Lektier

Fænomenet lektier betyder, at eleverne arbejder med diverse opgaver, som udføres udenfor den pågældende undervisning og dermed uden hjælp fra den lærer, der har givet lektierne for. Lektier i matematik kan gives på forskellig vis. Det kan være i form af en ugentlig aflevering af opgaver eller det kan være dag til dag opgaver, hvor det drejer sig om at færdiggøre nogle opgaver fra bogen eller et opgaveark. Der findes sikkert flere sofistikerede måder at give lektier på, men i mine observationer rundt om på skoler er disse typer, hvad jeg ser mest af.

Der har været en del diskussioner og undersøgelser af, om lektier har en positiv indflydelse på læringen af stoffet eller ej, og der er delte meninger om, hvilken effekt lektier har. I værste fald kan lektier betyde dårlige kampe på hjemmefronten, hvor eleven, som nu er et barn snarere end en elev, ikke forstår hvad der skal laves, måske heller ikke er så motiveret, mens forældrene føler, at det er deres pligt at hjælpe deres barn til at få lavet lektierne. Der opstår let problemer, hvor forældre eller andre behjælpelige sjæle kommer til kort, fordi de ikke lige kan gennemskue, hvad pointen med lektierne er, og derfor ikke kan hjælpe eleven/barnet videre.

Lad mig give følgende eksempel, som jeg været vidne til. Vi er en 4. klasse og eleverne arbejder med ’større end/mindre end’ begreberne. Jeg ser de opgaver klassen har fået for som lektier, da de skal til at udføre dem. Det er opgaver af typen:

                                 29 · 200    ⃝ 30 · 199

Og der er mange af dem. Spørgsmålet i opgaven drejer sig om, hvorvidt der skal stå  ’<’, ’>’ eller ’=’ imellem udtrykkene. Den elev, jeg fortrinsvis observerer, har store problemer med at gennemskue, hvad det går ud på. Han ender efter en del forvirring med at opstille en multiplikationsalgoritme og udføre en lang udregning med mange faldgruber. Efter ret lang tid med sved på panden, en del fejl i udregningerne og stor ulyst til at gennemføre alle opgaverne, lukkes bogen uden lektierne er gjort færdige, men eleven/barnet er færdig. Færdig med at synes at lektier er sjove eller rimelige. Disse oplevelser er ikke unormale i forbindelse med lektier. Der er flere ting på spil:

Hvorfor gives der lektier for? Hvad er pointen? Hvad forestiller læreren sig, der sker når eleverne går hjem, ud, lektiecafe eller hvor de nu går hen for at lave deres lektier? Hvem kan støtte de elever, der har brug hjælp? Hvem bliver vinderne eller taberne i disse lektie-situationer?

I andre observationer, har jeg oplevet elever, der ikke havde lyst til at svare på spørgsmål, når forskeren gik rundt og stillede spørgsmål, fordi som de sagde:” Vi får resten af siden for som lektier, og det orker vi ikke, så det er bare om at blive færdige, mens vi er i skole”. Her er der tale om, at læreren tilsyneladende har et fast antal opgaver, som alle elever skal lave uanset om det er i matematiktimen eller som lektie. Noget med: Lav resten derhjemme. Men hvad er pointen med det? At alle kan starte på samme sted næste undervisningstime? At læreren har sin ryg fri i forhold til, at bogen er nået? Automatisk handling, sådan har vi altid gjort? Det er svært at vide, men i det pågældende tilfælde er det en typisk række opgaver, hvor der hører noget kommunikation med om, hvordan man kan vurdere om det ene er større end det andet uden at regne det ud. At kunne se at begge tal ligger tæt på 30 · 200= 6 000 og derfra vurdere, hvilke af de to tal, der ligger længst væk fra 6 000. Det er træning i talforståelse, men det forstod de elever jeg observerede ikke, og så gav det ringe mening at lave disse lektier, når de faktisk ikke kendte pointerne med opgaverne og heller ikke magtede at gennemføre omstændelige multiplikationsalgoritmer. Spørgsmålet er om hjælpere i en lektiecafe ville kunne støtte eleverne i at gennemføre sådanne lektier, hvor eleverne ikke forstået, hvad pointen er med at lave dem.

Jeg havde for nogle år siden en specialestuderende, som skrev om lektier i folkeskolen. Hun undersøgte problemstillingen fra både elever, forældre og læreres perspektiv. Konklusionen fra elevernes perspektiv var det, at det kun var sjovt at lave lektier, hvis det var et vedkommende projekt man var i gang med i skolen, at man kunne tage det med hjem og fortsætte, men temmelig dødsygt bare at få lektier for, for at nå bogen.

Udfordringen for læreren er altså at sørge for, at eleverne bliver aktive deltagere i projekterne, og måske sammen finde ud af hvilke ting, der med fordel kan laves andre steder fra end undervisningen.

Man kunne også spørge, om det er en god ide, at læreren giver lektier for uden at sikre sig, at eleverne får det udbytte, som læreren (måske) har forestillet sig?