Hvordan håndterer matematiklærere mobning blandt eleverne?

Inspireret af en kronik ”Mobning”, skrevet af Stine Liv Johansen, Helle Rabøl Hansen og Jette Kofoed, alle fra DPU, AU, bragt i Politiken den 21. februar, blev jeg mindet om, hvor svært elever kan have det i et folkeskoleliv, hvis de bliver mobbet. De beskriver i kronikken, hvordan små ting udvikler sig mellem venner og bliver til uforståelig udelukkelse af en af dem. Corona-nedlukning og digital undervisning gør det ikke nemmere. Hvem sidder sammen, mens de bliver undervist digitalt, hvem bliver aldrig inviteret med i fællesskabet? Mobning kan ramme hvem som helst, men de udvalgte for mobning risikerer at få store ar på sjælen.

Det bliver jo ikke just mindre af, at eleverne nu stort set kun mødes digitalt med hinanden og lærerne. Og arbejdet med at få klasserne til at fungere uden mobning efter genåbningen kan også kalde på mange spørgsmål.

Vi er forhåbentlig snarligt tilbage fra den digitale undervisning, hvor de stærke har klaret sig bedre end de sårbare. Det er svært at skjule sårbarheden, den bliver mere eksponeret i det digitale fællesskab. Skal eleverne fx bruge en lineal til at løse en opgave, kan det være problematisk ikke have en eller at kunne få hjælp til at få fat på en. En lille ting i et klasseværelse, hvor læreren kan støtte hurtigt, kan blive eksponeret stort i det digitale rum.

Hvad kan matematiklæreren gøre i forhold til mobning?

Spørgsmålet er, hvor meget matematiklæreren er bevidst om at kunne gøre en forskel i forhold til mobning, eller det bliver overladt til fx klasselæreren, hvis der ikke er sammenfald. Jeg har prøvet at være både klasselærer og matematiklærer i samme klasse, og kun matematiklærer i forskellige andre klasser. Det giver forskellige udgangspunkter.

Som klasselærer oplevede jeg, hvor vigtigt det var at tale med alle faglærere om klassens trivsel, så alle klassens lærere kunne forholde sig til de problemstillinger og eventuelt mobning, der kunne være i klassen. Hvis jeg kun var matematiklærer, oplevede jeg det anderledes. Ofte havde jeg ikke så mange timer med klassen, samtidig med at jeg gerne ville arbejde så meget som muligt med matematikken, kunne det være svært at finde tiden til at tale med hele klassen om mobbeproblemer. Jeg har også oplevet, at relationerne blev anderledes i matematiktimerne, hvorfor mobningen tilsyneladende ikke var et problem. Andre krav og interesser kunne udnyttes til at skabe andre kombinationer og dermed en ny matrix for samvær. Det jeg har haft størst held med er det, jeg kalder fællesskabende matematik.

Fællesskabende matematik

Jeg har før skrevet om fællesskabende didaktik, som drejer sig om, hvordan man kan tilrettelægge sin undervisning på en måde så både fællesskabet og fagligheden kan smelte sammen til gode for begge dele. Når jeg kalder det fællesskabende matematik, drejer det sig om, hvordan man kan planlægge sin matematikundervisning, så både faglighed og fællesskab bliver tilgodeset. Jeg oplever, at de spørgsmål, man stiller, er helt afgørende for, hvordan man kan forme arbejdet. Spørgsmålene skal vise en ægte interesse for at høre svaret, som ikke nødvendig er et facit men snarere et udsagn, som viser interesse eller det modsatte. Spørgsmålene skal udtrykke en interesse for den enkeltes arbejde med matematikken. Hvis man arbejder med fællesskabende matematik, kan følgende liste måske bruges som inspiration:

• Undersøgende matematik kombineret med gruppedannelser, bestemt af læreren
• Gode spørgsmål, som tilgodeser den enkelte
• Opgaver med lav indgang og højt til loftet, hvor læreren med sine spørgsmål inspirerer
• Generel opmærksomhed på sårbare elever.

Mine tanker i denne blog har muligvis stillet flere spørgsmål end givet svar, men måske det kan blive udgangspunkt for en debat om, hvordan man som matematiklærer kan agere i forhold til at imødegå mobning blandt skoleelever.