Ny Nordisk Skole

Det er al ære værd at kaste sig ud i sådan et projekt, især når der ikke følger nogen midler med til at understøtte og supporte projektet. Men det er også en stor mundfuld og svært at gennemskue om det lykkes. Opstår der fx kausalitet mellem det arbejde, der bliver udført i børnehaven eller dagplejen for at lette overgangen til skolens små klasser, og det arbejde der skal til, for at eleverne klarer sig godt til den afsluttende afgangsprøve i matematik. Det er den udfordring, de har kastet sig ud, og som jeg involverede mig i for nylig.

En af gruppens hypoteser er, at hvis den enkelte medarbejders kompetence styrkes indenfor området, så kan det løft omsættes til at kunne optimere et mere lærende samvær. Det lyder som en besnærende hypotese, dog ligger der nogle uklare elementer gemt i hvilke kompetencer, der skal styrkes. Er det de matematiske eller en styrkelse af en matematikdidaktik for et lærende samvær, som jo også består af en god portion viden om matematik? Og hvordan og hvorfra skal dette kompetenceløft komme? I og med at der ikke følger økonomiske midler med et NNS projekt, kan det være svært at skulle løfte kompetencerne indenfor gruppen, for hvem er det lige der har ansvaret for, at det sker og sikrer sig, at hypotesen bliver omsat til praksis?

En anden hypotese er, at hvis eleverne synes det er sjovt, så lærer de mere matematik. Er det nu sådan det hænger sammen? Det er vist klart for alle, at det er rarest at være sammen med elever, der har det sjovt, spørgsmålet er, om de nødvendigvis opnår den faglige viden, som er målet med undervisningen. Jeg har alt for ofte hørt i andre sammenhænge, at det var godt at eleverne var optaget, at den gode stemning var vigtig kombineret med den rette arbejdsuro – men om de lærte de af læreren forestillede mål forekom mindre relevant. De argumenter jeg hører, for at det sjove er vigtigt, er, at mange voksne, som barn har oplevet, at netop matematik var alt andet end sjovt, at det var kedeligt, ubehageligt og kunne udvikle angst for selve faget. Det er jo rigtig ærgerligt, for det er jo netop kunsten, at læreren med nogle klare mål for øje er i stand til at engagere eleverne eller børnene til at beskæftige sig med matematiske læreprocesser og få dem til at yde deres bedste – og så må det også gerne være sjovt. Men at det skal være sjovt, må aldrig blive det fornemmeste mål, for så ender underviseren let som entertainer, hvor de faglige mål kan forsvinde.

En sidste hypotese er, at hvis børnene oplever en tryg overgang institutionerne imellem, så øges lyst til læring. Den kan jeg helt tilslutte mig, og hvis det lykkes gennem et samarbejde, er det stort. Midlet er, at den måde, som man i daginstitution og dagpleje kan lade matematikken gro ud af situationer som borddækning, leg og diverse mere eller mindre styrede projekter kan inspirere undervisere i indskolingen og vice versa. Den måde man arbejder med tal i indskolingen kan inspirere i førskole-institutionerne. En overgang, hvor børnene oplever, at de kompetencer, de har allerede har udviklet i den ene institution, kan bruges og er noget værd i den næste.

For at den slags forandringer skal lykkes kræves nogle klare forestillinger om målet, en lyst til forandringen fulgt af en følelse af at ens kompetencer slår til, at første skridt er tydeligt defineret med klare praktiske detaljer og endeligt at der er nem adgang til support gennem forløbet.

Jeg er glad og imponeret over den energi og entusiasme, jeg fornemmede i gruppen og håber bestemt, at der kommer mange gode resultater ud af dette projekt – om det kommer til at kunne ses på afgangskaraktererne, vil tiden vise. Men hvor er det godt, at sådanne projekter eksisterer og gennemføres af engagerede deltagere.