Hvad gør en lang skoledag god for eleverne?

Der er blevet sagt og skrevet meget om sammenfaldet af reformen og arbejdstidsloven, men når jeg i en avis læser undervisningsministeriets konklusion tonet på en måde, så lærerne bliver hængt ud, så er der grund til at reagere igen igen. Det har N. C. Sauer også gjort gennem et læserbrev i WA (25.05.18), og selv om jeg er enig med ham, vil jeg gerne uddybe nogle af konsekvenserne, som jeg ser dem.

Udover at opleve en retorik, som skal gøre lærerne til syndebukke, så læser jeg også en uvidenhed om konsekvenserne af arbejdstidsloven, som undervisningsministeriet undsiger sig. Loven giver ledelsen fri adgang til at disponere og planlægge lærernes tid. Det betyder at lærere kan have så mange undervisningstimer og pligter i en periode, så der faktisk ikke er plads til at forberede sig. Denne mangel på forberedelsestid går selvfølgelig ud over eleverne. Undervisningstimer, der ikke er særlig godt forberedt, bliver oftere kedeligere og meget lærebogsstyret.

Og hvem er det lige det går allermest ud over?

Det er selvfølgelig de elever, der har allermest brug for den gode undervisning, nemlig de elever som har svært ved de lange undervisningsdage, de elever som ikke har mulighed for hjælp på hjemmefronten og endelig de elever, der har brug for meget hjælp og støtte.

Der stilles mange forskellige krav til lærerne, ikke at forglemme at undervisning er en ret kompleks opgave, som kræver forberedelse. Som matematikdidaktisk forsker ved jeg at en dårlig undervisning kan skabe mange forskellige problemer for elever i form af fx matematikangst, ulyst til matematik, mangel på forståelse af hvad matematik overhovedet er eller kan være. At der er skåret så dybt i forberedelsestiden i kombination med skiftende arbejdsbyrder gennem året, betyder at det meget nemt kan gå det ud over elevernes lyst til at deltage i undervisningen – og lærernes engagement i undervisningen.

Konsekvenserne for matematikundervisningen kan meget nemt blive, at flere elever kommer i problemer i forhold til matematik, og disse elever får simpelthen problemer med matematik, så fra at være en systemfejl, så bliver det et individproblem. Det skyldes, at der dels ikke er tid til at forstå, hvori disse elevers problemer består, og dels at der ikke er overskud til at finde ud af, hvordan man støtter disse elever bedst muligt.

Med en god forberedelse kan mange af disse problemstillinger undgås. Er der tid til at reflektere over sin undervisning i forberedelsen af den næste, bliver refleksionen i selve undervisningen også meget større, så de bedst mulige valg kan træffes.

Og hvordan reagerer forældre på det?

Her læste jeg i dag (28.05.18) i en kommentar i Information om en forælder, som på trods af en stor folkeskoleidealisme, alligevel hældte til at fravælge folkeskolen, fordi den er blevet så dårlig. Han slutter med at skrive at han nok vil skrive en lille seddel til sig selv med teksten: ”Dette gør jeg mod min vilje” for at kunne se sig selv i spejlet om 30 år, når folkeskolen ikke længere kan gå for at være folkets skole.

Det er ret skræmmende, når politikerne samtidig med, at vi er vidner til folkeskolens forringelser, udtrykker undren over, at den sociale arv stadig er alt for stor og at der sker for lidt på området. Jeg funderer over, om de ved det, altså kender konsekvenserne af deres egne systemer, og dermed helt bevidst ødelægger folkeskolen, eller de gør det ud fra uvidenhed.