Lisser Rye Ejersbo

Blog

Kineserier og tanker fra lufthavnen i Macau

Siddende i lufthavnen på vej hjem fra en matematikkonference i Kina, nærmere betegnet Macau, gør jeg mig nogle tanker om de mange oplevelser, jeg har haft, og som måske også kan give stof til eftertanke hos danske lærere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konferencen drejede sig om regning med hele tal (Whole Number Arithmetic (WNA)) og der var repræsentanter fra mange forskellige lande.

Vi diskuterer ikke længere, at det er læreren, der er den afgørende faktor i undervisningen. Det er noget, der er dokumenteret for længst. Nu er spørgsmålet snarere, hvad god matematikundervisning er – og det er svært at svare på. Der gives ingen opskrifter, men det er tydeligt at få øje på, når det er der.

På skolebesøg i Kina

Lisser Rye Ejersbo

Jeg er lektor i kognitive læringsprocesser indenfor matematik på DPU, Aarhus Universitet. Jeg tager altid udgangspunkt i forskning, når jeg skriver blogs.

I Kina har man meget stor respekt for lærere. Det opfattes af alle, at de har et meget ansvarsfuldt job, måske et af de vigtigste for landets fremgang. Lærerne er derfor meget veluddannede og bliver behandlet med stor respekt af både forældre og ledere. Vi var på et skolebesøg og fik indsigt i, hvordan undervisningen bliver planlagt og så, hvordan den bliver gennemført. Lærerne planlægger deres undervisning meget minutiøst. De ved på minuttet, hvor længe hver delfunktion skal vare, og hvordan de vil slutte både de enkelte delelementer og hele forløbet – timens pointer. Lærerne har det samme tøj på, som ikke ligner uniformer, det er meget almindeligt tøj, men det er en klar forskel fra danske lærere. Også eleverne har det samme tøj på, som selvfølgelig er en form for uniformer, men alligevel virker eleverne ikke uniformerede. De ved præcis, hvad de kan forvente og hvad, lærerne forventer af dem, også i form af en bestemt adfærd. Den undervisning vi overværede bestod af forskellige måder at addere tocifrede tal med etcifrede eller to tocifrede tal. Som opvarmning trænede de tier-venner på tid. Hver elev havde en timer liggende foran sig og på et givet signal, tændte alle den. Når de var færdige med opgaverne slukkede de den igen. Det var ikke læreren, der tjekkede tiden men eleverne selv, der kunne sammenligne med deres øvrige tider. Eleverne virkede ikke, som om de var stressede af den, men de var selvfølgelig også vant til den. Der var både tid til individuelt arbejde, samarbejde og præsentation af de forskellige strategier, som grupperne havde arbejdet med. Eleverne opførte sig eksemplarisk, mene de er også vant til at blive iagttaget.

Open-class

I Kina arbejder skolerne meget med open-class, hvilket vil sige at lærerne lader sig inspirere af hinandens undervisning. På den skole, vi besøgte, var det således obligatorisk at hver lærer brugte 20 timer i andre klasser for at observere og lade sig inspirer. Yderligere skulle de selv en gang om året holde en åben undervisningstime. Det var indlagt i skemaet. Det er forskelligt fra det japanske lesson-studies, hvor man er med i planlægningen og giver hinanden feedback. Det er der ikke krav om her. Det er kun at overvære og dele viden på den måde. Den undervisning vi overværede var på mange måder eksemplarisk. Eleverne havde forskellige strategier, og noget konkret materiale i form af nogle slikpakker, som de kunne bruge til at løse opgaverne. Der blev fundet tre forskellige måder at løse opgaverne på. Timens pointer blev fremlagt af eleverne og stod tilbage på tavlen, hvorfra lærerene repeterede dem som det sidste.

Det danske projekt

Der var stor interesse for det danske projekt, jeg havde med til konferencen. Det drejede sig om sprog og begrebsdannelse med udgangspunkt i det projekt, hvor talnavnene læses fra venstre mod højre, således 11 som en-ti-en – kaldet de matematiske tal. Det er præcis den måde kineserne også benævner deres tal. I Frankrig arbejder man med noget lignende. Eleverne får en dragedragt på og siger så de franske talnavne efter samme system som de kinesiske– derfor dragedragten - der altså læses fra venstre mod højre.

Sprog og begrebsdannelse hænger meget sammen, spørgsmålet er, hvordan vi udnytter denne viden. I det danske projekt er der ingen tvivl om, at eleverne har fået en bedre forståelse for tallets størrelse, kardinaltallet, fordi vi har brugt de matematiske tal. Det interessante er at vores elever lærer begge navne, og det betyder at deres bedre kardinaltalsforståelse gælder både de matematiske tal og de almindelige tal. Og det er ikke så ringe endda.

Og hermed vil jeg ønske alle en god sommerferie.