Lisser Rye Ejersbo
Blog
Er nogle regnestrategier bedre end andre?
Pernille Bødtker Sunde forsvarede sin ph.d. afhandling i september med den danske titel ”Strategier i addition: Mønstre og perspektiver”. Afhandlingen belyser, hvilke hovedregningsstrategier elever i de små klasser udvikler i forhold til addition af etcifrede tal, samt hvilke forestillinger lærere har i forhold til at støtte elever i deres udvikling af samme.
Som Pernilles vejleder har jeg fulgt hendes arbejde tæt de sidste 3-4 år, og det har været meget interessant at studere de resultater, som kom ud af hendes forskning. Pernille har i sin afhandling undersøgt, hvilke strategier elever i 1. klasse benytter, når de adderer etcifrede tal. Opgaverne blev stillet i en individuel interviewsituation. Det drejede sig om opgaver uden tier-overgang, såsom 2 + 3 eller 4 + 5, og opgaver med tier-overgang, såsom 9 + 3 eller 6 + 7. Hver elev fik 36 opgaver og svarene blev opdelt i syv kategorier, hvor eleven:
- giver op
- regner forkert
- tæller alt
- tæller videre
- automatisering
- regruppering med addition (fx 4 + 5 = 4 + 4 + 1)
- regruppering med subtraktion (fx 4 + 5 = 5 + 5 – 1)
Eleverne fra forskellige 1. klasser og forskellige skoler blev interviewet, samtidig med at lærerne fra de pågældende klasser blev interviewet om deres syn på undervisning og læring inden for tal og regning. Yderligere blev de samme elever testet i 4. klasse i forhold til elevernes viden og færdigheder inden for tal og regning, brøker og tekstopgaver.
Konklusioner
Afhandlingens konklusioner peger på at strategien til addition af etcifrede tal overordnet ændres gradvist fra 1. – 4. klasse med mindre brug af tællestrategier og en øget brug af regruppering og automatisering. Imidlertid viste undersøgelsen i 1. klasse, der blev taget to gange med et halvt års mellem (november – april), at der var store kønsmæssige forskelle på valg af strategier. I 1. klasse brugte pigerne i gennemsnit tælling tre gange så ofte som drengene.
Mønsteret viste sig i alle 1. klasserne, hvilket fortæller at det ikke handlede om, hvordan eleverne var undervist, men snarere om hvilke strategimønstre, der er forankret i det enkelte barn. Og disse strategimønstre er blevet etableret før eller ved den tidlige skolestart. Resultaterne fra 4. klasse viste at man ud fra testdata kunne se korrelationer mellem elevernes strategibrug for 1. og 4. klasse. Det var tydeligst hos drengene, hvilket efterlader os med en tvivl om, hvorfor pigerne har mere tilbøjelighed til at tælle, selvom de måske mestrer regrupperingsstrategier. Men resultaterne viser tydeligt, at de forankrede strategimønstre kun ændres langsomt og gradvist over tid.
Hvad kan man gøre?
Resultaterne er interessante i forhold til flere perspektiver. I en undervisningspraksis kan det være interessant at få mange forskellige strategier frem i lyset. Det kan ske på flere måder, både i klasserumssamtaler eller i mindre grupper, hvor eleverne sammen undersøger, hvor mange strategier, man kan finde. Det kan også være til inspiration for underviseren, i forhold til hvilke strategier hun eller han vil lægge vægt på og måske fremme. Tælling er jo meget udbredt blandt børn. Jeg har børnebørn på 3-4 år, der går og tæller alt muligt. Det er en del af barnets udvikling at finde ud af at det sidst nævnte tal er antallet af de ting, de tæller. Problemet kan opstå, hvis man bliver ved med at tælle og det bliver favorit strategien. Det er altid en god strategi at udvikle flere veje at gå, når man løser opgaver.
Hele afhandlingen kan hentes på:
https://ebooks.au.dk/aul/catalog/download/349/231/1095-1?inline=1
