Forskningsbaseret undervisning - Hvorfor er det så svært?

Spørgsmålet i denne blog er, hvordan forskning kan vende tilbage til undervisningen.

Problemstillingen er kort og godt, hvordan den didaktiske forskning kan komme flere lærere og elever til gavn. Den overvejende del af matematikdidaktisk forskning har sin rod i observationer af undervisning. Forskere kommer på besøg i klasser og arbejder sammen med en gruppe lærere. Det er meget muligt at den gruppe lærere, som er involveret i et projekt, får et indblik i den konkrete forskning, men det er ikke sikkert, at den når længere ud eller bliver brugt mere end i de tilfælde, hvor forskerne er på besøg. Forskerne kan være en ressource for lærerne, men er det ikke nødvendigvis.

Efter eller i forbindelse med et forskningsprojekt er det helt normalt at forskerne skal skrive forskningsprojektet ofte som artikler. Nu kunne man måske forestille sig at lærerne kunne få glæde af disse artikler, men det er faktisk kun sjældent tilfældet. Forskningsartikler er skrevet af forskere til andre forskere og har en ganske bestemt diskurs for overhovedet at blive publiceret. Disse artikler er ikke skrevet til underviserne. Men hvordan kommer forskningsresultaterne så tilbage til undervisningen?

Svaret er forstemmende nok, at det er vi ikke særlig gode til for øjeblikket.

Lærere, som underviser hver dag og har hænderne fulde af arbejdsopgaver, har ikke overskud til også at forske eller læse vanskelige forskningsartikler, og forskere på den anden sige formulerer sig ikke på en måde, så lærere får nok ud af at læse det. Forberedelsestiden til lærernes undervisning er skåret ned og budgetter til efteruddannelse er kraftigt beskåret. Og når lærere endelig kommer på efteruddannelse er det ikke nødvendigvis forskere eller forskning, de møder.

Jeg er selv uddannet lærer, før jeg tog en kandidateksamen og senere en ph.d. og dermed blev en del af forskergruppen. Og jeg finder det egentlig ret forstemmende, at der er så stor en kløft mellem den forskning, som jeg er så optaget af, og så alle de lærere, der kunne få glæde af at kende mere til den. Jeg har selv udført forskning baseret på samarbejde med skoler og lærere. Men min oplevelse er, at det går trægt med at få udbredt denne forskning. De involverede skoler får et løft, men spørgsmålet er, hvad der sker, når forskeren forsvinder igen. Jeg har også skrevet bøger, hvor jeg bruger min og andres forskning, men det er svært at sige hvordan det bliver anvendt i praksis.

Hvad bliver der gjort?

I England virker det som om forskerne har et talerør gennem den engelske matematiklærerforening ATM (Association of Teachers of Mathematics), hvor bl.a. forskere som David Fielker, John Mason og Ann Watson skriver små hæfter til lærere. Og årligt holder foreningen en stort konference, hvor både forskere og lærere fra alle kategorier holder oplæg for hinanden. Herhjemme gør Danmarks Matematiklærerforening et stort arbejde gennem planlægning af velbesøgte konferencer, hvor forskere præsenterer deres arbejde. Desuden udgiver deres forlag bøger og hæfter om matematikdidaktik. Spørgsmålet er om det er nok eller vi skal finde på andre måder at få forskningen udbredt.

Hvad kunne gøres bedre?

Mine tanker i denne blog afføder følgende spørgsmål, som det kunne være meget interessant at diskutere for at finde løsninger til, hvordan forskning kan blive et løbende aktiv for undervisningen.

• Hvordan kunne lærere forstille sig at forskningsmatematikdidaktik bliver tilgængeligt?
• Hvordan skulle den præsenteres for at finde vej ud til skolernes undervisning?
• Hvad kan forskerne gøre for hjælpe det på vej?

Alle der har gjort sig tanker om disse spørgsmål ville det være godt at høre.