Søren Peter Dalby Andersen
Blog
Fernisering, faglige artikler og landbrug på Island.
Tirsdag den 12. maj holdt Talenter på Tværs fernisering på Hvidovre Hovedbibliotek af deres udstilling om Island. Udstillingen kan ses på Hvidovre bibliotek frem til den 12. juni 2015
I tirsdags kunne eleverne fra talentudviklingsprojektet Talenter på Tværs nyde synet af deres faglige artikler og fotos fra feltstudierne i Island, da der var fernisering af deres udstilling om Island på Hvidovre Hovedbibliotek.
Borgmester Helle Adelborg holdt en tale ved åbningen af udstillingen, hvor hun understregede vigtigheden af denne type faglige samarbejder mellem de lokale folkeskoler og Hvidovre Gymnasium & HF.
Udstillingen skal via foto, video, blogindlæg og faglige artikler formidle naturgeografiske viden om Island.
Jeg vil i den kommede tid udgive de faglige artikler via min blog. Første artikel handler om landbrug.
Landbrug på grænsen til Arktis
LANDBRUG: Fra naturens side har Island en sparsom vegetation, hvis vækstperiode ikke er særlig lang på grund landets placering. Klimatisk kan landet deles i en koldt tempereret zone i syd og langs kysterne og en polar klimazone i højlandet. Det er de varme havstrømme omkring Island, som sørger for opvarmningen af atmosfæren omkring Island, og derfor muliggør et, om end begrænset, landbrug i landet.
Landbruget har således i høj grad været nødt til at tilpasse sig de naturgeografiske forhold, der hersker i Island. Derfor ligner det heller ikke det landbrug, som vi kender fra Danmark. Island er cirka 2½ gange større end Danmark, men kun 1% af Islands areal bliver brugt til landbrug. Det er et område mindre end Lolland. Dalene og lavlandssletterne – især i Sydlandet – er de eneste nogenlunde dyrkbare og frodige områder. De islandske landbrug er derfor koncentreret her.
Der er tre faktorer, som har stor betydning for det islandske klima. Det er den klimatiske zone, havstrømmene og luftstrømmene. Samspillet mellem disse tre faktorer bestemmer temperatur- og nedbørsforhold. Klimaet, altså temperatur og nedbør over tid, har stor betydning for jordbundsdannelsen som en nødvendig forudsætning for at dyrke noget.
Det livgivende ler
Den korte lysperiode og den lave årlige gennemsnits-temperatur kan gøre det vanskeligt for jordbunden at blive udviklet nok til dyrkning. Under vores feltarbejde tog vi to jordprøver: Én på en lavamark på Reykjanæs og én på en smeltevandsslette nær Vik på Sydlandet, og de viste begge en tydelig mangel på ler. Man kan let konstatere om en jordprøve indeholder ler, ved at lave den såkaldte ”nulreprøve”. Ved nulreprøven tager man et lille stykke jord og nulrer det mellem to fingre, og hvis jorden former sig til en tynd pølse, er der ler i jorden. Hvis jorden derimod falder fra hinanden og ikke vil samle sig, er det tegn på et lavt eller intet lerindhold i jorden.
Den første prøves mangel på ler skyldtes, at lavamarken var så ”ny” i geologisk tid, at forvitring og erosion ikke var fremskreden nok. For den anden prøves vedkommende skyldtes det, at lerpartiklerne fra smeltevandssletterne bliver ført endnu længere ud i havet, og det er derved kun de grovkornede sedimenter, som sten, grus og sand, som ligger tilbage på de store sandur-smeltevandssletter i Sydlandet.
Lerpartikler udgør en vigtig del af udgangsmaterialet i en jordbund, fordi lerpartiklerne har kemiske egenskaber, der gør, at jordbunden kan holde på jordvandet, som netop indeholder de næringsstoffer, planterne har brug for.
Det islandske agerbrug består i øvrigt næsten udelukkende af græsdyrkning som bruges til foder for husdyr som får, heste og kvæg.
Bananer i ødemarken
Hård kulde, stærk blæst, vulkanudbrud, jøkelløb og den svært dyrkbare jordbund gør det utrolig svært at dyrke noget så simpelt som korn i Island. Alligevel formår islændingene at dyrke frugt og grønt såsom bananer, tomater og jordbær. Og hvordan gør de så det?
Ved brug af viden om geotermisk energi, hårdt arbejde og viljestyrke udnytter islændingene de naturkræfter, som vi andre ville anse som udfordringer i forbindelse med det at drive landbrug. Varmen og energien fra vulkaner omsættes til billig el og varme, der anvendes i en stor kommerciel drivhusproduktion. El bliver brugt til kunstig belysning, som kompenserer for de få solskinstimer, og varmeapparater i drivhusene kompenserer for de lave temperaturer udenfor.
Et centralt sted for Islands drivhusproduktion er byen Hveragerði ikke så langt uden for Reykjavik. Her talte vi med gartneren, Elias Oskarsson, som arbejder på byens gartneriskole. Ifølge Oskarsson er det billigere og sundere for Islands befolkning at producere deres egne produkter end at importere varer fra f.eks. Spanien eller andre varme lande. Og det på trods det enorme energiforbrug, som drivhusproduktion på Island kræver.
Masser af grønne forsøg
Oskarsson og størstedelen af Islands befolkning finder det betryggende at vide, hvordan produkterne bliver produceret og om der anvendes kemikalier i processen – hvilket de ikke gør i Island. I stedet for kemikalier, bruger de computere til at regulere temperatur, fugtighed, belysning og vand til planterne. De bruger også naturlig bestøvning af planterne med bier, især af tomaterne.
I øjeblikket er de ved at eksperimentere med, om de kan dyrke jordbær om vinteren, ligesom de forsøger at dyrke flere tomater ved at bygge drivhusene højere. I flere af drivhusene eksperimenterede gartnerne desuden med at tilføre ekstra høje mængder af CO2 for at ”booste” planternes fotosyntese, så de vokser sig større i et højere tempo.
Tomaterne bliver dyrket i lavasten i stedet for jord, dette betyder, at de skal vande planterne meget oftere - op til 30 gange om dagen. Det har dog ikke nogen stor betydning, da man på Island har stort set ubegrænsede mængder af vand og lavasten.
Island er i dag 100% selvforsynende med agurker og dyrker også peberfrugter, tomater, urter, salat og blomster i stor stil i drivhusene.
På bondegården
I gamle dage fandtes der naturligvis ingen drivhuse i Island, så der måtte man klare sig med det, der kunne dyrkes på friland. Den eneste afgrøde, man kunne vide sig sikker på var græs, så det traditionelle islandske landbrug består oftest af en stor produktion af græs, der omsættes til kød og uld igennem produktion af får. Fårene græsser frit på fjeldet om sommeren, hvor græsset også dyrkes og høstes på markerne. Om vinteren indfanges dyrene og kommer på stald, og det høstede græs bruges til foder til de mange dyr.
Sådan er det også på den hyggelige bondegård, hvor vi boede onsdag til fredag under feltturen til Island. Gården ligger i Myrdal, i det sydlige Island - tæt på vulkanen Eyjafjallajökull. På gården opdrætter de får til salg af kød og uld. I øjeblikket har de omkring 300 får. Da vi besøgte gården var det højsæson for fåreavl, og man forventede at cirka 680 lam ville blive født i de kommende måneder. Normalt føder hvert får to lam om året.
Fårene bliver klippet hvert andet år, og ulden sælges til et firma, som så renser ulden og sender den videre til andre firmaer, der producerer tøj af den. Dyrene bliver sendt til et slagteri, som alle bondegårdene i området sender deres får til. Landmændene arbejder mest om sommeren, hvor fårene får lam og skal tilses 24 timer i døgnet. Samtidig skal græsset til fårene høstes, så de har foder til vinteren, hvor græsset ikke gror. Om vinteren er der hver dag cirka to timers arbejde med at fodre fårene.
Omkostningsfuldt udbrud
I 2010 blev området, hvor gården ligger, hårdt ramt af det kæmpe vulkanudbrud fra Eyjafjallajökull. Det var det udbrud, der blandt andet stoppede al lufttrafik i Europa. Men konsekvenserne for beboerne på bondegården var langt værre. Der var mørkt 24 timer i døgnet, og hverdagslivet blev umuligt. De blev to somre i træk nødt til at flytte de 200-300 får fra gården til et andet område, der lå to timer væk. Desuden kunne de ikke bruge det græs, som de normalt fodrede fårene med, da det var fyldt med aske fra udbruddet. De var derfor nødt til at købe alt fodret fra en anden gård.
På trods af oplevelser som denne og det hårde arbejde som landmand, er Einar glad for sit arbejde og liv på gården. I fremtiden, når klimaændringerne gør somrene varmere i Island, håber han på at kunne dyrke andet end græs – heriblandt korn. Derudover vil han gerne have 100-200 får mere til flokken.
Alt i alt klarer islænderne sig ufatteligt godt på trods af alle de udfordringer, som deres klima byder dem. De forstår at udnytte de naturlige forhold som geologien og klimaet skaber bedst muligt.
Artiklen er skrevet af:Nanna Bovien, Hvidovre Gymnasium & HFTaya Victoria Rasmussen, Hvidovre Gymnasium & HFAstrid Langemark Arnbjerg, LanghøjskolenEmma Bjørg Sørensen, Frydenhøjskolen
