Hvorfor støtter det eleverne at bevæge sig fysisk på en tallinje?

Psykologer, med interesse for hvordan vi danner forståelse for tal, har længe undersøgt, hvordan vi opfatter tal på en mental tallinje, som tilsyneladende er orienteret fra venstre mod højre. Undersøgelser kan bestå i forsøg, hvor personer, børn som voksne, skal afgøre, hvor på tallinjen de vil placere et tal. Forsøgspersonerne sidder foran en computer og skal bruge henholdsvis højre eller venstre hånd til at placere tallet. Disse forsøg viser, at testpersonerne tydeligvis er hurtigere med venstre hånd, når det drejer sig om små tal og hurtigere med højre hånd, når opgaverne indeholder større tal. Denne SNARC-effekt er undersøgt på mange forskellige måder, herunder også hvad der sker med børn, der får lov til at bevæge sig fysisk på en tallinje. Disse forsøg viser, at eleverne får en sikrere forståelse for talstørrelser, når de har haft mulighed for at anvende kroppen som redskab for forståelse. Forsøgene er udført i laboratorier og udfordringen ligger nu i at overføre disse forsøgsresultater til undervisning. Laboratorieforsøg virker i en bestemt kontekst, men i virkelighedens skole skal man tage højde for mange flere ting, så omsætningen er ikke altid så ligetil.

Viden associeres med bevægelse

Det har dog længe været påvist, at viden associeres med sensomotorisk aktivitet. Kroppen husker og forbinder samtidige hændelser som en form for kropslig signatur. Man bruger indenfor musik noget der kaldes solmisation. Det er håndtegn, som knyttes til tonerne, som hver har en stavelse, do, re, mi, fa, so la bi, do, og for hver stavelse er knyttet en tone og et håndtegn. Hermed forbindes en bestemt bevægelse sammen med en tone, som derved huskes og associeres sammen. Det viser sig, at det bliver nemmere at ramme den rigtige tone, hvis man samtidig benytter håndtegnet. Det er klart, at det er en strategi, der hører sammen med, at man hurtigere lærer sig en ny melodi. Når melodien først er lært, behøver man ikke længere håndtegnene, men henter tonesammensætningen fra hukommelsen. Og lige præcis den balance, hvornår man skal bruge bevægelser og til hvilket formål, er vigtigt at gøre sig klart.

Bevægelser med arme eller hænder bruges inden for flere fag, fx indenfor sprogfag, hvor man anvender bevægelse til at huske uregelmæssige verber. I matematik benyttes fingrene ofte til at tælle med. Det er en strategi, som ikke er nødvendig, når man kan hente kombinationen mellem talord og antal fra hukommelsen, men for mange går det langsomt at få det på plads, hvorfor de bruger fingrene i lang tid, og ofte har knyttet et tal til hver. Alle ti fingre kan også fungere som tiere, hvor man fx tager dem frem 5 gange for at vise tallet 50. Man kan også stille flere elever op sammen, hver med en ’tierhånd’, for at konkretisere et tal.

På nogle sprog hænger talord og antal fingre sammen, fx det grønlandske, hvor også tæerne inddrages som talord op til 20. At gå på en tallinje og udregne opgaver med små tal kan hjælpe til en placering af tallene og størrelsen af samme. Men igen er det vigtigt at afgøre, hvornår og hvordan det er hensigtsmæssigt at arbejde på den måde.

Tallinjen er både en metafor og noget meget konkret i en spatial udstrækning. Den kan bruges helt konkret, og så kan den være et tænkeredskab. Begge dele har sin berettigelse i læring og forståelse af tal.