Når neuroscience bliver til neuromyter

Som kognitionsforsker møder jeg jævnligt internationale neuropsykologer, der beskæftiger sig med kognitive læringsprocesser indenfor matematik. For en måneds tid siden mødte jeg ph.d. i neuropsykologi Victoria Simms, Ulster University, der har skrevet en anmeldelse af jo Boalers bog, Mathematical Mindset, og heri påvist alvorlige fejl og mangler i forhold til brugen af neuroscience. På den baggrund kan der nemt opstå neuromyter, som er misopfattelser af forskning fra neuroscience, der bliver gjort til sandheder.

Misforståelser

Boaler beskriver i sin bog forskellen på et udviklende (growth) og et fastlåst (fixed) mindset og gør det til en afgørende faktor for, hvor godt man lærer matematik. Hun skriver bl.a. at hver gang en elev laver en fejl i matematik vokser antallet af synapser i hjernen og henviser til andres forskning. Den forskning, hun henviser til, siger imidlertid intet om denne påstand – og slet ikke noget om matematik. Denne påstand – at synapser gror, når man fejler i matematik – gentager hun hele vejen igennem bogen. Det er altså en klar neuromyte, der er ved at blive skabt her.

At det er godt at fejle og lære af sine fejl er en kendt pædagogisk udviklingstanke, som ikke behøver at blive forklaret med synapser.

Hun beskriver også, hvordan nyt stof tager mere plads op i hjernen end kendt stof, hvilket indikerer en fysisk forandring i hjernen. Videre skriver hun at sammenpresning (compression) ikke opstår i forhold til regler og metoder, men kun i forhold til begreber. Det er simpelthen ikke korrekt og giver anledning til endnu en neuromyte.

Når vi udfører automatiserede processer bruger hjernen mindre energi og opmærksomhed, end når vi arbejder med nyt stof. Det er et spørgsmål om hukommelse og kapacitet.

Anmeldelse af neuromyter

Victoria Simms har fundet en del misopfattelser i Boalers bog, som kan blive til neuromyter, hvis de ikke bliver tilbagevist. Hun beskriver nogle af dem i sin anmeldelse af bogen og beklager, at de er der. For hvordan skulle lærere kunne afgøre, hvornår en forsker skaber myter ud af sine egne misopfattelser? Og bogen er jo skrevet til lærere og undervisere af lærere.

Jeg har valgt at bruge en blog på at viderebringe Simms’ anmeldelse, fordi jeg finder det vigtigt, at vi ikke bærer neuromyter videre. Men når det er sagt, er der stadig meget godt at hente i Jo Boalers bog! Boaler er en dygtig forsker indenfor matematikdidaktik og giver nogle meget spændende eksempler på, hvordan man kan udføre undersøgende matematik, hvor eleverne ikke behøver at være bange for at svare forkert på spørgsmål. Det er meget inspirerende læsning, og netop derfor er det vigtigt at luge ud i en misforstået anvendelse af neuroscience, som slet ikke er nødvendig at have med i denne sammenhæng.

Mindset eller attituder

Boaler er inspireret af Carol Dweck, som er populær med sin teori om mindset i USA. Også i Danmark er det ved at blive udbredt at se elever med et bestemt mindset. Jeg bliver nervøs, når jeg ser den trend, fordi det nemt kan blive en del af eleven. For mig at se er det snarere et spørgsmål om attitude. Attituder kan ændres og diskuteres, men de behøver ikke at blive til gjort til et spørgsmål om neuroscience. Eleven reagerer på sine omgivelser og betingelser – og både de og vi fortolker ud fra den viden, vi har. Jeg tror bestemt på at mange af Boalers forslag kan inspirere elever til at ændre attituder og blive mere inspirerede til at arbejde med matematik. Men lad os ikke bære myterne videre. 

Simms, V. (2016): Mathematical Mindsets: Unleashing Students' Potential Through Creative Math, Inspiring Messages and Innovative Teaching. In Journal of Research in Mathematics Education.