Kan fællesskabende matematikdidaktik forhindre mobning?

Fællesskabende didaktik er et begreb udviklet af blandt af Helle Rabøl Hansen i hendes arbejde med at kortlægge og at modvirke mobning i den danske folkeskole. Det drejer sig om, hvordan fagenes didaktik medtænker at inddrage arbejdsformer og indhold, der direkte kan være med til at skabe et fællesskab, hvor mobning bliver sværere. Man mobber ikke en, man har et fællesskab med. Det er den bærende overbevisning: at mobning kan formindskes, måske helt undgås, hvis klassen oplever et fagligt fællesskab, som engagerer eleverne med meningsfulde opgaver, som kræver et fællesskab og samarbejde for at lykkes.

At planlægge et sådan didaktisk forløb kræver omtanke. Vi har set forskellige tiltag med fx diverse former for rollespil eller en form for gamificering af undervisningen eller cooperativ learning, som også kan indeholde et fællesskab – men ikke behøver det. Og sådan er det, man kan planlægge et fællesskab uden at det opstår. Det kræver nemlig både en didaktisk ide, og en kompetence til at kunne gennemføre denne ide, hvor et fællesskab bliver nødvendigt.

På den sidste internationale konference, som jeg deltog i juli 2016, var mit bidrag til konferencen: Hvordan man kunne organisere en sådan fællesskabende matematikdidaktik. Hvad skal der til for at det lykkes, hvilke mål er det muligt at nå i forhold til det sociale gennem det faglige? Jeg beskrev Peter Müllers undervisning med små Gonge-bamser. Alle 12 bamser har et navn og en personlighed – og tilsammen har de et fællesskab. Dette fællesskab styres af læreren, som finder på alle de matematiske udfordringer, som bamsegruppen bliver udfordret med, og som eleverne skal hjælpe bamsegruppen med at løse. Der er store muligheder for identifikation og sympatier - måske også antipatier – men det, der forplanter sig til hele klassen, er at de er fælles om at finde de bedste svar og diskutere disse som svar på de udfordringer, som opstår i bamsegruppen.

Der er mange tosprogede elever i Peter Müllers klasser, og flere af dem har belastende skæbner, men det er som om disse oplevelser og erindringer placeres udenfor klassen i matematiktimerne, hvor eleverne er optaget af at løse de opgaver, som de bliver stillet i klassens fællesskab. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men jeg har fulgt det gennem flere år og har mange eksempler på, hvordan det virker og hvilke teorier, der beskriver, hvorfor det virker. Min præsentation på konferencen gjorde flere af tilhørerne nysgerrige, og især talte jeg meget med en gruppe forskere fra Sydafrika.

I Sydafrika er der mange udfordringer, som det kan være svært at forstå for os i et relativt fredeligt land, oplevelser, som børn bærer rundt på, og som fylder meget i deres hverdag og også i deres skolehverdag. Udfordringen for matematiklæreren i Sydafrika er derfor at finde en måde at skabe et fællesskab i klassen, som kan engagere dem mere end deres problemer. Og her kommer fællesskabende matematikdidaktik ind i billedet. Er det muligt gennem en sådan didaktik at skabe et så stærkt fællesskab om matematikken at de traumatiske oplevelser bliver udenfor klasserummet?

Det vil vi finde ud gennem et samarbejde, hvor det skal vise sig, om vi kan eksportere fællesskabende matematikdidaktik, som er udviklet i Danmark.