Matematiklæreren i vanskeligheder

I disse forhandlingstider kan jeg ikke lade være med at pege på lærernes forberedelsestid. Der er ingen tvivl om at det kræver en del forberedelsestid at finde ud af, hvordan alle eleverne i en klasse får mest ud af undervisningen. Og især, hvis der sidder nogle elever, som har svært ved at komme overens med matematikken i den forstand, at det er svært for dem at få lært det, de bør lære og som kan være dem til nytte både nu og i fremtiden.

Hvad betyder matematikbogen?

Lad mig heller ikke fortie at matematik stadig er et af de fag, hvor bogsystemet styrer undervisningen. Skolen har klassesættene og lærerne er fortrolige med indholdet. Det har både fordele og ulemper for eleverne. Der bliver nemt en mainstream bestående af elever, som løser opgaverne i et acceptabelt tempo, fordi de kender opgavediskursen. Men der findes også en gruppe, der af forskellige årsager ikke kan følge med. Og hvad stiller man op med dem? Skal man springe noget over, så de så nogenlunde kan følge med i halvdelen af bogen, eller skal de have lov til at hænge på med det hele så godt de kan med risiko for ikke at lære ret meget af noget af det? Det er et svært valg, som faktisk ikke kan tages uden at de pågældende er blevet udredt for, hvorfor de har svært ved at følge med. Er det svag arbejdshukommelse? Er det svag opmærksomhed? Er det dyskalkuli? Er det problemer med forståelsen? Eller noget helt andet?

Uanset hvad det skyldes er det nødvendigt at finde ud af årsagen, før man beslutter sig for, hvad der kan gøres ved det, og hvordan man som lærer har mulighed for at gøre det. Det kræver tid og kompetencer, dels til at udrede og dels til at vide, hvad man kan og hvad man ikke kan gøre i de forskellige tilfælde. Forberedelsestiden er beskåret og lagt i faste rammer, mens kompetencerne overvejende kan opnås gennem læreprocesser på forskellig vis, som ofte kræver et længerevarende efteruddannelsestilbud.

Hvad kan lærere selv gøre her og nu?

Man kan måske hjælpe hinanden gennem at overvære hinandens undervisning.

Den kinesiske model er at hver lærer får 20 timer om året, som de skal bruge på at overvære andres undervisning og selv lukke op for sin egen undervisning mindst 5 timer om året. Det kan give anledning til nye tanker, inspiration og udvekslinger underviserne mellem.

Den japanske er model er ’Lesson studier’, som har været afprøvet på forskellig vis i Danmark med gode resultater. Den korte version er at en lærer fremlægger en specifik undervisningsforberedelse for en gruppe kolleger før undervisningen er udført. Denne gruppe giver feedback i form af gode spørgsmål og eventuelt nye ideer. Læreren færdiggør nu sin forberedelse, og gruppen overværer den pågældende undervisning og giver læreren feedback efter undervisningen. Alle i gruppen skal prøve at være den lærer, der skal undervise og en af de lærere, der overværer og giver feedback.

Men også det kræver tid og en ledelse, som bakker op om projektet. Men indsatsen kan give et stort afkast. Det kan resultere i større arbejdsglæde, flere ideer til hvordan man organiserer undervisningen og et større udbytte til eleverne.  Men det kræver en stor vilje fra alle de involverede parter.