Hvad er der galt med tallet 27?

Når børn er omkring de 3 år begynder de fleste af dem at tælle. Det er dels en remse og dels samtidig pegning på objekter. Når de tæller som remse, går det ofte over stok og sten uden at tallene bliver parret til objekter. Jeg har ofte hørt børn på 3-4 år tælle helt korrekt op til 25, hvorefter de siger: 26, 28, 29, 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 28, 29, 20, 21… og sådan kan de blive ved samtidig med at de oplever, at de kan tælle så langt det skal være eller så lang tid, de synes det skal være. At de tæller ind i en loop er måske ikke så mærkeligt. En overgang til 30 kræver at deres systematik udvides, mens de åbenbart bedre kan overskue 20’erne. Det kan muligvis skyldes at tallene op til 20 læres uden at tænke i systemer; det er bare som en remse. Det system, der er mellem 10 og 20 er ikke gennemskueligt, derfor indgår i remsen op til 20 uden system. 20’erne derimod har et system, men af en eller årsag driller 27 det tællende barn. Det er selvfølgelig kun en overgang, så kommer den med og de finder systemet i resten, især hvis de også lærer remsen 10, 20, 30… osv., men det er da pudsigt at det netop er 27, der ret konsekvent bliver sprunget over. Det kunne være interessant at høre om andre kender til dette mystiske fænomen. Og nu kan man måske spørge, om det er interessant at dvæle ved en sådan kuriositet - men det er det faktisk.

Pernille Sunde vinder ph.d. cup 2020

Pernille Sunde, min tidligere ph.d. studerende, som forsvarede sin afhandling i efteråret, har nemlig konkluderet, at de formative år fra børnene er 0-5 år gamle er afgørende for deres senere fornemmelse for tal og matematik. Måske husker nogle af mine læsere, at jeg skrev om Pernilles afhandling i en tidligere blog. Når jeg nu tager den op igen, er det fordi Pernille just har vundet årets ph.d. cup 2020.

Dommerpanelet til ph.d. cup 2020 bestod af Maja Horst fra DTU, der er formand for Ph.d. Cup og professor i ansvarlig teknologi, DNA-forsker og professor på Københavns Universitet Eske Willerslev og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Pernille var i skarp konkurrence med forskere fra andre forskningsfelter såsom sundhedsvidenskab og naturvidenskab, men den matematikdidaktiske præsentation vandt heldigvis første præmien.

Det er selvfølgelig meget stort gjort af Pernille, men for alle os andre, der også beskæftiger os med matematikdidaktik, er det også meget stort. Det betyder nemlig, at der kommer fokus på matematikdidaktikkens betydning, og vigtigheden af at matematikundervisere kender til forskningsresultater og kan inddrage dem i deres undervisning. Og det er netop, hvad man kan med Pernilles forskning.

Højdepunkterne

I sin fremlæggelse og i avisernes omtale af hendes præstation er højdepunkterne, at den helt basale talforståelse er grundlaget for at man kan forstå resten af matematikken. Pernille har i mere end 3 år beskæftiget sig med, hvordan børn adderer etcifrede tal. Hun har noteret sig deres strategier og kommet frem til at strategier, hvor eleverne jonglerer og bøjer tallene i hovedet, er signifikant mere udviklende for elevernes talfornemmelse og talforståelse end hvis de tæller. Og selvom det nogle gange går galt og ender med et forkert facit, fordi man lige taber bolden mens man jonglerer, så er det alligevel mere udviklende for ens talforståelse end at tælle. Hun har også registreret kønsforskelle, som viser at pigerne har mere tendens til at tælle end drengene. Så det er bare om at komme i gang med at skubbe sine elever, både piger og drenge ud i at lære at turde jonglere mere med tallene. Det kan der kun komme noget godt ud af.

Tilbage er der bare at ønske alle en god sommer.