerne eller hævning/sænkning af overfladen. Desuden analyserer man ændring i gaskoncentrationer, vandkemien i smeltevandsfloderne, vandets temperatur ved vulkanerne og en overvågning af jordskælv i området omkring vulkanerne.
Denne forskning er vigtig, da et vulkanudbrud kan true islændingenes leveforhold og eksistensgrundlag, ligesom det skete i 1973 med udbruddet fra vulkanen Eldfell på øen Heimaey.
Spaltevulkanen Eldfell gik i udbrud i fem og en halv måned og sendte 1,5 million tons aske op i luftrummet. Lavastrømmen var så kraftig, at den ødelagde 350 huse og cirka 400 huse blev beskadiget. Men folket på øen tog kampen op, og de, som ikke var blevet evakueret, prøvede ved hjælp af koldt havvand at stoppe lavaen, der truede med at lukke øens eneste havn og dermed hele livsgrundlaget. Det lykkedes at sinke lavastrømmen ved at oversprøjte den med koldt vand, og da udbruddet stoppede, havde lavaen kreeret en ny og bedre indsejling til havnen. Da lavaen blev afkølet, og husene gravet fri for de mange meter aske, kom 3500 ud af de oprindelige 5300 indbyggere tilbage til øen for atter at bo i deres hjem.
Fremtidige udbrudDet seneste vulkanudbrud i Island foregik i vulkanen Bárðarbunga. Udbruddet startede i september 2014 og endte først i februar 2015, ca. 6 måneder efter start. Udbruddet dannede et lavafelt på størrelse med Amager og var generelt et usædvanligt udbrud. Det usædvanlige var, at der opstod et caldera-kollaps, hvilket betyder, at vulkanen sank sammen. Normalt opbygger og udvider en vulkan sig, og derfor kom udbruddet også bag på de islandske forskere. Noget andet, som gjorde udbruddet specielt, var de jordskælv der i to måneder prægede landskabet omkring vulkanen. De var større end 5 på Richter-skalaen, og jordskælv i den størrelsesorden er meget usædvanlige for vulkaner og udbrud i Island.
Forskerne forventer at Katla bliver den næste islandske vulkan til at gå i udbrud. Katla er den tredje mest aktive vulkan på Island, og man har grund til at tro, at Eyjafjallajökull og Katla er forbundet, eftersom at Katla før er gået i udbrud få år efter, at Eyjafjallajökull har været i udbrud.
Og som vores guide sagde med et smil, da vi stod på gletsjeren, som Katla ligger under: ”Vi må hellere se at komme afsted, hvis nu der skulle komme et udbrud.”
Artiklen er skrevet af:
Cathrine Gaffron Hansen, LanghøjskolenLisa Dana Olsen, Hvidovre Gymnasium & HFCaroline Oreskov Christoffersen, Frydenhøjskolen Frederikke Sofie Vinding, Hvidovre Gymnasium & HF
Det nordatlantiske batteri
ENERGIRESSOURCER: Island er et ganske særligt sted, eftersom man udelukkende producerer grøn energi på øen. Hvor resten af verdens energiforbrug stadig for størstedelens vedkommende (ca. 75%) er baseret på fossile brændsler, som udleder CO2 ved afbrænding, er Islands energiproduktion grøn, ren og vedvarende. Cirka 80% af Islands elektricitetsproduktion kommer fra hydroenergi og 20% fra geotermisk energi.
Vandets potentiale
Hydroenergi er vandkraft, som genereres af landets mange vandkraftværker. På Island har man bygget store dæmninger over en række af øens floder, således at vandstanden er højere på den ene side af dæmningen end på den anden side.
Vandet fra den side med høj vandstand falder ned igennem en turbine, der fører vandet hen til den side med lav vandstand. Når turbinen drejer rundt skabes der energi, der opsamles af en el-generator.
Det smarte ved hydroenergi er, at man kan regulerer energien efter behov, da energien er lagret i søerne og først udnyttes ved faldet. Ulempen er til gengæld at de store dæmninger er beskæmmende for det ellers smukke og vilde landskab, man finder i Island.
Varme under overfladen
Helt særligt for Island er den store udnyttelse af den geotermiske energi. Geotermisk energi er en sammentrækning af ordene Geo (jord) + term (varme/temperatur), der på dansk kan oversættes til jordvarme.
Grunden til, at man på Island har rigtig gode muligheder for at udnytte varmen fra jordens indre, er, at Island ligger lige mellem to tektoniske plader, nemlig den eurasiske og den nordamerikanske. De to plader bevæger sig langsomt væk fra hinanden - ca. 1 cm pr. år. Den type af pladerande kaldes også for konstruktive pladerande.
Ved konstruktive pladerande kommer magmaen op til – eller tæt på – overfladen i områderne, hvor pladerne glider fra hinanden. Det betyder, at man i Island ikke skal bore særligt langt ned i jordoverfladen for at udnytte jordvarmen, og herved opstår fantastiske muligheder for at udnytte denne ubegrænsede varmeenergi.
Magmaen i undergrunden betyder, at vandet i undergrunden er meget varmt. Man skelner i så henseende imellem højtemperaturområder (i midten af spredningszonen) og lavtemperaturområder (i områderne længere væk fra spredningszonen). I højtemperaturområderne er vandet varmt nok til, at man kan drive en el-produktion (kraftvarmeværker), mens man i lavtemperaturområderne ”kun” kan producere varmt vand til opvarmning, brugsvand mm.
Besøg på kraftvarmeværk
Ved det store bjergmassiv, Hengill, lidt uden for Reykjavik ligger et af højtemperaturområderne. Her er vandet i undergrunden 380 grader, men det holdes alligevel flydende, fordi det er under højt tryk dybt under jordens overflade. Ved Hengill ligger to geotermiske kraftvarmeværker, Nesjavellir og Hellesheidi. Sidstnævnte besøgte Talenter på Tværs for at studere den geotermiske energiproduktion.
Når man henter det varme vand op fra undergrunden, holder man vandet under tryk på 13bar og en temperatur på 200 grader. Herfra kan man så styre, hvornår vandet skal koge. Når vandet koger bliver det til damp, som kan få en turbine til at snurre rundt og skabe energi. Det er det samme som sker på normale kraftværker, men der skal man afbrænde kul for at varme vandet op, hvilket udleder CO2, der bidrager til den globale opvarmning. Islands energiproduktion bidrager som tidligere nævnt imidlertid ikke til udledningen af CO2 i atmosfæren.
Et heldigt uheld
Islands mest kendte og største turistattraktion, Den Blå Lagune, der ligger i Grindavik ca. 50 km sydvest for Reykjavik, er blevet til grundet et geotermisk kraftværk.
I 1976 lækkede det geotermiske kraftværk Svartsengi ved et uheld overskudsvand fra kraftværket ud i området. Dette vand var turkisblåt og fyldt med forskellige mineraler, der skabte en hvid marmoragtig belægning på lavastenene, og dette lag forhindrede overskudsvandet i at sive bort. De lokale begyndte at bade i vandet, og det udviklede sig hurtigt til en turistattraktion, som i dag er Islands største.
Grøn energi til Europa?
Det er dog hovedsagelig gennem energiintensiv sværindustri, at islændingene tjener penge på deres energiressourcer. Store firmaer, der eksempelvis producerer aluminium, vælger at lægge deres produktion i Island, da energien her er rigelig og billig.
Energien er faktisk så rigelig, at det er umuligt for islændingene at bruge det hele selv. Derfor har der været tale om at lægge et kabel ned gennem Nordatlanten, som kan gøre det muligt at eksportere den billige elektricitet fra Islands vandkraft- og geotermiske værker til De Britiske øer og derfra til det europæiske fastland og el-net.
Når man ikke endnu har gjort det, skyldes det ikke tekniske begrænsninger, men derimod politiske overvejelser. Mange islændingene støtter ikke op om projektet. De er bange for, at prisen på el og varme for islændingene selv vil stige over tid på grund af efterspørgslen, hvis Island eksporterer energien til Europa for en højere pris end den, islændingene betaler i dag.
Mange mener også at de store værker, især hydroværkerne, er for stor en indgriben i den islandske natur.De islændinge, som er for projektet, mener, at projektet vil skabe arbejdspladser, især i anlægsfasen. De argumenterer desuden for, at det vil være godt for både den islandske statsøkonomi og kampen mod den globale opvarmning, hvis Island producerer grøn energi til Europa.
Artiklen er skrevet af:
- Freja Naundrup von B. Valdsgaard, Hvidovre Gymnasium & HF
- Max Wolff, Langhøjskolen
- Amanda Sofie Christiansen, Frydenhøjskolen
- Hanna Moreno Kappel Iversen, Hvidovre Gymnasium & HF
Geomorfologi – når landet skaber sig
Talenter på Tværs drog til Island for at nærstudere Islands unikke landskab, som byder på alt fra gletsjere, randmoræner og vulkaner til sorte strande. Geomorfologisk er Island et perfekt sted at observere isens og vandets landskabsdannende kræfter – og landskabers dannelse er netop det geomorfologi handler om.
I Danmark stoppede istiden for 10-15.000 år siden. Det er fra denne istid, Weichsel istiden, at det danske landskab, som vi kender i dag, blev skabt. I dag kan man stadigvæk opleve ”istid” i flere områder i Island. Det kan man, fordi at 11 % af Island er dækket af is i form af gletsjere. Det betyder, at Island er det optimale sted at nærstudere de landskabsdannende processer, som er de samme, som skabte de bakker, sletter, dale og marker, som vi kan se i det danske landskab i dag. At man studerer nutiden, for at få en større forståelse for fortiden, kaldes aktualitetsprincippet og er en vigtig metodisk tilgang i geografisk feltarbejde.
Processer fra den geologiske cyklus
Det kan være svært at forstå, hvordan et landskab bliver til. Det materiale jorden består af, er aldrig statisk, men en del af et stort og langstrakt geologisk kredsløb, i hvilket erosion-transport-aflejring er en meget vigtige proces. Den geologiske cyklus er således en af årsagerne til, at et landskab ændrer sig.
I Island har vulkanerne skabt de enorme bjergmassiver, der præger landskabet. Men kigger man på et bjerg, er det forforanderligt - det bliver slidt og ændrer udseende over tid. Når der er frost, det blæser eller regner slides lidt af bjerget af, overfladen krakelerer og smuldrer i små og store stykker. Det, som bliver slidt af, kaldes sedimenter.
Sedimenterne bliver transporteret af vinden eller vandet ned ad bjergsiden. Ved bjergets bund bliver sedimenterne så samlet i de såkaldte alluviale faner. Alluviale faner ligner kegler eller trekanter, som ligger op ad bjergsiden, og består af løse sedimenter fra det forvitrede bjerg. Alluviale faner kan ses på utallige bjerge i Island, og Talenter på Tværs så under deres rejse så mange af dem, at en fotokonkurrence blev igangsat for at fange den flotteste.
Sedimenterne transporteres med overfladeafstrømningen eller vinden længere ud mod havet, hvor de aflejres lag på lag. De gennemgår diagenese som sammenkitter sedimenterne til en fast bjergart. Efter millioner af år, vil bjergarten blive presset så langt ned mod varmen fra jordens indre, at den opsmeltes og udsendes som lava på overfladen igen, hvorfra nye forvitringsprocesser kan begynde. Men undervejs i dette kredsløb er der mange interessante stadier, der skaber og omformer landskaberne.
Når is og vand skaber et landskab
Når man taler om isen og vandets landskabsdannende processer, handler det om, hvordan gletsjerne og det smeltevand, de producerer, påvirker og former landskabet. På egen hånd har Talenter på Tværs oplevet et landskab, som bliver skabt af netop is og vand.
Gletsjerne i Island er årsagen til de største landskabsdannende processer. Når isen smelter på overfladen af gletsjeren, føres enorme mængder af smeltevand ud mod gletsjerfronten. Det vand, som løber gennem gletsjeren, fører en masse sedimenter med sig, hvilket gør, at vandet ser grumset ud. Når vandet kommer ud, danner det fletfloder, som er floder, der fletter sig ind og ud mellem hinanden. En fletflod ændrer sig hele tiden afhængig af vandmassen. Vandet kan ændre løb, fordi de gamle løb bliver fyldt op med sedimenter fra gletsjeren.
Netop fordi floderne hele tiden ændrer deres forløb bliver de enorme mængder af sedimenter jævnt fordelt, og landskabet får en flad og slette-agtig karakter, som kaldes ”sandur” på islandsk. Smeltevandssletter er helt flade områder med tykke sedimentlag af sten, sand og grus sorteret af vandet.
De kan nogle gange være med græs, hvis de er gamle eller ubrugte, men ofte hindrer vinderosion eller konstant vandgennemstrømning, at plantedækket kan etablere sig. Dermed ligger de helt bare som store flade ørkenområder. Sandfygning er et naturligt forekommende fænomen på de store sandur-sletter, og under kraftige storme bliver vejene, som går igennem områderne, lukket. Nogle steder, blandt andet på Myrdalssandur, har man forsøgt at begrænse sandfygningen ved at plante et tæt dække af lilla blomster, som skal mindske vinderosionen og være med til at holde vejene åbne.
Den farlige flodbølge
En af de ting, man frygter mest på Island, er de såkaldte jøkelløb. Et jøkelløb forekommer ved et subglacialt vulkansk udbrud, hvilket vil sige, at en vulkan under en af de mange gletsjerne går i udbrud. Dermed sker massiv smeltning af det oven- og omkringliggende is og en kæmpe sø dannes i selve gletsjeren. På et tidspunkt vil gletsjeren briste, og søen vil blive tømt for vand. Et jøkelløb kan sammenlignes med en flodbølge eller en tsunami, der kommer inde fra land og søger ud mod havet. De er ekstremt farlige, og på rejsen så Talenter på Tværs resterne af en enorm stålbro som et tidligere jøkelløb havde krøllet sammen, som var den lavet af pap.
Jøkelløb kan ændre landskabet helt på få minutter. Talenter på Tværs besøgte en stor klippeformation på en af de store smeltevandssletter. Det havde engang været en ø ude i havet, men efter et stort jøkelløb var der blevet aflejret så store mængder sedimenter, at kystlinjen var rykket flere kilometer ud i havet. Øen stod derfor nu på land!
I den lille by Vik, som ligger stik syd for den store gletsjer Myrdalsjökull, har man placeret kirken på et højt bakkedrag, som er det højeste punkt i byen. Her skal byens beboer samles, hvis der er fare for jøkelløb.
Dødis og U-dale
Mindre dramatiske begivenheder end jøkelløb kan dog også skabe landskaberne. Eksempelvis dødislandskaber som man også finder i Danmark, nemlig på Sjælland, Fyn og i Østjylland. Hvis gletsjeren trækker sig tilbage, det vil sige smelter, i spredt uorden kan den efterlade store og små isblokke, som er brækket af fra gletsjerens kanter. Heraf kommer navnet død is, da det er is, som ikke længere hænger sammen med hovedgletsjeren. Når dødis smelter bort, efterlader det et småbakket landskab. Det så vi blandt andet i området øst for byen Vik, mens vi kørte mod gletsjeren Vatnajökul.
Området omkring Vatnajökull, som i øvrigt er den største gletsjer i Europa, er utroligt spændende og indeholder mange unikke istidslandskaber. En af tungerne fra Vatnajökul hedder Svínafellsjökull, og her oplevede Talenter på Tværs et pragteksemplar af en glacial landskabsserie.
En glacial landskabsserie er, når der er en inderlavning (ofte fyldt med vand) foran gletsjeren efterfulgt af en randmoræne, som derefter ender ud i smeltevandssletter. En glacial landskabsserie dannes, når gletsjeren rykker frem. Når gletsjerfronten presses frem, graver den dybt ned i materialet foran den og ”bulldozer” på den måde materiale væk. Det skaber en fordybning i jordlagene - en såkaldt inderlavning. Det materiale, der fjernes fra bunden, presses op foran gletsjeren i høje bakker, der kaldes randmoræner. Bag disse løber smeltevandet bort og danner store flade smeltevandssletter. Ser man alle tre kendetegn; inderlavning, randmoræne og smeltevandsslette sammen, har man en glacial landskabsserie. Et smukt eksempel på dette så vi altså ved Svínafellsjökull, hvor gletsjertungens tilbagetrækning har blotlagt det interessante og fascinerende landskab. I Danmark finder man glaciale landskabsserier mange steder på Fyn, Sjælland og i Østjylland.
Mærket af en gletsjer
Gletsjerne kan ikke blot skabe nye landskaber foran sig. De ændrer også de landskaber, de glider henover. Et bjerg går ikke uskadt fra mødet med en gletsjer. Hvis gletsjeren glider langs en bjergside, kan den efterlade skruestriber. Skurestriber opstår, når store stenblokke, der er fastfrosset i isen, slider vertikale render og fordybninger ind i de omkringliggende bjerge. Skurestriber kan også efterlades i underlaget, hvis underlaget er grundfjeld som f.eks. på Bornholm og i store dele af Sverige.
En gletsjer, der bevæger sig frem, vil finde vej mod lavlandet gennem de dale, der ligger mellem bjergene. Disse dale vil ofte være V-formede dale, da vandet har eroderet i bunden af dalene. Når gletsjeren ankommer, begynder den imidlertid at slide på bjergsiderne med stor kraft og danner dermed en mere U-formet dal. Som allerede nævnt sidder store og små klippestykker fastfrosset i gletsjeren, og når den glider gennem landskabet virker den som et stykke sandpapir. Efterhånden som den har slebet i bjergene, kan man se, at dalene tager form efter gletsjerne, og der dannes U-formede dale.
Vi oplevelse en U-formet dal, da vi besøgte Islands største vandfald, Gullfoss. Her kan man tydeligt se, hvordan vandet har skabt en V-dal i den nederste del af floddalen, hvorimod i den øverste del er udhulet til en U-dal dannet af en gletsjer.
Artiklen er skrevet af:
- Hamzah Ayub, Langhøjskolen
- Claudia Weronika Walas, Hvidovre Gymnasium & HF
- Mie Fox Dam-Larsen, Hvidovre Gymnasium & HF
- Malue Schumacher Andersen, Frydenhøjskolen
En rejse tilbage til istiden
I Island er der stadig ”istid”, og derfor kan man i dag studere de samme processer på Island, som fandt sted under den istid, der i Danmark sluttede for ca. 12.000 år siden.
Studier på Island kan således kaste lys over, hvordan de danske landskaber i sin tid blev skabt af isen.
Da der var istid i Danmark, dækkede isen på et bestemt stadie hele Danmark frem til Hovedstilstandslinjen i Midtjylland. Udenfor isranden, i det isfrie Vestjylland, dannede gletsjernes sedimentfyldte smeltevandsfloder kæmpestore flade smeltevandssletter af grus og sand.
I Island kan man i dag studere smeltevandsletters dannelse, mens de foregår. Det giver en unik forståelse for smeltevandsletternes dannelse af det vestjyske landskab under sidste istid. Island er et af de bedste steder i verden at studere gletsjere. Hele 11 % af Island er nemlig dækket af is, og hovedparten af gletsjerne ligger i Sydlandet, hvor Talenter på Tværs har lavet feltarbejde.
Gletsjernes cyklus
En gletsjer bliver dannet et topografisk højt sted med kulde og meget nedbør. Sneen, som falder, vil over flere år lægge sig i lag ovenpå hinanden. De øverste lag maser de nederste lag sammen, så sneen bliver presset sammen til is, som får en meget flot blå farve. Denne blå gletsjer-is kaldes firn. Man kan studere fortiden ved at arbejde sig ned gennem isens mange firnlag. Et lag firn står for ét år i en gletsjer – præcis som årringene i et træ.
Gletsjeren får tilført sne på toppen i det, man kalder akkumulationsområdet. Jo mere tilføring gletsjeren får i form af nedbør, jo større bliver den.Gletsjeren bliver ikke højere og højere hvert år, selvom der er meget snefald. Når de øverste lag, presser de nederste lag is ned, glider gletsjeren i stedet ud i tunger og søger mod lavere områder. I lavlandet er der varmere end på toppen af gletsjeren, og derfor vil isen smelte ved fronten af iskappen.
Er der ligevægt mellem tilførsel og afsmeltning af is vil gletsjeren stoppe. Den kan også trække sig tilbage, hvis afsmeltningen er større end tilførslen, eller rykke frem, hvis det forholder sig modsat.
I disse år går det mest tilbage for verdens gletsjere på grund af den globale opvarmning. Dette gør sig også gældende i Island.
Vandretur på gletsjeren
Vi har været på feltarbejde og gletsjervandring på Solheimajökull, som er en gletsjertunge fra Myrdalsjökull. Jökull betyder gletsjer på islandsk.
Myrdalsjökull dækker ca. 600 kvadratkilometer, og under isen ligger den kendte vulkan Katla. Gletsjeren ligger på den sydlige del af Island i nærheden af byen Vik.
Da vi var ude at vandre på gletsjertungen Solheimajökull, fandt vi ud af, at isens overflade er meget porøs. Solen smelter overfladen og danner derved huller i isen, som kan udvikle sig til gletsjerspalter og små smeltevandsbække oven på gletsjeren, der forsvinder i såkaldte gletsjermøller.
Gletsjeren bevæger sig ikke samlet i samme fart. Ofte vil den midterste del af gletsjertungen bevæge sig hurtigere end siderne af gletsjeren. Når en del af gletsjeren bevæger sig hurtigere end resten, brækker den op og danner de såkaldte gletsjerspalter. De er farlige, da de kan være mange hundrede meter dybe. Man skal derfor altid have sikkerhedsudstyr på og en guide med, hvis man bevæger sig ud på gletsjeren.
Når sneen og det øverste af isen oven på gletsjeren smelter, dannes de små smeltevandsåer. Smeltevandsåerne løber hen over gletsjerens overflade, og til sidst ned i et hul i isen. Dette hul kaldes en gletsjermølle, og fra møllerne løber smeltevandet videre gennem sprækker og tunneller i isen og ud foran gletsjeren i store og små smeltevandsfloder.
Småstenenes rejse
Solheimajökull er ikke kun hvid, som man ellers skulle tro. Gletsjertungen er fyldt med forskellige sedimenter fra basaltklipperne i højlandet, hvilket gør gletsjerens overflade sort. Nogle af sedimenterne opsamler gletsjertungen på sin vej gennem bjergene, mens andre sedimenter er vulkansk aske fra Eyjafjallajökulls udbrud i 2010.
Hvor store mængder is er smeltet, samler der sig små bunker af sedimenter på overfladen. Inde under disse sedimentbunker er der stadig is. Vores gletsjerguide, Thomas, forklarede os, at sedimenterne har været en del af gletsjeren, og netop fordi isen ikke smelter lige hurtigt på alle dele af gletsjeren, samler sedimenterne sig oven på det is, som ikke er smeltet endnu.
Gletsjeren Solheimajökull har trukket sig omkring 50-75 meter tilbage, og mistet 10-15 meter i højden om året de sidste par årtier. At en gletsjer trækker sig tilbage betyder, at den smelter og ikke længere avancerer.
Gletsjerbevægelser er ikke unormale, og derfor kan det være svært at forudse, hvordan gletsjerens fremtid ser ud. Solheimajökull har trukket sig tilbage og bevæget sig frem mange gange, men i de sidste mange år er det altså mest gået tilbage. Hvis alle gletsjerne på Island fortsætter med at smelte, vil de til sidst helt forsvinde.
De dyre konsekvenser
Hvis gletsjerne forsvinder, vil det få fatale følger for Island. Islands største indtægt er deres sværindustri, som hovedsageligt består af raffinering af aluminium og fremstilling af andre energitunge produkter. Disse industrier er afhængige af den billige energi, der produceres i Island. Island får meget af den billige energi igennem vandkraftværker placeret ved gletsjernes enorme smeltevandsfloder - og forsvinder smeltevandet forsvinder energien.
Island vil også miste turister ved gletsjernes forsvinden og derved endnu en vigtig indtjeningskilde.
Men som sagt er fremtiden for gletsjerne meget uforudsigelig. Hvis gletsjerne bliver ved med at smelte med den hastighed, de gør nu, vil gletsjerne i Island stort set være smeltet væk inden for de næste 200 år.
Vores gletsjerguide, Thomas, fortalte, at det ikke som sådan vil få nogle ødelæggende landskabsmæssige konsekvenser. Med et glimt i øjet påpegede han, at de dog nok ville blive nødt til at skifte landets navn, hvis gletsjerne smeltede. For hvis der ingen is er, kan man jo ikke kalde landet Island.
Artiklen er skrevet af:
Frederik Schrøder Koefoed, Frydenhøjskolen Janne Kure Hilliger, Hvidovre Gymnasium & HFJosephine Gondan Kande, LanghøjskolenMichael Benny Jensen, Hvidovre Gymnasium & HF
